 |  | Den forkerte, kap. 2 |
 |
|
|||||||||||||
|
Jeg havde fulgt og observeret dem i lang tid. Så lang tid, at jeg vidste hvad de skulle hver dag på klokkeslættet. Jeg gik ned til den café, hvor de plejede at mødes hver torsdag klokken 15:47, for at drikke en cafe latte og spise en scone. Men jeg satte mig selvfølgelig ikke ovre på caféen. De måtte jo ikke genkende mig. Nej, jeg sad på caféen på den anden side af gaden. Jeg kiggede ned på mit ur, klokken var blevet 15:53. De var her ikke. Jeg kunne simpelthen ikke forstå det. De var der altid til tiden. Jeg gik nærmest i panik. Hvor var de? Der måtte sikkert have været sket noget på vejen der over. De var her sikkert nok om et øjeblik. Klokken var nu 16:02, og de var stadig ikke kommet. Jeg drak den sidste slurk af min kaffe, og tog min kuffert og gik ud. Jeg stod ude på gaden og kiggede ned på mit ur. Så over på deres stamcafé. Mon mit ur gik forkert? Det kunne det da ikke gøre, men jeg var nødt til at være sikker. Jeg gik ind på caféen igen og spurgte hvad klokken var. Mit ur gik rigtigt. Jamen, jeg kunne simpelthen ikke forstå det. Jeg bad tjeneren i caféen om at ringe efter en taxi. Jeg måtte til bunds i det her. Det skulle ikke til at ødelægge hele min plan. Jeg fik taxichaufføren til at køre rundt alle de steder, jeg vidste de kunne opholde sig. Ingen af stederne var de. Jeg var virkelig forundret over, at de ikke var der. Bare et af stederne. Til sidst bad jeg ham om at køre over til deres hjemmeadresse, det var det eneste sted jeg ikke havde kigget endnu. Jeg betalte chaufføren og ventede utålmodigt på mine byttepenge. "Kom nu, jeg har travlt!" Han gav mig et hurtigt dømmende blik, og skyndte sig så at finde byttepengene frem. Han gav mig dem og sagde til mig, at jeg skulle til at komme ud af hans taxi. Jeg stod ud af taxien, men jeg havde bedt chaufføren om at stoppe et par adresser væk fra deres opgang, ellers kunne jeg risikere at de fik øje på mig. De boede i en lille lejlighed, hvor der aldrig rigtigt skete noget farligt og ulovligt. Hvis der var det, så ville hun ikke bo der. Hvad var det? Hvad var det der holdte foran deres opgang? Det var en flyttebil. Nej, det måtte ikke ske. Det ville jo ødelægge det hele, hvis det var dem som skulle flytte. Ødelægge hele min plan. Der kom to flyttemænd ud af opgangen. De bar på en sort lædersofa. Lige efter dem, kom der et kærestepar. Jeg åndede lettet op, da det bare var deres underboer der skulle flytte. Jeg kunne se, at de bare skimtede over mod flytte bilen og gik videre ned af gaden. Jamen, så var det jo ikke det skide kærestepar. For fanden, det måtte bare ikke være dem der skulle flytte. Men det var det. De kom ned sammen grinene og bar på hver deres papkasse. De stillede de to papkasser på jorden, og gik igen op til lejligheden. Jeg havde muligheden for at gå over og snakke med flyttemændene, der stadig stod og baksede med at få den sorte lædersofa op i flyttebilen. "Nå, så er der vidst nok nogen som skal flytte." sagde jeg til dem, for at prøve at starte en samtale, så jeg kunne få nogle informationer. "Ja, heldigvis. Så kan vi jo også få lidt smør på brødet." "Skal de så flytte langt væk?" Jeg måtte finde ud af hvor det var de skulle bo. "Ehm, vi ved ikke helt... Det var vidst nok et sted ude i Hellerup." "Ja, så har I jo et stykke og køre." Jeg havde fået den information ud af dem, som jeg havde brug for. Et sted i Hellerup. Det var nok for mig. Jeg kunne ikke spørge om mere, ellers ville det virke for snagende. Jeg var allerede på vej væk igen, så de selvfølgelig ikke kunne nå og få øje på mig. Men nu måtte jeg bare finde ud af hvor i Hellerup det var. Det hele skulle nok gå alligevel, for på næste lørdag skulle det ske. Jeg sad alene i min vindueskarm på mit gennemrodede værelse. Hvor det beskidte vasketøj lå som en kæmpe bunke ovre i hjørnet, som jeg snart burde få vasket. Det var en almindelig lørdag aften, de hyggede sig alle sammen nede i fællesstuen og spillede spil. Men den var alligevel ikke som alle de andre, den føltes virkelig anderledes. Mon det var hendes skyld. Nej, det kunne det ikke være. Hun havde jo ikke gjort noget decideret specielt, andet end at sætte sig ved mig. Men jeg følte en stor glæde i min krop, da vinden kom og blæste hendes store brune lokker op mod mit ansigt. Men her sad jeg. Alene. Som jeg bedst kunne lide det. Jeg havde ikke noget og foretage mig, andet end at sidde og kigge ud af vinduet. Ud over hegnet, og tænke på hvordan det måtte være. Hvordan det måtte være, at være fri. Jeg kunne se en familie, der kom gående. De smilte alle sammen og pjattede. Jeg fik en underlig følelse i min krop. Jeg ville også opleve det. Men det var jeg den forkerte til. Jeg havde lyst til at sætte mig ud i mit hjørne, og jeg overvejede at gøre det. Hvis det ikke bare var fordi, at vi ikke måtte gå ud om aftenen. Og hvis vi gjorde, og det blev opdaget, så skulle vi sidde på vores værelse i en uge og ikke måtte komme ud. Jeg kan ikke undvære mit hjørne, så det ville jeg aldrig gøre. Det bankede på døren. Det var sikkert bare Erik, og jeg havde ret. "Klaus, vil du ikke komme med ned og spille et slag Ludo med os andre?" Jeg havde ikke den mindste form for lyst til at gøre det, og det vidste han også godt. Han skulle jo lige spørge alligevel, så jeg ikke følte mig glemt. "Nej tak. Jeg har det fint her oppe." "Okay, det må du jo så også selv om, Klaus. Det er ellers rigtig hyggeligt. Bare kom hvis du skifter mening." Han lukkede langsomt døren igen, og jeg kunne høre fodtrinene ude på gangen og stille og roligt ned af trapperne. Der var gået et stykke tid. Jeg tænkte stadig meget på om jeg skulle gå der ned. Det skulle kun være for at se hende. Louise. Jeg kunne ikke få hendes smukke ansigt og hendes lille søde mund ud af mine tanker. Jeg kunne jo også bare lige kigge lidt ind af døren. Så lagde de jo ikke mærke til mig. Jeg ville jo bare se hende. Så gjorde jeg det. Jeg hoppede ned af vindueskarmen. Jeg gik over mod døren. Men vendte lige så hurtigt om igen. Hvad hvis hun så at jeg stod og lurede? Nej, jeg måtte se hende. Det skulle være nu. Stille åbnede jeg døren. Selvom jeg godt vidste, at de ikke ville høre det alligevel. Jeg listede forsigtigt ned af trappen. Forneden af trappen så jeg at døren ind til fællesrummet stod på klem. Det var jo perfekt. Jeg stod foran døren. Jeg skulle lige til at skubbe blidt til døren, men stoppede mig selv. Pludseligt gik der nogen op mod døren og tog lige fat i håndtaget, men stoppede. Mit hjerte sad helt oppe i halsen. Jeg tror det var Erik, men han vendte om igen. Jeg kunne høre latter. Lysten til at gå derind voksede. Men derind skulle jeg ikke. Jeg skulle bare lige tage et lille kig på hende, og så ville jeg gå tilbage på mit værelse, uden at nogen havde bemærket mig. Min hånd tog forsigtigt fat i håndtaget og skubbede roligt til døren. Bare lige nok til at jeg kunne se ordentlig ind. Se ordentligt på hende. Der sad hun. Der sad hun med sit store smukke smil. Det var som om hendes smil lyste hele rummet op. Erik rejste sig fra sin stol. Jeg måtte af sted. Han måtte ikke se mig. Louise fik kigget over mod døren og fik set mig. Hun sendte et lille genert smil over mod mig. Jeg blev flov og løb op ad trapperne. Jeg havde af en eller anden grund ikke fået lukket min dør, men det var godt nu. Jeg kunne bare løbe ind på mit værelse og smække døren efter mig. Krybe ind under min dyne og lade som om, ingen vidste at jeg var her. Jeg lå der under min dyne og tænkte. Tænkte på hende. På Louise. Lige pludselig, kunne jeg høre fodtrin. På vej op ad trapperne. Det var små lette fodtrin. Det lød nærmest som om personen dansede op ad dem. Det kunne umuligt være Erik eller nogen som helst af de andre her på børnehjemmet. Det kunne kun være en. Louise. Der kom to forsigtige bank på min dør. Jeg følte at jeg kendte den banken. Men det kunne umuligt passe. "Lad mig være!" "Kom nu Klaus. Luk mig ind." Det var Louise. Jeg fik kuldegysninger ned af min krop da jeg hørte hendes rene stemme. "Hvad vil du, Louise?" "Nå, du kan godt huske mig," sagde hun med en lille fnisende stemme. "Tjo, jeg gad bare ikke sidde der nede mere, også tænkte jeg lige på dig." Tænkte på mig. Hvorfor i alverden tænkte hun på mig? "Tænkte på mig?" sagde jeg i et meget pinlig berørt stemmeleje. "Ja. Jeg tænkte på hvad du lavede, og jeg ville være med til det." Ville hun være med til at lure på hende selv. Det sagde jeg selvfølgelig ikke. Hun måtte ikke vide at jeg havde gjort det. Selvom hun nok fik set mig. Så behøvede hun ikke at vide, det var hende jeg så på. "Okay... så kom ind." Døren blev åbnet meget diskret og hun stak først lige hendes vidunderlige ansigt ind. Jeg lå ikke krybet under min dyne mere. Jeg havde foldet min dyne som et ryglæn og sad op af væggen. Nu var hun helt inde på mit værelse. Det var så pinligt. Hun måtte nærmest hoppe over alt mit rod, der lå spredt ud over hele gulvet. "Må jeg komme over og sidde hos dig?" "Ja. Ja, det må du vel gerne." Hun sad ved siden af mig nu. Ikke i den anden ende af sengen. Men helt op ad mig. Jeg kunne dufte hende. Hun duftede som den smukkeste sommerblomst. "Hvad laver du så når du sidder her oppe?" "Jeg... ehm, jeg sidder og kigger ud af mit vindue og kigger på folk nede på gaden og alle jer andre, når I render rundt nede i gården. Måske bare op på stjernerne her om aftenen." Hun så meget overrasket ud. Hun måtte vel have troet, at jeg havde noget mere spændende at lave. Men så alligevel ikke, da hun sagde. "Skal vi ikke kigge på stjernerne?" Det gjorde vi så. Vi satte os op i min vindueskarm. Uden at sige noget. Vi sad bare og kiggede ud på stjernerne. | ||||||||||||||
 | Celina | 2012-11-11 10:25:26 |
Uh! Kapitel 2 er jo endnu bedre! Spændende.. En smule humoristisk. Det hele er rigtig godt beskrevet vil jeg mene, men den del hvor han lige får øje på Louise er magisk! Du er rigtig talentfuld! Glæder mig til resten!!!
Kys og kram ;-)
Kys og kram ;-)
| Forfatter in spe | 2012-11-14 14:00:41 |
Hej
Lad nu ikke min ord vægte for tungt - og tag kun det til dig, som du mener, du kan bruge.
Jeg vil sige, at du har fat i noget rigtigt her. Der er potentiale til noget spændende. Dine dialoger virker udmærket, og du er i stand til at sætte teksten op i afsnit, som gør det overskueligt. Dog kan du med fordel gennemskrive din tekst, inden du publicerer den, da den indeholder en del grammatiske fejl. Det kan godt virke lidt tungt at skulle læse sig igennem.
Du har hist og her nogle lange og tunge sætninger, som faktisk ikke fortæller ret meget. Fx:
Jeg stod ude på gaden, og kiggede ned på mit ur og over på deres stamcafé. Mon mit ur gik forkert? Det kunne det da ikke gøre, men jeg var nød til at være sikker på, om det gjorde. Jeg gik ind på caféen igen, hvor jeg sad lige før, og spurgte hvad klokken var.
- Husk i øvrigt at der skal "t" i nødt - ellers er der tale om nødder fra et træ ;-)
- Og du "bad" om noget.. Ikke "bedte" om noget.
- Det er rigtigt, at "flyttemænd" er i ét ord. Det samme gør sig gældende med "flyttebil".
- ".. og løbede op.. " skal rettes til ".. og løb op.. "
Et eksempel, hvor du med fordel kunne stramme lidt op på formuleringerne - prøve at få sproget til at flyder lidt lettere:
Jeg fik taxichaufføren til at køre rundt alle de steder, jeg vidste de kunne opholde sig, men de var ingen af stederne. Jeg var virkelig forundret over, at de ikke var nogen af stederne. Til sidst bedte jeg ham om at køre over til deres hjemmeadresse, det var det eneste sted jeg ikke havde kigget endnu.
Jeg er lidt spændt på, hvordan din dreng i historien "nemt kan finde dem i Hellerup". Det er et ret stort område med mange boliger ;-)
Der kommer lidt bedre flow i teksten, da du begynder at beskrive drengens fascination af pigen. Sætningen "Ville hun være med til at lure på hende selv" giver også din tekst lidt humor. Slutningen er meget sød og giver læseren mod og energi til at læse videre.
Jeg har forståelse for, at man nemt kan blive blind på sin egen tekst, så hvis du har muligheden, vil jeg anbefale dig at du printer dit kapitel ud, når du har skrevet det. Og tager en blyant og går væk fra skærmen. Det vil måske kunne hjælpe dig med at spotte nogle af de åbenlyse slåfejl. Når du så alligevel skal rette fejlene, vil du med fordel kunne lave en gennemskrivning - altså stramme teksten op og sløjfe de overflødige ord.
Håber det giver mening for dig - og fortsat god skrivning ;-)
/Jesper
Lad nu ikke min ord vægte for tungt - og tag kun det til dig, som du mener, du kan bruge.
Jeg vil sige, at du har fat i noget rigtigt her. Der er potentiale til noget spændende. Dine dialoger virker udmærket, og du er i stand til at sætte teksten op i afsnit, som gør det overskueligt. Dog kan du med fordel gennemskrive din tekst, inden du publicerer den, da den indeholder en del grammatiske fejl. Det kan godt virke lidt tungt at skulle læse sig igennem.
Du har hist og her nogle lange og tunge sætninger, som faktisk ikke fortæller ret meget. Fx:
Jeg stod ude på gaden, og kiggede ned på mit ur og over på deres stamcafé. Mon mit ur gik forkert? Det kunne det da ikke gøre, men jeg var nød til at være sikker på, om det gjorde. Jeg gik ind på caféen igen, hvor jeg sad lige før, og spurgte hvad klokken var.
- Husk i øvrigt at der skal "t" i nødt - ellers er der tale om nødder fra et træ ;-)
- Og du "bad" om noget.. Ikke "bedte" om noget.
- Det er rigtigt, at "flyttemænd" er i ét ord. Det samme gør sig gældende med "flyttebil".
- ".. og løbede op.. " skal rettes til ".. og løb op.. "
Et eksempel, hvor du med fordel kunne stramme lidt op på formuleringerne - prøve at få sproget til at flyder lidt lettere:
Jeg fik taxichaufføren til at køre rundt alle de steder, jeg vidste de kunne opholde sig, men de var ingen af stederne. Jeg var virkelig forundret over, at de ikke var nogen af stederne. Til sidst bedte jeg ham om at køre over til deres hjemmeadresse, det var det eneste sted jeg ikke havde kigget endnu.
Jeg er lidt spændt på, hvordan din dreng i historien "nemt kan finde dem i Hellerup". Det er et ret stort område med mange boliger ;-)
Der kommer lidt bedre flow i teksten, da du begynder at beskrive drengens fascination af pigen. Sætningen "Ville hun være med til at lure på hende selv" giver også din tekst lidt humor. Slutningen er meget sød og giver læseren mod og energi til at læse videre.
Jeg har forståelse for, at man nemt kan blive blind på sin egen tekst, så hvis du har muligheden, vil jeg anbefale dig at du printer dit kapitel ud, når du har skrevet det. Og tager en blyant og går væk fra skærmen. Det vil måske kunne hjælpe dig med at spotte nogle af de åbenlyse slåfejl. Når du så alligevel skal rette fejlene, vil du med fordel kunne lave en gennemskrivning - altså stramme teksten op og sløjfe de overflødige ord.
Håber det giver mening for dig - og fortsat god skrivning ;-)
/Jesper
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
