 |  | Det døde barn indeni |
 |
|
|||||||||||||
|
Hvordan kan et menneske drukne i sin egen lille krop? Hvordan kan et menneske vandre gennem livet med et dødt barn indeni sig, bære et stort smil og stadig få hverdagen til at fungere? Og her sidder jeg, bag det tomme dokument, og lader ordene sive ud af mig og lande på siden. Det er her, trøsten i min hverdag bor. For der er ingen mennesker i mit liv, som mærker ordene, når de forlader mit sind og rammer verden med samme tyngde, som de rammer mig. Når jeg siger, at jeg ikke længere har det godt, bliver jeg bedt om at hvile, om at sove det væk. Når jeg siger, at døden føles lettere end livet, bliver jeg bedt om at søge hjælp. Og når jeg siger, at jeg ønsker nogen omkring mig, bliver ansvaret kastet videre, fra hænder til hænder, indtil smerten ikke længere har nogen ejer. Hvor ville jeg bare ønske at ligge i nattens favn og sove mit hjerte væk i stilhedens navn. Hvor ville jeg ønske, at jeg mærkede mindre, lod følelser falde, lod sanser forsvinde. For blot et menneske er jeg, og længere rækker styrken ikke til at samle stykkerne og forblive sådan et. Tårerne nægter efterhånden at falde, og hånden har ikke længere mod til at hvile mod hjertet for at mærke den mindste puls, for at sikre mig, at kroppen stadig husker, hvordan man lever. For jeg mærker fraværet af mig selv, og langsomt begynder jeg at svigte virkeligheden, for hende tror jeg ikke længere på. Så kære mennesker, I der deler min kærlighed til ord, hvordan forklarer man følelser, der vokser sig større, end sproget nogensinde får gjort? Jeg kunne skrive om dem dagen lang, men deres magt slipper aldrig sit tag. Måske har jeg blot lært at acceptere, at min skæbne hviler dér, hvor lyset ikke altid har magt. For som I nok kan høre, bærer min stemme ikke håb som før. Den hælder mere mod opgivenhed, end mod troen på, at det hele nok løser sig en dag. Jeg kan ikke trække vejret frit, uden at føle verden løbe forbi. Jeg kan ikke finde hvile i mig selv, uden at se mig vokse videre uden retning, uden mening… Så sig mig, hvad holder man fast i, når det menneske, der var ens hjem, er blevet et minde og ikke længere kan holde én igen? Derfor bliver jeg siddende samme sted, på samme tidspunkt, hvor jeg ikke længere behøver en maske for at holde mig oprejst, hvor jeg ikke længere behøver at lade som om. Bag mine mange papirer ligger minderne gemt om den, jeg engang var. Jeg læser dem igen og igen for at huske mennesket, før smerterne tog over. Dengang var jeg et menneske med små problemer. Dengang kunne lykken besøge mig, og hjertet kunne mærke selv det mindste strejf af håb. Om den følelse nogensinde finder vej tilbage, ved jeg ikke længere. Men trøsten ligger i visheden om, at jeg engang var sådan. Før det hele. Før jeg lærte at vandre med det døde barn indeni mig. | ||||||||||||||
 | haleløs | 2025-12-08 18:15:41 |
At barndommen er et farligt sted at opholde sig vidner denne fortvivlede tekst om.
Jeg genkender problematikken og har haft stor hjælp af at læse og lytte til bogen "mit indre rum" af Ole Kåre Føli, som forklarer at "kroppen husker". Føli er bla kendt for at hjælpe sportsfolk gennem deres traumer ogangst for at komme til skade igen.
"En maske fir at holde mig oprejst" er et rammende udtryk!
venligst ...
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
