 |  | Tommelise 2033 |
 |
|
|||||||||||||
|
Et sted i Danmark boede en kvinde uden børn. Det brød hendes hjerte. Hun havde prøvet alt – endda at date mænd – men intet virkede. Til sidst bestilte hun tid hos en heks. Der gik en måned, før hun kunne komme til. “Jeg ønsker mig desperat et barn,” sagde kvinden. “Jeg har prøvet alt. Hvor kan jeg få et?” “Ah, ikke nogen simpel forespørgsel,” svarede heksen. “Men du er heldig, at du kom til mig. Her – tag dette genmodificerede bygfrø. Plant det i en blomsterpotte, vand efter instruktionerne, og se hvad der sker. Underskriv denne ansvarsfraskrivelse, og hvis noget går galt, kontakt Monsanto på dette nummer. Det bliver tusind kroner, forudbetalt ved skranken.” Kvinden betalte, gik hjem og plantede frøet. Hun vandede det – nå ja, sådan da, hvem følger egentlig instrukserne helt præcist? I stedet for byg – eller cannabis – skød en enorm tulipanlignende blomst frem, kronbladene tæt lukkede. “Hvilken smuk blomst!” udbrød hun og kyssede de farverige blade. Noget knagede. Blomsten åbnede sig langsomt, og indeni, på en lille grøn taburet med Umbrella Corporation-logo, sad en lille pige, kun et par centimeter høj. Officielt registreret som Daenerys Penny Sørensen, men hjemme kaldte de hende bare Tommelise. Tiden gik. Pigen spiste og sked som andre, men voksede ikke. Efter et år havde hun kun lagt to millimeter til. Mistænksom gik moderen tilbage til heksen. “Tak for frøet, men der er et problem,” sagde hun. “Pigen har det fint, men hun vokser ikke.” “Du underskrev fraskrivelsen,” hvæsede heksen. “Ring til Monsanto. Måske har de lavet en patch.” Kvinden ringede. Fire timer med ventemusik og “Din opringning er meget vigtig for os, bliv venligst på linjen…” senere kom hun endelig igennem. “For engelsk, tryk 1, derefter 4 og 7. Wybierz język polski: naciśnij 1, potem 4 i 7. For dansk, tast 1, derefter 4 og 7.” “Øh… jeg ville gerne spørge—” “Animesh Otakumanga på linjen, hvordan kan jeg – krrrrshhh – hjælpe dig, frue?” sagde en stemme med tyk accent, brudt op som om den kom fra Jupiter. “Min datter kom ud af en blomst og vil ikke vokse.” “Læs venligst frøkoden krrrrshhh fra emballagens side tre—” “Jeg har den ikke.” “…Dette problem er kendt. Selskabet er krrrrrkshh i gang med det. Vi kontakter dig, når det er løst.” “Hvor længe tager det?” “År krrrshhh under normal finansiering. Tak for dit opkald. Bip bip bip…” Livet gik videre. Kvinden læste kropspositivitetsblogs, gik i terapi og fandt ro. Tommelise sov i en blank valnøddeskal-crib fra IKEA, en violblomst som madras, et rosenblad som tæppe. Ingen syntetiske materialer, helt naturligt. Hun sang med en så fin stemme, at folk hviskede, hun burde stille op til Junior Eurovision. Men en nat, gennem det ituslåede vindue, kravlede en enorm, slimet, åbenlyst GMO-padde. Hun sprang op på bordet, greb Tommelise i hendes valnøddeskal og kvækkede: “Perfekt kone til min søn!” Ude bag haven lå en dam, hvor tudsen og hendes lige så groteske mutantsøn boede. Ejendomspriserne var, som de var, de havde ikke råd til bedre. Hun satte Tommelises skal på en fjern åkandeblad. Ved daggry vågnede den lille pige, omgivet af vand, uden flugtvej. Hun græd. Heldigvis fik nogle små, hyggelige piratfisk ondt af hende. Med deres kæmpe tænder gnavede de åkandestilken over, og bladet flød frit. Så kom en sommerfugl og trak hende af sted med et silkebånd. Ved middagstid var hun langt væk fra paddernes sump. En oldenborre fik øje på hende, greb hende om livet og fløj op i et træ. Andre oldenborrer stimlede sammen og gloede. “Hun har kun to ben. Patetisk.” “Ingen antenner heller.” “Hvem har du slæbt med her?” Flov slap oldenborren hende ned på jorden igen. Og dér forstod Tommelise: alle oldenborrer er olden-borere. Hun levede alene hele sommeren i skoven, drak dug, spiste pollen. Men hendes kjole blev slidt, og da vinteren kom, frøs hun. En dag snublede hun over en markmuses dør. Døren var et hul, camoufleret med tørre strå. Musen boede varmt og rigt: kornkamre fulde af korn, dåsestuvning, kondenseret mælk, tun. “Åh, stakkels barn,” sagde musen. “Du kan blive hele vinteren. Bare gør rent og fortæl mig historier. Jeg elsker Andersen. Og Kierkegaard.” Tommelise sagde ja. “Snart får vi gæster,” sagde musen. “Min nabo, en rig dansk muldvarp. Kæmpe kamre, italiensk fløjlskåbe. Hvis du gifter dig med ham, får du ophold, så permanent ophold, så statsborgerskab. Han kan ikke se dig, han er blind, men fortæl ham blodige historier med kærlighedsscener – han tænder på det.” Muldvarpen kom. Uddannet, velhavende, med en MBA fra Schweiz (ifølge musen). Men han hadede sol og blomster. Tommelise sang to sange: Deutschland af Rammstein og Hammer Smashed Face af Cannibal Corpse. Han blev forelsket. Som en rigtig nørd sagde han ingenting. Han gravede en tunnel til musens hjem. Der fandt de en død svale, med foldede vinger, frossen. Muldvarpen sparkede den til side. Tommelise bøjede sig ned og mærkede et svagt hjerteslag. Hele vinteren fodrede hun i hemmelighed fuglen med kalorietunge orm fra muldvarpens tunneler. Om foråret vågnede svalen, takkede hende og fløj bort. I mellemtiden blev muldvarpen, opmuntret af foråret, mere nærgående. “Nej, nej, nej,” sagde Tommelise. “Gift dig med mig først.” Så de indleverede papirerne på borgerservice, men kalenderen var booket helt til efteråret. De ventede. Dagen før brylluppet gik Tommelise udenfor. “Tweet-tweet!” lød en velkendt stemme. Tommelise så op og så svalen flyve forbi, rapporterende kurs 180 i flyvehøjde 2. Svalen dykkede ned. “Jeg flyver sydpå. Kom med!” “Selvfølgelig – jeg plejede dig hele vinteren af en grund. Det var planen.” “Ombordstigning om ét minut. Tag plads,” sagde fuglen. Så snart hun satte sig, rømmede fuglen sig og indledte en sikkerhedsbriefing: “Spænd sikkerhedsbæltet. Hold hænder og fødder indenfor svalen under hele rejsen. I tilfælde af en vandlanding – hvilket er usandsynligt, da jeg ikke er en and – brug blomsterblade som redningsveste. De nærmeste udgange kan være bag jer. Sluk alt elektronisk udstyr eller sæt det på flytilstand, for det er pisseirriterende.” Svalen fløj over skove, have og snedækkede tinder – sikkert Alperne. De landede i et varmt land, med et langt navn og nul indkomstskat, i en enorm blomst. Indeni sad en lille mand, krystallinsk og skinnende, med gylden krone og glitrende vinger. Elverkongen. “Ah, du klarede det, Tommelise. Hvordan var flyveturen?” “Smooth. Som planlagt. Skal vi giftes i dag eller i morgen?” “I dag. Alle venter.” Det viste sig, hun allerede havde mødt ham online i løbet af vinteren, på musens computer. Svale-redningen var bare en del af operationen. Og så levede de lykkeligt til deres dages ende, mens de byggede formue sammen. | ||||||||||||||
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
