 |  | Ytringsfrihed |
 |
|
|||||||||||||
|
Busskuret giver kun læ for vinden, men ikke den bidende kulde. Lars stikker sine grove hænder i lommerne på den tykke jakke og skæver til kvinden ved siden af på bænken. Hun har handsker på, små og tynde, og han vil skyde hendes alder til at være omkring de tredive. ”Sikke et vejr,” brummer han. Måske henvendt mod kvinden, måske mod sig selv. Hun nikker kort og smiler let uden at vende ansigtet mod ham. Han ser på sit armbåndsur, ti minutter endnu. Han ærgrer sig over, at han ikke blev på arbejdet lidt længere, så havde han ikke behøvet at vente her så længe. Men hvad var der at lave, her i vinterperioden står folk ikke nærmest i kø for at få lavet nye udhuse eller tage. Her lige i udkanten af byen kommer ikke så mange mennesker, så derfor får de, der kommer, større opmærksomhed fra Lars’ side end normalt. Man kan høre den unge mor med sine to børn før de kommer til syne rundt om hjørnet henne ved det røde murstenshus. Det ene barn hænger i morens venstre arm og skriger, at hun er sulten, mens drengen i barnevognen pludrer med sig selv. Moren er tavs, mens hun med tydelig irriteret mine forsøger at holde barnevognen på fortovet. Denne opgave er vanskeligere end som så, eftersom pigen i hendes arm ikke har tænkt sig at gå ordentligt og presser sin mor ud mod kantstenen. ”Jeg er sulten, mor!” Sætningen gentages mindst fem gange, før moren retter opmærksomheden mod sin datter og vrisser, at hun nok skal få mad, når de kommer hjem. Det sætter dog ikke en stopper for skrigeriet, og Lars mærker irritationen stige op i sig. Børn skal ses, ikke høres. Og hvis det er muligt, heller ikke ses. De ligner ikke deres mor særligt meget, hun er tynd og bleg med markante udgroninger i det røde hår, mens deres hud er mørkere. Lars ved nok hvorfor, mon ikke hun har en doven indvandrermand siddende derhjemme foran fjernsynet. Eller også er han for længst smuttet og har efterladt hende med ungerne, det er en meget sandsynlig mulighed. Lars væmmes ved alle de danske piger, der falder for de flotte og spændende unge mænd fra Mellemøsten, som efter nogle få år skrider fra kone, børn og kæledyr. ”Det er strengt nok,” mumler Lars, da kvinden med børnene er ude af syne. Han må få luft for sine frustrationer og føler af uforklarlige årsager, at kvinden ved siden af har det lige som ham. Men uanset om hun er enig eller ej, må hun nu stå model til hans strøm af ord. ”Vi kan ikke bruge alle disse samfundsnassere til noget. Se nu hende staklen med snotungerne derhenne, hun får både børnepenge og sikkert også en eller anden form for bistandshjælp. Men hvad godt gør hun for samfundet? Ikke en skid!” Lars sænker stemmen, da det går op for ham, at hans hidsige toneleje ikke ligefrem er tiltrækkende. Kvinden siger stadig ingenting, men hun ser usikker ud. ”Ja, ja,” siger Lars udglattende, ”det kan jo være jeg er gal på den, men man kender vel en samfundsnasser, når man ser en. Og jeg har set mange i min tid, for der bliver flere og flere af dem. Unge, uduelige mennesker, der ikke kan tage sig sammen, tage ansvar. De tror, det hele bliver serveret på et sølvfad, hvilket det i grunden også gør. Hvorfor arbejde, når staten belønner en for at gå derhjemme og dovne?” Han fnyser nedladende. ”Er du ikke ret generaliserende?” Kvindens stemme er forsigtig og skaber en pinlig tavshed imellem dem, mens Lars forsøger at formulere et svar. Hendes angreb kommer bag på ham, men det gør ham ikke noget, at monologen nu udvikler sig til en dialog. ”Jamen, jeg har da ret, har jeg ikke?” Lars skynder sig at understøtte sit retoriske spørgsmål med argumenter: ”Se, tag nu mig for eksempel, jeg er tømrer og møder på arbejde kl. 7 hver morgen og knokler løs til kl. 16. Det imens andre kan sidde hjemme foran fjernsynet eller computeren hele dagen og bare se pengene dumpe ind ad brevsprækken. Vi har alt for mange i samfundet, som ikke vil tage deres tørn; unge, sygemeldte, førtidspensionister, indvandrere... Det kan da ikke passe, at staten skal bruge nogle af mine surt tjente penge på sådan nogle snyltere.” Han tager en dyb indånding og mærker den isnende luft kradse i lungerne. Kvinden er tavs, og Lars sukker indvendigt. Det er svært at få en god debat i gang nu om dage. Folk er så frygteligt konfliktsky. Næ, hvis bare det var som da han var ung, hvor man ikke gik af vejen for en god diskussion. Alle havde en holdning, alle havde taget stilling. Ikke som i dag, hvor Danmarks fremtid udgøres af vattede, useriøse unge mennesker, der stemmer blankt. Lars rejser sig straks ved lyden af bussen og stiller sig hen til kantstenen. De sidste par minutter har været præget af yderst pinlig tavshed med enkelte forsøg fra hans side på at provokere kvinden til at udtale sig yderligere om emnet. Men hun har lukket ham ude, sat ham i bås som en menneskehader, racist og egoist. Det gør de alle sammen, hvilket er frustrerende, når det i virkeligheden er alle de andre, der er gal på den. Lars træder ind i den varme bus og sætter sig på et sæde midt i bussen. Han hører kvinden bede buschaufføren om en pensionistbillet, og han vender sig overrasket, men diskret mod hende. Hun stirrer ham lige ind i øjnene. ”Førtidspensionist.” Så retter hun blikket ligeud og går ned bagerst i bussen. Da Lars ser efter hende, får han øje på hendes gang; hvert skridt ser ud til at være en stor smerte, og hendes ryg er unaturligt bøjet. Han rynker brynene og sætter sig til rette på sædet. Sikke en samfundsnasser. | ||||||||||||||
 | nhuth | 2013-01-30 11:45:36 |
Selv for mig som er for tidlig pensionist er teksten rammende.
Gensidig tillid er tæt forbundet med ytringsfrihed.
(Ups, du skriver: "vanskeligere som så". Der mangler vist et lille "end"?)
Vh.Nhuth
Gensidig tillid er tæt forbundet med ytringsfrihed.
(Ups, du skriver: "vanskeligere som så". Der mangler vist et lille "end"?)
Vh.Nhuth
| Ester Jensen | 2013-01-30 18:56:12 |
Mange tak for kommentaren - og den lille forseelse er rettet :)
| haleløs | 2013-01-30 17:27:21 |
endnu et fint, socialrealistisk portræt pakket ind i en forarget monolog ... DU' DYGTIG!
venligst ...
PS '... vanskeligere END som så ...'
pigebarnet sir snarere '., er SULTEN' end '... have mad' ?
venligst ...
PS '... vanskeligere END som så ...'
pigebarnet sir snarere '., er SULTEN' end '... have mad' ?
| Ester Jensen | 2013-01-30 18:56:47 |
Jeg takker mange gange - også tak for rettelsen, jeg har ændret det (:
| mille | 2013-02-08 11:12:35 |
Godt sammenskruet historie, for hvem nasser egentlig på hvem, og hvad er definitionen på en ordentlig veltilpasset borger? Som ung syntes jeg det var en god ide, at alle bare fik samme beløb udbetalt uanset om de arbejdede, var syge, passede børnene i hjemmet osv. - så naiv er jeg desværre ikke længere, for jeg har lært mennesker at kende på godt og ondt.
| Helga | 2013-02-10 17:25:07 |
En velskrevet novelle med en god slutning. Fra starten træder personer og miljø tydeligt frem, sproget er hele vejen igennem letflydende. Lars er på vej hjem fra arbejde, skal med bussen i møgvejr og iagttager sine omgivelser. Ligesom mange forfattere er han en iagttager, der slutter noget om forbipasserende/medpassagerer, det har jeg en gang skrevet en roman ud fra. Men alt passes ind i hans forudfattede meninger.
Novellen sætter gang i fantasien, så man tænker videre: Hvorfor bliver hans meninger ikke rokket af medpassageren? Jeg kunne godt tænke mig at høre mere om Lars, er noget gået ham imod på arbejdet i dag, er der nogen der venter ham derhjemme? Jeg fornemmer et liv med slid, som ikke blev som han ønskede. Hvad er årsag til hans holdninger?
Helga
Novellen sætter gang i fantasien, så man tænker videre: Hvorfor bliver hans meninger ikke rokket af medpassageren? Jeg kunne godt tænke mig at høre mere om Lars, er noget gået ham imod på arbejdet i dag, er der nogen der venter ham derhjemme? Jeg fornemmer et liv med slid, som ikke blev som han ønskede. Hvad er årsag til hans holdninger?
Helga
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
