 |  | Ukendtes vej |
 |
|
|||||||||||||
|
En mand sad på jorden. Hans hår var langt, filtret og gråt, neglene på hænderne var vokset urimeligt lange. På kroppen hang en laset kjortel, som engang havde haft en farve, men nu kun var en klud. Hans øjne var lukkede. Stedet, hvor han sad, var en halvkugleformet fordybning i klippen. Rundt om ham stod kurve med frugt og kander med mælk, lidt længere væk blomster og røgelse, der røg stille. Mange år tidligere, da han endnu var ung, havde han besluttet at blive buddhistmunk — ikke bare munk, men asket, en sand helgen. Han fik lov at komme i et afsidesliggende kloster i bjergene, kendt for sine strenge regler og de mange mirakelgørere, der kom derfra. Efter nogle år dér meldte han sig frivilligt til Mørkets Prøve. Man mente, at den, der gennemførte prøven, fik overnaturlige evner; den, der fejlede, forsvandt for evigt. På den fastsatte dag førte munkene ham til Mørkets Port. Hans hoved blev barberet, kroppen vasket i vand fra den Hellige Sø. Klosterets abbed klædte ham i en snehvid dragt, sagde: “Når du beslutter at gå ud, så åbn døren indefra,” og skubbede ham blidt mod porten. Den tunge stenlåg lukkede sig bag ham. Intet lys, ingen sprække. Kun mørke. Kammeret var kugleformet, hugget i klippen. Gennem en snoet kanal fik han en håndfuld tørrede abrikoser og lidt vand. Tiden forsvandt, der var ingen dag, ingen nat. Efter kort tid kom panikken: Hvad hvis de glemte ham? Hvad hvis ingen nogensinde åbnede døren? Kunne han selv åbne den — den vejede jo som flere elefanter! Han huskede sin mor, der gav ham en skål sød ris med et smil. Faren, der viste ham buen og sagde: “Ingen kan flygte fra sig selv.” Dengang havde ordene virket sjove — hvem skulle dog flygte fra sig selv? Han huskede pigen, han havde elsket, og hendes tårer, da han forlod landsbyen. Erindringerne blev afløst af syner. Kendte mennesker trådte frem og forsvandt, dæmoner lo i grønt skær, Buddha selv viste sig — men billedet opløstes i forvrængede syner. En nat mente han, at døren åbnede sig, abbeden stod der med fakler, kaldte på ham… Han gik mod lyset og stødte hovedet mod den kolde klippe. Årene gik. Han lærte at lukke øjnene for altid, at styre tankerne. Virkeligheden var mørket. Han forstod: den eneste vej ud var at sende sine tanker som et kald. Så ramte et jordskælv. Klosteret styrtede sammen, munkene døde, en del af kammeret brød sammen, og bjergluften strømmede ind. Men manden bemærkede det ikke. Han sad, uden behov for mad eller vand, dybt i meditation. Næste forår fandt jægere ham. “En hellig mand,” sagde de. De stillede en gave — en krukke mælk — og gik. Hjemme opdagede en af dem, at hans syge datter pludselig var blevet rask. Rygtet spredte sig hurtigt: en helbredende eremit i bjergene. Snart kom mennesker i hobetal. De bragte gaver, satte sig i stilhed. Nogle påstod, at han talte til dem i tanker. Andre sagde, at hvis han åbnede øjnene, ville verdens ende komme. En morgen sad mængden samlet i en halvcirkel. Solen stod op. Pludselig åbnede eremitten øjnene. En bølge af gisp rejste sig: “Den hellige åbner øjnene!” Han så langsomt på dem og sagde: “De der abrikospandekager, som mor altid bagte om efteråret, de var virkelig gode, jaaa …” Så lukkede han øjnene igen — denne gang for altid. | ||||||||||||||
 | haleløs | 2025-09-17 13:49:23 |
jo; detteher var da noget ganske andet!
Jeg opfatter det som nærmest en skitse til en novelle / roman.
Jeg synes personligt ikke om, at 'den alvidende fortæller' forklarer det hele, og ikke lader spor op til læserens fantasi - men dét er nok en smagssag.
Du har et stort ordforråd - det kan jeg lide.
venligst ...
PS måske kunne du have glæde af at læse Steven Kings "On writing - A memoirer of the craft", der handler om, hvordan han selv kæmpede med at dygtiggøre sig, og i sin tid var på adskillige forfatterkurser?
Jeg opfatter det som nærmest en skitse til en novelle / roman.
Jeg synes personligt ikke om, at 'den alvidende fortæller' forklarer det hele, og ikke lader spor op til læserens fantasi - men dét er nok en smagssag.
Du har et stort ordforråd - det kan jeg lide.
venligst ...
PS måske kunne du have glæde af at læse Steven Kings "On writing - A memoirer of the craft", der handler om, hvordan han selv kæmpede med at dygtiggøre sig, og i sin tid var på adskillige forfatterkurser?
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
