 |  | Lys i mørket - del 3(afslutning) |
 |
|
|||||||||||||
|
Solen går ned langt borte ude over horisonten. Drukner sig i havet. Den kølige vind leger blidt med mit hår. Bag mig kører biler, men ingen af dem er dig. Så meget ved jeg. Marmeladeglasset har jeg mellem hænderne, presser det mod arret i min højre håndflade. Det er forunderligt, at det virkede så vigtigt engang. Det er forunderligt, at jeg troede, at det et kærlighedsløfte, ikke en forbandelse. Væsken, som engang var rubinrød, er nu brun og indtørret, meget lig jorden uden på glasset. Floden bruser nedunder mig. Jeg er bange for, at forhekselsen bare vil binde mig til et nyt sted, hvis det ikke lykkes mig at knuse glasset, når jeg kaster det. Du vil forfølge mig til verdens ende og trække mig ned på havets bund, fordi vi for evigt er blevet bundet sammen. Så længe pagten eksisterer, vil du aldrig lade mig gå. Jeg må være sikker på, at alt bliver opløst i vand. Skilt ad fuldkommen. Ellers finder du mig. Ellers vil jeg aldrig slippe væk. Jeg har prøvet andre måder, men det er ikke lykkedes. Du behøver ikke sige en lyd, for jeg ved det er dig, før din skygge er faldet hen over mig. Selvfølgelig fandt du mig. Pagten er stadig intakt, selvom jeg overholdt vores aftale. Jeg tager sigte. Bare din tilstedeværelse syntes at berøve byen dens lys. Du behøver ikke røre mig, for at jeg kender dine hensigter. Men du kan ikke stoppe mig nu. Jeg kender dig nu. Jeg har hørt alle dine ord før. Alle dine løgne. Du undervurderede mig, hvor usandsynligt det end lyder. Jeg vil ikke komme krybende tilbage nu. Jeg retter ryggen, ignorer hvordan du prøver at trække mig ned. Denne gang kan du ikke trække mig ned i dit mørke hul. Du er helt alene. Gid du må rådne op dernede. Jeg er ikke værre end dig, og sådan skal du aldrig få mig til at føle mig igen: Du er det laveste af det laveste. Jeg kan ikke engang have ondt af dig længere. Dine hænder er præcis ligeså beslutsomme, som da du førte barberbladet, fordi jeg ikke kunne få mig selv til det. Jeg burde have set alle advarslerne dengang. Men det var så mørkt. Jeg kaster. Du strækker hænderne ud efter det, men det er for sent: Det rammer en sten og knuses med det samme. En bølge skyller ind over skårene og fører dem bort. Det er derfor, jeg holder så meget mere af den brusende flod end af søens stillestående, dybe vande. Du kan ikke røre mig nu. Du prøver, men du har ingen magt længere. Jeg tager ingen notits af dig. Omgivelserne genvinder det lys, du kortvarigt stjal. Og trods alting er så klart, så utilgiveligt i lys, så foretrækker jeg dette. Selvom alt er så meget smukkere, så meget mere magisk i mørke, så vil jeg ikke narres igen. Jeg foretrækker sandheden. Ingen skal nogensinde holde mig nede, som du har gjort. Denne gang mener jeg det faktisk. Solens sidste stråler bliver opslugt af havet, men du kan ikke længere opsluge mit lys. Funklende som en stjerne går jeg med oprejst pande ind i nattens mørke og langt, langt væk fra dig. | ||||||||||||||
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
