 |  | Den sovende skønhed 2034 |
 |
|
|||||||||||||
|
Der var engang en konge og en dronning. For at sige det kort: de havde alt — ja, bogstaveligt talt alt, man kunne forestille sig, plus et par ting, som nok slet ikke burde eksistere. Alt undtagen børn. Det gjorde dronningen bedrøvet og kastede kongen ud i fortvivlelse. Trods deres alder gav de aldrig håbet op. I sin fritid snittede kongen legetøj, og dronningen syede små dragter til et spædbarn, der ikke fandtes. En dag sad dronningen ved dammen og broderede endnu en babyskjorte. Pludselig hoppede en frø op i hendes skød og sagde, på fejlfrit russisk og med menneskestemme: “Deres Majestæt, efterretningerne siger, at om ni måneder får De en datter. Giv besked til kammerat kongen, så han kan justere operationerne derefter.” Frøen sprang tilbage i dammen. Kongen og dronningen blev overlykkelige, og profetien gik i opfyldelse. En lille pige blev født. De kaldte hende Arya, efter en oldemor — eller måske af en helt anden grund. For at fejre begivenheden holdt kongen en kæmpe fest: musikere, entertainere, kendisser — Schwarzenegger kom, Elton John, Pamela Anderson, og naturligvis Depardieu. Og vigtigst: syv feer blev inviteret. Den ottende blev ikke — hun stod på den internationale efterlysningsliste for magiske handler med NSA. Festen begyndte. Da det var tid til at velsigne prinsessen, løftede den første fe et gyldent cognacglas og erklærede: “Du vil blive eventyrligt smuk — næsten som Britney Spears, bare bedre!” “Du vil blive lige så klog som Einstein!” sagde den anden. “Du vil blive rigere end Abramovitj — og aldrig ramt af sanktioner!” lovede den tredje. “Du vil blive elsket af folket som Trudeau på sit højdepunkt!” “Du vil male som Picasso — eller i det mindste som Tristan Tzara!” “Du vil knuse dine fjender som Cæsar — og dine venner som Stalin!” Alle ventede på den syvende fe, den mægtigste, med forbindelser til Det Hvide Hus. Men så sprang vinduerne op, og i en sky af grøn røg fløj den ottende fe ind. “I fester, hva’? Og hvorfor blev jeg ikke inviteret?” spurgte hun høfligt. “Altså… vi glemte det! Og desuden er du jo lidt eftersøgt,” stammede kongen og dronningen. “Glemt, siger I? Så tag noget B5-vitamin for hukommelsen. Her er min gave: når prinsessen fylder 15, stikker hun sig på en ten — og dør!” Hun forsvandt i mere grøn røg. Rigets luftforsvar registrerede et højhastighedsmål i lav højde, men kunne ikke få lås på, da operatørerne allerede var overbebyrdede af en sværm uidentificerede droner på vej ind over grænsen. Inddæmningsprotokollen slog som sædvanlig fejl. Den syvende fe tog endelig ordet: “Checkout!” intonerede hun. “Jeg kan ikke annullere den ottendes forbandelse — jeg ved ikke, hvilke afhængigheder hun har lagt ind i repoen. Men jeg kan ændre den. Prinsessen dør ikke; hun falder i dyb søvn. Alle inden for en kilometer falder også i søvn. Om hundrede år vågner hun, hvis hun bliver kysset af en smuk prins… eller hvis vi på en eller anden måde får debugget det spaghetti-kode, hun har lagt ind. Mindre sandsynligt. Commit!” “Merge!” råbte de andre feer i kor. Kongen indkaldte straks til et hastemøde i Sikkerhedsrådet. Beslutning: alle ten i riget skulle brændes. Officiel begrundelse til folket – de udleder for meget CO₂, ligesom køer, og hvis det ikke virkede – de fungerer som COVID-reservoir, ligesom mink. Prinsessen voksede hurtigt. På hendes 15-års fødselsdag var sikkerheden stram: SWAT ved hver port, gæster scannet med ten-detektorer. Ballet var livlig, ingen spor af den ottende fe, alle slappede af og forsvandt i chillout-zonerne. Prinsessen fandt sig selv i en af dem, alene for en gangs skyld. En gammel hippie-lignende kvinde sad dér og spandt tråd på en etnisk dims. “Hvad er det?” spurgte prinsessen. “Kom nærmere, så skal jeg vise dig — du har aldrig set sådan én før, vel?” sagde kvinden, som selvfølgelig var den ottende fe. Hun greb prinsessens hånd og prikkede hendes finger. Feen forsvandt i sin gamle grønne røg — femten år senere og hun havde stadig ikke opgraderet sine special effects. Prinsessen faldt om, rystede lidt og lå stille. Hendes stofskifte dykkede næsten til nul: dyb stasis. Kongen, dronningen, gæsterne og selv vagterne faldt også om, som forudsagt. Torne og vilde roser omsluttede hurtigt slottet, så tæt at kun en bulldozer kunne bryde igennem — praktisk nok til at sikre både de sovende mennesker og de kongelige skatte. Hundrede år gik. Folk glemte alt om slottet og prinsessen. Kun Google huskede. En dag googlede en prins, hvordan man lavede stash-spots uden at blive taget. Ved et uheld klikkede han sig ind på en Wikipedia-artikel om den sovende prinsesse. Uden at spilde tid stjal han en dunk glyfosat i et byggemarked og drog af sted. Han sprøjtede gavmildt og så de muterede tjørnebuske visne og springe ud med roser. Med plantegningen over chillout-zonerne i hånden fandt han prinsessen. Ikke at han kyssede hende straks — efter et århundrede duftede det bestemt ikke af Chanel — men han tog sig sammen og gjorde det. “Av for pokker, mit hoved sprænger,” stønnede kongen, da han vågnede af sin hundredeårige koma. “Hvad i alverden var der i de cocktails?” “Her, drik noget lage fra syltede agurker,” sagde dronningen. “Hvem er det?” bemærkede kongen og så på prinsen. “Det er min kommende mand, far. Han kyssede mig, og derfor vågnede vi alle. Alt går efter planen,” sagde prinsessen. Samme dag holdt de et storslået bryllup. Jeg var der også, drak mojitos — men uden at væde mit overskæg, for jeg brugte sugerør. Hvad angår den ottende fe: hun blev anholdt i London, udleveret til USA, idømt tre livstidsdomme, og derefter forsvinder hendes spor. | ||||||||||||||
 | haleløs | 2025-09-16 23:09:57 |
halløjsan og varmt velkommen indenfor til os andre med skrivekløe. Her er desværre næsten ingen aktivitet pt., men kommentarer får man typisk i samme omfang man selv er en aktiv kommentator.
Jeg har kun skimmet din tekst, kendte figurer fra populære værker og referencer til aktuelle problemstillinger tiltaler mig ikke rigtigt; jeg ser det nærmest som 'et satirisk læserbrev'.
Jeg fornemmer, at du har sproget i din magt, men måske blot skal 'varmes op'. så skriv noget rigtig originalt, du?
Gå dig en tur, sug indtryk til dig, og prøv at forestille dig, at en af de tilfældige personer, du møder, vinder i lotto ...
venligst ...
Jeg har kun skimmet din tekst, kendte figurer fra populære værker og referencer til aktuelle problemstillinger tiltaler mig ikke rigtigt; jeg ser det nærmest som 'et satirisk læserbrev'.
Jeg fornemmer, at du har sproget i din magt, men måske blot skal 'varmes op'. så skriv noget rigtig originalt, du?
Gå dig en tur, sug indtryk til dig, og prøv at forestille dig, at en af de tilfældige personer, du møder, vinder i lotto ...
venligst ...
| andersen.io | 2025-09-17 09:29:06 |
Tak for din kommentar! Jeg forstår godt hvad du mener. Jeg prøver lidt forskellige stilarter – satiriske eventyr som Den sovende skønhed 2034, men også mere alvorlige/mytiske tekster. Jeg har fx lagt op Ukendtes vej her på siden, som er i en helt anden tone. Måske vil den falde mere i din smag.
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
