 |  | Bussen - øvelse i synsvinkler |
 |
|
|||||||||||||
|
Objektiv fortæller: Det regner, da bussen standser klokken 6.45 ved stoppestedet udenfor fabrikken. Den rumler rytmisk ved fortovskanten, mens vandet løber i skrå striber henad de oplyste ruder og får passagererne til at ligne en kædedans bag et snavset perleforhæng. Allerede inden hjulene stopper, rejser de sig en for en for at udfylde hullerne i midtergangen og samle sig ved udgangene. Dørene sukker anstrengt og åbner sig, folk plumper ud i det grå tusmørke enkeltvis eller to-tre ad gangen. Bussens dybe bas banker i nogle sekunder grundtakten til et livligt intermezzo af hårde, hurtige hæle, svuppende gummistøvler og flagrende smæld af paraplyer, der slås op. Melodien dør hen med et par trevne træsko, der slæber sig efter de andre ind på fabrikken. Solen er ved at pakke sammen, da bussen lægger til ved rendestenen på den modsatte side. Trætte ansigter drejer synkront og følger dens bane mod stoppestedet, så stiller de op til indmarch på næsten to rækker. Dråberne er tørret på ruderne og blevet til støvede kniplingsgardiner, men dansen består af næsten de samme trin som om morgenen, blot i omvendt rækkefølge. Med løftet arm trædes tre trin op, og kortet klippes, så strømmen kan flyde videre ind, venstre om og ligeud. Sæder besættes enkeltvis eller to og to, hvor pladsen er ledig. Bump af busdør, der lukkes, crescendo af dieselmotor. Hylende bremser og pludselig pause. Derpå voksende trommehvirvel af tikkende stilethæle over asfalt efterfulgt af kort reprise og begejstret bifald. Praktikanten fra indkøb kommer også med hjem i dag. Subjektiv fortæller: Der findes ikke noget søvnigere end en bus i regnvejr klokken lort om morgenen. Jeg følger dråbernes skrå baner henover ruden og prøver at vågne, men motoren snorker overtalende, og øjnene glider i. Da vi standser ved stoppestedet udenfor fabrikken, bliver jeg nødt til at foretage mig noget. Halvt i søvne lader jeg mig puffe med strømmen for at komme ud. Regnen rammer mig i ansigtet, da jeg plumper ud i tusmørket og taber træskoen i en vandpyt. De andre får travlt med at slå paraplyer op eller løbe i tørvejr inde på fabrikken. Jeg gider ikke skynde mig og nøjes med at slå hætten op. Jeg er alligevel allerede gennemblødt. Der findes heller ikke noget sløvere end at vente på bussen efter fyraften. Solen er kommet frem i dagens løb, men åbenbart kun for at gå ned nu, når jeg har fri. Jeg er glad for, at jeg har arbejde, men når hjernen står stille hele dagen, kniber det med tændingen. Torskedumt at tro, det var mig, hun smilede til i kantinekøen, hende den nye praktikant fra indkøb. Hun er ellers sød. Jeg lægger dårligt nok mærke til, at bussen kommer, eller hvordan jeg kommer op i den, men da chaufføren klodser bremserne for et forsinket fjols, kommer jeg næsten til bevidsthed. Forpustet tripper praktikanten ned gennem midtergangen, så dumper hun med et ”Pyha!” ned på sædet ved siden af mig og fylder ganske uventet pladsen med solskin. Pludselig er jeg lysvågen og har vildt lyst til at klappe. | ||||||||||||||
 | haleløs | 2011-04-15 15:37:52 |
Halløjsa; superb besvarelse! Opgaven er løst ... på den mest levende, underholdende, sjove, indfølende facon, jeg nogensinde har set (læste mange af besvarelserne inde på SAXO forfatterskole foråret 2009).
Det' da lige før jeg mistænker dig for at være 'professionel skribent'. Ugebladsnoveller - dén dur ?
venligst ...
Det' da lige før jeg mistænker dig for at være 'professionel skribent'. Ugebladsnoveller - dén dur ?
venligst ...
| mille | 2011-04-27 11:20:44 |
her i denne tekst lærte du mig lige noget helt nyt om fortællesynsvinkler - jeg fik også en helt ny version af begreberne objektiv og subjektiv
ligesom i din dialogtekst er slutbemærkningen skøn - "så brød solen frem gennem skyerne"
du er meget dygtig til at fange din læser
k.h.mille
ligesom i din dialogtekst er slutbemærkningen skøn - "så brød solen frem gennem skyerne"
du er meget dygtig til at fange din læser
k.h.mille
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
