 |  | Sort sol |
 |
|
|||||||||||||
|
Der er læbestift på mine kaffekopper i dag. Hun er lige gået, men duften hænger stadig i lejligheden. Smyger sig om mig og aer mig blidt på kinden når jeg rammer ind i hendes partikler i luften. En lille rest af hende. Solen rammer hendes hår idet hun retter bliket fra kaffens mørke mod mig. Hendes øjne smiler så jeg er ved at græde og jeg skammer mig næsten over at tænke noget så banalt i øjeblikket men hun ligner en engel som hun sidder der med en glorie af lys Men så husker jeg at hun ikke eksisterer at hun er skabt af den akkumulerede mængde af det jeg mangler og jeg fortvivles. Helt ind til kernen jeg fortivivler | ||||||||||||||
 | haleløs | 2016-05-05 12:22:36 |
fremragende stilleben;
dog ville jeg foreslå ' fortvivleS og fortvivleR (fint nuancerede udtryk)
omformet til følelser og handling, eks: 'mine hænder ryster så kaffekopperne på bakken klirrer og jeg taber det hele på gulvet'
venligst ...
dog ville jeg foreslå ' fortvivleS og fortvivleR (fint nuancerede udtryk)
omformet til følelser og handling, eks: 'mine hænder ryster så kaffekopperne på bakken klirrer og jeg taber det hele på gulvet'
venligst ...
| Öbenhoffer | 2016-06-17 16:25:12 |
Tak for kritikken Haleløs :) Den må jeg arbejde videre på når jeg mærker det igen
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
