hvor er det hårdt at være til det ene møde efter det andet og få at vide at ens børn ikke trives. Jeg prøver så godt jeg kan, men har en svær deprission som gør at jeg nogle gange råber for meget af dem. nogle dage er det det eneste jeg gør. Mine børn trives ikke og jeg er skyld deri, kan man tage livet af sig selv i kærlighed til sine børn? bare nogle tanker

sikke en go' idé at skrive dig vej til selv-erkendelse!
Mit idol, Dr. Phil, plejer at sige: "halvdelen af løsningen består i at erkende problemet" og "life isnt cured - only managed".
Den FORTID, vi er et produkt af, kan vi jo intet gøre ved; undtagen at undgå at læsse den over på fremtiden - vores børn.
Jeg håber, du har nogle kompetente voksne at snakke med.

dr phil mcgraw har skrevet en række go'e selvhjælpsmanualer + workbooks som kan lånes på biblioteket

https://bibliotek.dk/da/search/work?search_block_form=dr+phil+mcgraw&op=Søg&year_op=%2522year_eq%2522&year_value=
&form_build_id=form-C_H4CqKfvzj51oJ27kva02TvjmnYH3Pjt0nmCz6-HW8&form_id=
search_block_form&sort=
date_descending&page_id=bibdk_frontpage#content

'man må først og fremmest selv lære at elske sig selv!' ;)

venligst ...

Kære Embraceless,
Du skriver om nogle vigtige problematikker, helt bestemt. Og du får også udtrykt jeg'ets frustrationer og dobbelthed rigtig fint. Jeg savner dog bare en anelse mere billedsprog, forstået således, at jeg mener, det ville klæde din tekst med noget miljøbeskrivelse, så det bliver nemmere for læseren (særligt også dem, der ikke selv har børn), at indsætte sig i helheden af digtet og ikke bare skelettet. Det er naturligvis en smagssag.

Mvh Nanna