 |  | Den største prøvelse. |
 |
|
|||||||||||||
|
”Den største prøvelse” Jeg savner din hjerne Din måde at tænke på Men jeg savner ikke at blive brændt af Jeg savner vores snakke, som brød universets love Det er så forvirrende, og forstyrrer mit sind Du sagde altid At vi var venner Men at det var til fælles bedste at vi brød Hver gang telefonen ringer, håber jeg det er dig Billederne på min væg, og dem jeg selv tager Jeg fortryder intet For jeg har overlevet den største prøvelse Jeg forstiller mig ikke For jeg har mistet min allerbedste ven Jeg savner et menneske, som ikke gjorde nar Jeg savner en som ikke fordømmer Eller dømmer Jeg skrev dig breve, jeg sendte dig digte Du var mere end nær Det tætteste jeg kom på Drømmevennen De smukke billeder på min væg, og dem jeg selv tager Jeg føler det som om, jeg har tabt min allerbedste ven Jeg vil ikke lyve, det føles som om Jeg har overlevet den største prøvelse Det er så trist at det måtte slutte Det var det bedste, som jeg fik i dette liv Det var ikke altid perfekt, men ikke altid dårligt Jeg har mistet min allerbedste ven Jeg har overlevet den største prøvelse © Stigmata. | ||||||||||||||
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
