 |  | Emne: En lille historie, der ender på sætningen '... og så smed han den ud.' |
 |
|
|||||||||||||
|
Resterne af de mundblæste glas fra Bornholm lå stadig spredt ud på parketgulvet mellem spisebordet og brændeovnen. Hun havde adskillige gange køligt konstateret, at skabet var blevet hængt for højt op, men i aftes havde hun ikke haft problemer med at nå dem. Faktisk var det på nærmest mirakuløs vis lykkedes hende at stramme hendes buttede greb om hver enkelt af dem, som om de skulle dø ved kvælning, inden de var blevet tordnet mod gulvet. Kortvarrigt havde han målløst observeret og befundet sig i Det Muntre Køkken på Bakken. Hun var dog hurtigt løbet tør for ammunition, for med et dusin slipper man hurtigt op - specielt med den hast hun fik bygget op. Han mindedes, at hun med en nærmest erotisk ophidselse havde krævet, at de købte en hel snes. Her efter krystalnatten var han glad for, at han dog trods alt havde stået fast denne ene gang. Ellers havde der blot været yderligere otte omgange indkapslet røget silde-savl at finde på gulvet. Han lod blikket falde tilbage på de blå års-platter, som i syv lange år havde hængt som en nedsunket livmoder hele vejen rundt i stuen. Hvor ofte havde han ikke måtte lægge øre til, at hendes mor havde samlet på det skrammel i over 30 år? Som om det var noget, han skulle være stolt af. Troede hun virkelig, at han havde opfattet dem som en slags jagttrofæer til pejsestuen - og ikke som det elendige bras, det i virkeligheden var, bestilt gennem julekuponhæfterne af hendes narcissistiske ophav år efter år. Hendes ankler med psoriasis og kravet om bare tæer havde været årsag til, at de i månedsvis havde levet som gæster i Sandholmlejren, for at de kunne få lagt varme i gulvet. Som en høg havde hun overvåget opsætningen af platterne, og hendes tunge poter havde klasket mod de lune brædder, mens hun havde bræget irettesættelser bag ham. Han havde balanceret på malerstigen fra Jem og Fix, og han havde hadet hver eneste skrue, han satte i muren. 32 platter i fesen-blå! Det eneste ansigt han kunne genkende var Otto Leisner. Hun var kommet tilbage kort før frokost og havde demonstrativt påkørt det solur, som var det eneste, han havde fået lov til at beholde fra sin tid før hende. Nu befandt hun sig ovenpå i soveværelset, hvor hun utvivlsomt tømte smykkeskrinet, mens hun trampede rundt i de bredhælede læderstøvler, som var alt for smalle til hendes tilsyneladende evigt væskefyldte lægge. På vej op af trappen havde hun sat ham til at pille platterne ned, og her stod han så med Otto Leisner i hænderne. For første gang bragte den gamle mand et smil på hans læber, og han gik ud i garagen, hvor han løftede låget på kassen til storskrald. Otto smilede til ham, og han smilede tilbage.. og så smed han den ud. | ||||||||||||||
 | haleløs | 2011-06-04 15:01:51 |
Velskrevet, sarkastiskt, detaljerigt, (u)dramatisk portræt af eet parforhold ... i opløsning? Eller måske blot 'bølgegang'? - Melder historien intet om; og er egentlig osse heeelt ligegyldigt. HUN knuser hvad de har købt sammen af bornholmsk porcelæn, HAN smider svigermors 'Otto Leisner' platte klenodie ud - eller gør han nu osse dét? 'Kassen til storskarld' (tænkeboks?) står jo da kun i garagen ...
venligst ...
venligst ...
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
tak for ordene.
Forholdet er slut - de er ved at dele boet. Han har levet i det forhold som noget påhæng, der ikke passede ind. I tekstens sidste linier sætter han for første gang foden ned og smider madammens elskede blå platte (én af dem - den med Otto) ud.
De knuste glas på gulvet er rester fra et skænderi, men manden har ladet resterne ligge på gulvet. Han er ikke længere slave i huset.
Så blot en lille historie om en mand, der ikke havde det for nemt - men nu endelig selv tog fat i egen krave.
/Jesper