Forfattersiden.dkForfattersiden.dk kræver login, før du selv kan bidrage med indhold
 
Forfattersiden
OFFERLAM
OFFERLAM


Forfattersiden.dk
Forfatter: LeaPatricia
Skrevet: 2014-03-09 12:48:12
Version: 1.0
Anbefal:Klik på +1 ikonet for at anbefale teksten i Google-søgning
 
 Klik her for at annoncére teksten på din egen Facebook væg Klik her for at annoncére teksten på din egen Facebook væg
 


Et u-censureret uddrag fra den personlige beretning om otte års mobning på hhv. Engbjerg- og Snejbjergskole.


Kapitel 1
Jeg er Lea, eller er jeg? Inderst inde ved jeg godt, at det er jeg ikke. Men min barndom er bygget op omkring, hvordan andre har valgt at sætte mig i en kasse. Jeg ér Lea, indtil jeg bliver gammel nok til, ikke at være det længere.

Charlotte løber febrilsk i min retning med tårerne strømmende ned over kinderne. Hun stopper prustende få centimeter fra mig, mens hun forgæves forsøger at fortælle mig noget. Der er gået nogle uger siden kælder-episoden, der stadig berører os alle, især Charlotte og jeg. Stemningen i klassen har været tung og folk har hvisket i krogende. Jeg har forsøgt at ignorere dem, men faktum er, at vi smed tøjet efter befaling fra Kian, og det skal vi bøde for. Selvfølgelig skal vi bøde for det.
”Lea!” Får hun endelig frem, mens hun hiver mig hysterisk i armen. Jeg tager den lidt irriteret til mig og afventer hendes næste sætning. Hun fortsætter: ”Det er Patrick og Kenneth! De kalder os Stripperkongens piger!” De salte dråber fosser fortsat ned over hendes kinder, da hun endelig får det sagt. Det slår klik for mig, alt bliver sort. Jeg går med bestemte skridt ud på legepladsen, hvor jeg bliver mødt med et: ”Heeey, det er stripperen!”
De andre børn ænser slet ikke, hvordan arrigskaben breder sig i mit ansigt. Hvordan torden og lyn kunne slå ned omkring mig, uden jeg ville flytte mig. Jeg har kun ét mål - Kenneth og Patrick! De griner overlegent og puffer let til hinanden, mens de peger på mig. For dem er det blot en leg.
”Gider i godt holde jeres mund?” Skriger jeg. ”Kian tvang os til, at gøre det! I skal ikke sige noget til Charlotte om det! Hvis I skal sige noget, så sig det til mig!” Alt bliver stille omkring os. Vi har vidner.
Jeg vender rundt og opdager den opmærksomhed, jeg har tiltrukket situationen. Tårerne begynder langsomt at ramme jorden og danne små vandpytter foran mig. Mine tunge ben starter på en bevægelse, men bliver afbrudt, da Kenneth griner halvkvalt bag mig. Jeg drejer hovedet og kigger ham direkte ind i øjnene: ”Hold din mund, klamme Kenneth. Sidste gang jeg overtog toilettet fra dig, var håndtaget vådt. Kan du ikke finde ud af, at vaske hænder? Tisse Kenneth!”  Vrisser jeg sammenbidt i et forsøg på at være ligeså ondskabsfuld, som jeg synes han er ved os. Det lykkes. Han rejser sig ordløst op og kigger ned på mig. Selvom vi går i samme klasse, er han væsentlig større og jeg ved udmærket, at jeg har overskredet en grænse. De andre børn følger intenst situationen. Gyngerne står stille. Rutsjebanen er tom. Rebene står urørt tilbage, da Kenneth pludselig reagerer og hiver mig hårdt i armen, idet han slæber mig ind ad skolens store døre. Der er ingen, der kan komme mig til undsætning. Der er ingen, der tør gøre noget. Ingen gårdvagter, ingen større elever, ingen veninder. Jeg er et udskud. Jeg er alene.
Han vrisser noget uforståeligt, da vi hastigt bevæger os mod toiletterne. Verden omkring mig er forsvundet og hele situationen udspiller sig umådelig hurtigt. Kenneth kaster mig ind i en halvåben dør til et af de små toiletter. Jeg skriger, at han skal lade mig være, men det nytter ikke noget. Ingen synes at ville høre mig. Døren kaster sig til side, da min vægt rammer den. Han skubber mig ind, som var jeg en trøje i et fyldt skab. Jeg falder over mine egne ben og rammer hårdt toilettes kant med hovedet. Jeg føler mig som en kludedukke, da Kenneth sparker til mig, for at jeg skal tage mine ben til mig. Jeg skriger i smerte, mens jeg ligger på det beskidte stengulv. Det er ydmygende.
Han forsøger at lukke døren, men mine ben er i vejen, så han sparker endnu engang til dem. Jeg krymper mig sammen og han lukker døren i og låser mig inde udefra. Jeg er knust. Jeg tager mig til mit blødende hoved og lader vandet forlade mine øjne. Jeg aner ikke, hvad der sker på den anden side af døren - verden er forsvundet og et øjeblik er jeg sikker på, at jeg aldrig kommer op at stå igen. Forsigtigt tillader jeg min bevidsthed at vende tilbage til virkeligheden. Jeg hører pludselig, hvordan en lærer råber af Kenneth. ”Hun skal ikke kalde mig Tisse-Kenneth!” råber han trodsigt tilbage og døren bliver åbnet. En lærer samler mig op fra gulvet. Jeg er lammet. Gråden er lydløs, da vi bevæger os gennem børnemyldret og op på kontoret. Jeg vil ikke snakke om det.

Kapitel 4
Det er tirsdag aften i ungdomsklubben. Karina og jeg går rundt ude på legepladsen og passer os selv. Tiden er ved at rinde ud på den gamle skole, som kun går op til 6 klasse. Nu skal vi i stedet flyttes over på den store skole i byen. Det er en chance for at starte på en frisk. - Få nye venner, blive populær og passe ind. De andre som vi kommer til at gå på årgang med, er også i ungdomsklubben den tirsdag. Jeg har ikke snakket med nogle af dem endnu, men jeg har kigget på Christian. Jeg har sendt lange blikke, selvom jeg ved, jeg ikke har en chance. Jeg er en lille forpjusket fugleunge med en inderlig forelskelse. Det er Karina også. Men det betyder ikke noget, at vi begge er forelsket i ham. Han ved det heldigvis ikke! Det ville gøre os til en unødvendig skydeskive. Ingen af os får ham alligevel - Han er sammen med Mille.
”Hey Lea! Pæne briller,” råber Mille fra legeborgen. Hun fortsætter grinende: ”HELT VILDT ’flotte’ briller! Du er vel nok en lille brilleabe. Og hvorfor er du egentlig så lille, Lea, kan dine forældre ikke lide dig? Mon ikke din mor efterlod dig i rendestenen i Colombia?! Vi kan i hvert fald ikke lide dig!” De andre griner sammen med hende. Alt håb bliver revet fra mig - det er umuligt at starte på en frisk. Selv folk jeg ikke kender, hader mig.
”Du er godt nok rapkæftet, Mille!” Skriger jeg i hendes retning og bevæger mig mod døren.
”HVAD SAGDE DU?”  Råber hun vredt tilbage, mens de andre stadig griner af mig. Jeg åbner målrettet døren og træder indenfor uden at ænse Mille et blik.  
Jeg hader ordet brilleabe. Nænsomt skubber jeg de forpulede briller længere op på næsen og sætter mig tungt på en bænk.
- Jeg skøjter rundt sammen med Charlotte, Karina og Danichiya. Det er årets klasseudflugt og de andre har valgt, at vi skal i skøjtehallen. Jeg er ikke særlig god til det, men vi griner og har det sjovt. Pludselig bliver jeg skubbet hårdt bagfra og falder med hovedet først mod isen. Det er nogle fremmede drenge, jeg aldrig har set før. De stopper få meter fra mig og griner højlydt:
”Hvad så din brilleabe? Kan du ikke stå på dine ben?” De skøjter videre, mens Karina og Charlotte får mig rejst op.
”Dem skal du ikke tage dig af Lea, bare ignorer det.” smiler Charlotte anstrengt. Jeg ryster ordene af min spinkle krop og sender Charlotte et ligeså anstrengt smil tilbage. De velkendte tårer banker endnu engang på, men jeg sluger knuden i halsen. Jeg skal ikke vise, at jeg er svag! Gråd er et svaghedstegn!  Selvom der er voksne på skøjtebanen, er der ingen der gør eller siger noget til drengene. Jeg kommer på benene og med ét bliver jeg igen skubbet bagfra og ryger, endnu engang, med ansigtet først mod isen. Blodet fylder min mund og smager grimt af jern. De griner endnu engang højlydt, så det runges i hele salen. Straks drager de opmærksomhed til sig og de andre børn står stille på deres skøjter.
”Brilleabe, brilleabe, brilleabe.” hepper de i kor, mens de små drengehænder triumferende klapper sig mod hinanden. De vender ivrigt rundt på deres skøjter og forsvinder ned i den anden ende. En ældre pige fra skolen, Monica, kommer diskret skøjtende hen til mig. Hun samler mig op og hvisker mig i øret: ”De er aberne, så har du brillerne.” Hun smiler omsorgsfuldt til mig og aer mig kærligt over håret. Så forsvinder hun. Et øjeblik står jeg forvirret og glor ud i luften. Blodet fra næsen har jeg tørret af i jakken og snart har jeg sat kurs mod drengene, der peger nedværdigende på mig. Jeg bremser hårdt: ”Det kan godt være, at jeg har brillerne. Men så er du aben!” Vrisser jeg og vender mig selvsikkert omkring og skøjter væk fra dem. Jeg kan stadig smage blodet i munden, men jeg smiler alligevel. Stolt over, at jeg har formået at give igen.
Jeg hader ordet brilleabe! Jeg samler mine hænder, som beder jeg en stille bøn. Om hjørnet kommer to piger fra den anden skole. De sætter sig ned, en på hver sin side. Den ene, Christina, ligger en arm omkring min skulder. Jeg stivner med det samme, men hun fjerner ikke armen.
”I kommer fra den anden skole?” spørger hun venligt. Jeg nikker og venter på et angreb, skældsord, spark. Men der kommer intet andet end omsorg. ”Hvad er der sket?” spørger hun igen, mens hun stryger mig over håret. Jeg mærker hvordan vreden bobler i min mave. Jeg gør et halvhjertet forsøg på at kontrollere den, men nu bevæger den sig op ad mit stemmebånd. Jeg stirrer hende direkte ind i øjnene: ”Mille er så skide rapkæftet.”

Kapitel 5
Mine forældre griner ved spisebordet. Det hele virker så ubesværet at være voksen. De kan sidde i harmoni med deres gæster, og grine af naboernes trummerum. Jeg sidder alene i sofaen med telefonen i hånden. Ikke langt fra latter og harmoni, har jeg mit eget helvede. Endnu en sms tikker ind fra et ukendt nummer: ”Hvorfor svarer du ikke tilbage, din lille møgsæk?”
Jeg sukker dybt. Telefonen ringer: ”Hallo?”
”Vi har hørt, at du kan synge! Vi overvejer lidt at booke en, til at synge til et arrangement?”
”Hvem er det her? Hvor har i mit nummer fra?”
”Kan du ikke synge lidt for os? Vi vil RIGTIG gerne høre det.”
”Hvem er det?!”
De kramper ud i latter og der bliver lagt på.
Lige siden jeg fortalte Christina, at jeg fandt Mille rapkæftet, har jeg modtaget trusler på livet. De ringer og sender sms’er i tide og utide. Især én pige, Mette, har været strid. Hun er Milles bedste veninde og mener, at hun skal forsvare Mille. Så jeg sagde til hende Mette, at hun ikke var en skid bedre end Mille. Det var ikke populært!

Der danner sig en leg, jeg efterhånden burde kende reglerne til. De må chikanere mig, alt det de vil. Jeg skal bare nikke og smile. Siger jeg noget i forsvar, får jeg problemer. En ond cirkel, jeg ikke kan komme ud af. Mine forældre kan ikke hjælpe, Karina kan ikke hjælpe, lærerne kan ikke hjælpe - det er mit og mobbernes problem. De skal selv ville stoppe.
Endnu en besked tikker ind: ”Tør du ikke svare, Lea?”
Jeg slukker telefonen, slår computeren op og går på arto.dk. Jeg har fået en ny besked i gæstebogen, det er Anne. Hun har sendt mig en lang trussel. Jeg begynder at grine i afmagt. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre af mig selv. Jeg begynder at ryste, mine hænder blive kolde, men jeg sveder som aldrig før. Jeg er synderen.
”Undskyld, Mille. Det var ikke min mening, at jeg ville såre dig! Kan vi ikke glemme det hele og så starte på en frisk? Du virker rigtig sød og jeg er sikker på, vi godt kunne blive venner?”
Jeg trykker seng og får endnu en rystetur. Mine hænder forbliver iskolde. Jeg rykker mig uroligt rundt på stolen mens jeg venter på et svar. Jeg kan ikke lokalisere hvor min reaktion kommer fra, for jeg ved, at jeg intet forkert har gjort. Jeg har aldrig gjort noget forkert, men alligevel er jeg synderen?! Jeg er skyldbæreren, jeg er hende, der har skabt problemet. Måske er jeg sågar problemet?
Kort efter min besked er sendt af sted, får jeg et svar tilbage. To svar. Tre svar. Fire svar.
”Du har gravet din egen grav, det er din skyld, og vi skal ikke en skid, starte på en frisk. Jeg kunne aldrig være venner med sådan en lille luder som dig! Du skal passe på, Lea!” - Mille
”Hvad fanden laver du, din lille luder? Hvordan kan du sige sådan noget om Mille? Hun er meget mere værd, end du er!” - Ukendt
”Pas på din ryg!” - Ukendt
”Du er en lille møg klam so, vi smadrer dig!” - Ukendt
Hvem er disse mennesker? Jeg har aldrig hørt om dem før, de har aldrig mødt mig, de kender mig ikke. Og jeg har sagt undskyld. Det føles så inderligt forkert at sige undskyld. Det er den letteste udvej på noget, jeg ikke selv har skabt. Naivt, Lea. Naivt!

Kapitel 7
Karina åbner døren ud til en smuk sommeraften. Den lune aftenluft slår os i ansigtet og vinden leger let med vores hår. Vi griner og snakker som vi plejer, når vi skal hjem fra svømmehallen. Vi drejer ubesværet om hjørnet og ser eleverne fra den store skole grine og snakke. De opdager os og med det samme, har de omringet os og tvunget os op af trappen til fodboldbanen. Jeg opgiver hurtigt at tælle, hvor mange der er, men det er tydeligt at tallet rammer omkring 40 unge mennesker. Karina er pludselig forsvundet fra min side og er ikke til at se nogen steder. Disse ukendte mennesker, som absolut ikke vil mig det bedste, samler sig i en tæt cirkel om mig og puffer let til mig, mens de råber, hepper og hujer trusler i min retning.
”Bank hende nu, Mette! Giv hende nogle tæsk, ellers skal jeg fandeme nok gøre det!”
Jeg forbereder mig på, at få nogle tæsk. Måske er det også fortjent, at jeg får de tæsk. Hvem er jeg også til at snakke ondt om dem, når jeg ikke er bedre selv? Det er nok faktisk bedst, at de banker mig.
Mette træder et skridt tættere på mig, dog uden at røre mig. Hun går bare tæt op af min side og snakker ned til mig, så jeg er tvunget til at kigge opad, når jeg svarer hende. Det er godt planlagt! De får den mest banale situation til at være ydmygende.
”Hvorfor sagde du det om Mille? Hvorfor skrev du så næsvist tilbage til mig? Hvem tror du egentlig, du er, Lea?!”
Jeg nægter at lege med på deres hvem-kigger-ned-på-hvem-leg. I stedet stirrer jeg blindt udfor mig. Indimellem kigger jeg op på hende, for at sikre mig, jeg ikke drømmer. Jeg føler mig ekstremt lille, ikke bare størrelsesmæssigt, men lille. Som en lille mus, der ikke kan løbe væk fra en sulten kat. ”Kan vi ikke gå et andet sted hen og snakke?” Forsøger jeg og fanger hendes stikkende blik.
”Jamen, kan du ikke bare sige det her,” insisterer hun og forsøger at følge med i mit tempo.
”Nej! Jeg vil gerne snakke med dig, jeg vil gerne forklare, men jeg vil ikke gøre det her, hvor der er alle de mennesker. Skal vi snakke, bliver det på tomandshånd.” Slår jeg fast og ænser slutningen af fodboldbanen. Det nytter intet, hun ruller bare øjne af mig, mens de andre griner. Karina har kæmpet sig op på min side igen. Mette afbryder min kortvarige tryghed og stiller det samme spørgsmål igen.
”Nej, siger jeg jo! Jeg vil ikke, når de alle sammen går rundt om mig.” Vi er gået tværs over boldbanen og lysningen ved hækken nærmer sig. Min eneste udvej fra dette helvede! Mit hjerte galoperer af sted og mine ben ryster under mig, da jeg sætter tempoet op. Åbningen kommer nærmere, mens truslerne bliver mere hysteriske og desperate. Hele situationen lakker mod sin ende og Karina tager mig under armen for at vise sin støtte. Vi skynder os igennem åbningen som kun er stor nok til, at der kan komme to igennem af gangen. Vi løber mod ungdomsklubben uden at kigge tilbage. Jeg åbner desperat dørene til tryghed og dumper opgivende ned i nogle puder. Tårerne pisker ned af kinderne og jeg hulker endeløst. Jeg forsøger at samle mig sammen, men min krop har opgivet. Jeg er træt, jeg ryster og har mest lyst til at kaste op.
Kapitel 11
“Har du behov for at snakke?” Marie glor sitrende ind i min sjæl. Hun holder en lang pause og fortsætter: ”Jeg tænkte meget på dig, efter Ida var gået til time i går.” Hun bevæger sig forsigtigt, men målrettet, ind i min hjerne. ”Du virker ikke til at have det godt. Sker der noget derhjemme, som jeg skal vide?”
Jeg svarer hende ikke. Jeg kan ikke finde ud af, hvad det er, hun vil have, jeg skal svare. Hun sukker dybt: ”Du går ikke herfra før, du har fortalt mig, hvad der foregår. Jeg er et meget tålmodigt menneske.” Hun læner sig tilbage med foldede hænder og løftede bryn. Hun ligner en rektor, som hun sidder der og venter på, at jeg åbner munden. Jeg skuler forsigtigt op over brillekanten:
”Jeg bliver mobbet”¦ Jeg har ikke lyst til at tage hjem...” Jeg løfter hovedet og kigger indtrængende på hende. ”Min bror er meget syg, så der er ikke plads til mig, og jeg vil ikke være til besvær. Så jeg siger ikke noget, men går i stedet bange i skole.” Jeg sænker blikket og rækker ud efter en Kleenex. Frustreret river jeg den i stykker i små bidder. Jeg lægger dem på bordet og kigger endnu engang op.
”Jeg har aldrig fortalt nogen, hvad jeg har været igennem. Der har aldrig været nogen, der har haft overskud nok til at lytte til mig. Jeg har bare været en genstand i rummet, som ingen behøvede at tage holdning til. Mønsterbarnet, om du vil.” Min underlæbe sitrer da jeg får sagt ordene. De ord, som jeg så længe har fortiet og benægtet, fordi de simpelthen ikke har været en virkelighed for mig. Svigt. Jeg føler svigt.
Kanten af bordet er snart dækket af hvide Kleenex stumper, Marie siger intet til det. Der er end ikke antydningen af irritation i hendes ansigt. Hun er stum. Hun lytter bare interesseret og omsorgsfuldt til de akavede sætninger jeg får kastet ud i rummet. Jeg smider mit hjerte på hendes bord og så må hun vælge, hvad hun vil gøre af det. Jeg er færdig, jeg kan ikke mere. Jeg fortæller hende om kælder-episoden, Mille-episoden, toilet-episoden, hej-episoden, tøj-episoden. Alle de episoder der er min hverdag men alligevel virker så fjerne og film-agtige.
”Lea”¦.” Siger hun, uden at gøre mine til at fortsætte. Hendes ansigt er fyldt med smerte”¦ Eller måske noget der minder mere om sorg? Min sorg?
”Lea,” forsøger hun igen. ”Du kan altid komme herop, hvis du har brug for at snakke. Altid! Også hvis jeg sidder i møde, så siger du det bare til sekretæren, og så er jeg der for dig. Jeg vil altid være her for dig!”
Jeg går fra rektors kontor med en god fornemmelse i maven. Jeg har fået tilbudt en hjælp, som denne gang virker reel. Måske kommer Marie til at redde mig. Måske kan hun sågar gøre mig populær, så jeg ikke skal gå rundt og være bange?
Jeg sætter kurs mod klasseværelset med antydningen af et smil. Det lettede at få fortalt nogen, hvad jeg har oplevet. Der sidder dog stadig en snert af frygt i mig for, at hun vil udnytte situationen og gøre mig til synderen. Eller at situationen bliver forværret, fordi jeg endnu engang har sladret. Men jeg kan ikke spille efter reglerne, jeg vil altid gerne tegne uden for stregerne.
Jeg sænker blikket og kigger smilende på mine nye sko. Mit første køb med formålet, at-komme-til-at-ligne-dem. Jeg er pavestolt, da jeg går ned af e-gangen på Snejbjerg skole med løftet blik og en byrde lettere. Klik, klik, klik, siger det mod laminatgulvet. Jeg vugger svagt med de smalle hofter og smiler ud i luften. En ukendt selvsikkerhed spreder sig i min mave. Den blander sig med ukendte sommerfugle og jeg får pludselig lyst til at danse. Mit tankespind bliver afbrudt da nogen råber:
”Hvad fanden er det for nogle sko, du har på? De er VIRKELIG flotte! Hvor er de købt?  Føtex?”
De bryder ud i en rungende latter og min antydning af et smil, forsvinder. Er det mig, de råber til? - Selvfølgelig er det mig, de råber til!
Mille, Christina, Mette og alle de andre diabolske idioter står i den anden ende af e-gangen. De peger fingre, de griner, de råber, de håner. De har med ét ødelagt mit smil og genfundne håb. De har revet mig tilbage til virkeligheden. Jeg knuger mine hænder sammen i en pludselig vrede.
Forstår de dog ikke, at jeg af natur bare ikke passer ind? Det er meningen, at de skal inkludere mig i fællesskabet og være noget for mig. Tro på mig, holde af mig, ville mig det godt!

MIG! LEA! JEG ER ET MENNESKE!

”Stop så,” mumler jeg for mig selv. Mine fødder står fæstnet fast mod laminatgulvet. Mine nye sko er pludselig en pestilens og jeg får lyst til at kaste skoene efter dem alle sammen. Fuck deres tøj, fuck deres popularitet, fuck dem!
Jeg kan ikke rykke mig ud af stedet. Vreden har sat bly i mine fødder. ”Hold jeres kæft,” siger jeg lidt højere. De kommer med endnu et tilråb: ”Flot trøje! Det har vi da helt glemt at sige til dig!” Jeg spænder mine skuldre op og bider mine tænder arrigt mod hinanden. Mine øjne lyner, da jeg løfter blikket og sender dem et blik, der kunne skære gennem ozonlaget.
”Uuuh, nu er Lea sur,” griner Mille og puffer til Mette. ”Vi er så bange for dig!” Råber hun og puffer Mille tilbage. Postyret har samlet folks opmærksomhed og dørene står på vid gab til 9-klasserne. De står i døråbningen og afventer, at jeg springer i luften.
”Slut!” Vrisser jeg sammenbidt - et sidste forsøg på at lukke munden på dem. De fortsætter og jeg tager en dyb indånding, inden jeg skriger af mine lungers fulde kraft: ”NEJ! Luk røven i fucking idioter, jeg hader jer! Jeg håber i alle sammen dør i en ulykke, så jeg kan blive fri for jer! Jeg HADER jer!” Kvalmen erstatter min vrede og bevæger sig langsomt, men målrettet, op gennem min hals. Jeg synker kvalmen og lader gråden overtage mine blussende kinder.
Jeg er forskrækket over mig selv. Jeg råber aldrig efter nogen. Jeg bruger ikke ordet ’hader’, men nu har jeg gjort det. Jeg kunne ikke kontrollere det! Jeg kunne simpelthen ikke styre min vrede. Jeg ænser næsten ikke, at de ligger på gulvet og griner deres indvolde ud. Endnu engang tager de mig ikke alvorligt. Mine skuldre falder ned og jeg lukker kort øjnene.
Man må ikke dræbe, Lea. Man. Må. Ikke!
Jeg skriger højt. Alle bliver stille. De står alle måbende og glor på mig. Og så løber jeg. Væk.

Kapitel 18
Dovent trasker Karina og jeg mod omklædningsrummet. Året er ved at rinde ud og skoletrætheden har sat sig i dybe rander under øjnene. Årets første sne daler let fra himlen og lægger sig i et tyndt hvidt lag over skolegårdens kolde asfalt. Det er smukt, hvis man giver sig selv tiden til, at betragte et af verdens vidundere.  Kort stopper Karina og jeg foran et vindue. Vi sukker begge tungt: ”Jeg gider ikke have idræt!” mumler Karina og tegner små streger på det duggede vindue. Det er sidst på dagen. De fleste klasser har fået fri fra skole, så vi står ganske alene på den lange e-gang.
”Vi skal ellers have Verner, han plejer at være så hyggelig,” mumler jeg halvhjertet tilbage. Jeg gider heller ikke have idræt. Karina nikker og vi dvæler begge et kort sekund ved tanken om, at det snart er jul. Hun tilter med hovedet mod omklædningsrummet.
Langsommeligt klæder vi os af. Omklædningsrummet har vi for os selv - det tyder på, at vi er for sent på den, men vi fortsætter i samme tempo. Jeg stikker hænderne i lommerne på mine blå joggingbukser, der sidder løst over bagdelen. Min BH er for stor, så den røde VM trøje hænger poset over brystet. Det ser dumt ud, jeg ser dum ud. Jeg skubber mine blå briller på plads og samler mit hår i en løs hestehale. Vi sætter kurs mod kælderen, hvor vi skal have årets sidste lektion. Langsomt går vi ned ad trappen og rundt om hjørnet til lokalet. Bordtennis - en disciplin jeg er ualmindelig dårlig til. De andre har travlt med at stille bordene op og gøre sig klar til at kaste en ligegyldig bold igennem luften. De ænser os ikke.
”Ja,” siger Verner højt. ”Dette er jeres sidste idræts time i år. Så jeg foreslår, i laver nogle grupper og spiller nogle sjove spil.” Han sender os et varmt smil. Jeg betragter de dybe kløfter i hans pande og rynkerne ved øjnene. Jeg forsøger at finde hans historie. Har han haft det let, har han haft det svært? Lever han i en helt anden verden end jeg, hvem er han egentlig?

Vi slår et bord op og jeg sender bolden gennem luften. Bolden kommer på afveje og rammer i stedet Pagh, der står ved bordet i forlængelse af vores. Han vender sig straks rundt og sender mig et ondskabsfuldt blik. Jeg krymper mig lidt sammen og venter på, at en masse skældsord spyer ud af munden på ham. Men der kommer intet. Han sætter sig bare ned og sender mig et kærligt smil. ”Hvordan har din bror det?” Spørger han henkastet, som var det, det mest naturlige spørgsmål i hele verden. Jeg rynker lidt uforstående på panden. Hvorfor i alverden spørger han om det? Tvivlende fremstammer jeg: ”Hun”¦. Hun har det da meget fint?” Jeg sender Karina et spørgende blik og hun trækker let på skulderne som svar. Hun forstår det heller ikke. Vi kender begge Pagh ret godt, hans eneste interesse, er ham selv. Der er en kort pause af anspændthed, inden han åbner munden og den verbale ubehagelighed jeg ventede før, kommer: ”Er han stadig den pimp og pusher, som han altid har været?” Han griner hånligt. Hvorfor er jeg overhovedet overrasket? Jeg vidste jo godt, at det ville komme, men alligevel blusser varmen op i mine kinder. Den velkendte vrede spænder min krop fast. Mine hænder er hårdt knyttet, så de lange negle borer sig ind i min hud. Jeg fæstner mit blik på Verner, som står og kigger på. Han gør ikke noget. Han smiler bare og forstår ikke, at dette er et mønster. Noget jeg oplever hver dag. Han tror, det er en intern leg. Den man tugter, elsker man...
Pludselig kan jeg besvare mit eget spørgsmål - De dybe kløfter i hans ansigt er ikke visdom, det er alderdom. Han spiller den næste bold mod en anden elev og ignorer episoden. Jeg kan ikke spore, om han gør det bevidst, men jeg føler mig endnu engang svigtet.
Jeg forsvinder ud af lokalet, Karina er lige i hælene på mig, mens Paghs hånlige grin forfølger os. Hvis jeg bliver, kan jeg ikke styre mit temperament. Jeg løber op af trappen og stiller mig i døråbningen til fællesarealet.
”Det er fint nok, at de mobber mig - jeg kan klare det. Men så snart de bruger min familie”¦ Det vil jeg fandeme ikke finde mig i! Han ved ikke en skid, så han skal bare lukke røven.” Jeg glor vredt ud på den dalende sne og forsøger at finde ro, men hele min krop er anspændt. ”Jeg gider ikke mere,” vrisser jeg beslutsomt og stamper i gulvet. Det er slut, jeg er færdig, jeg magter ikke mere. SLUT!
Målrettet stamper jeg ned ad trappen mod kælderen. Pagh sidder stadig med et fjoget smil på læben. Han fryder sig sikkert over, at han har kunnet fremprovokere en reaktion. Jeg sender ham et langt borende blik og ser hvordan smilet falmer. Han sænker blikket og stirrer længe på sine fødder. Jeg vender mit fokus mod Verner: ”Jeg skal snakke med dig,” vrisser jeg og går op fra kælderen igen. Verner går tvivlende efter mig. Han glor uforstående på mit trætte ansigt.

”Jeg er træt, Verner. Jeg er træt helt ind til knoglerne. Ingen ser mig, ingen hører mig. Hørte du slet ikke, hvad Pagh sagde til mig dernede? Jeg er så skuffet over, at du bare lader som ingenting, når du endda står i samme lokale. Du står og kigger på et mønster, der har varet de sidste otte år. Du står og kigger mobning direkte i ansigtet uden at gøre noget! Jeg kan ikke mere, jeg VIL ikke mere, Verner. Gør et eller andet!” Jeg udånder trætheden. Jeg er så træt, at jeg snart er ligeglad med, hvad der sker med mig.  Verner står med åben mund og nikker svagt. ”Jeg vidste ikke, at det var s唦” Han holder en pause og de dybe behagelige kløfter bliver til arrigskab. ”Det er Pagh igen, hva? Jeg er simpelthen så træt af den dumme unge,” vrisser han og strammer munden til en tynd streg. Han tager en dyb indånding og forsvinder ned ad trappen. Jeg sukker lettet og dumper træt ned på det kolde trappetrin. Jeg afgiver nogle dybe suk, som kunne antyde en svag hulken. Pludselig er jeg helt afslappet og rolig. Mine mundvige anstrenger sig i et smil, mens tårerne begynder at trille ned ad mine røde kinder. En otte år gammel glaskugle falder fra mit hjerte og rammer klinkerne. Den går itu - Min facade er væk, brudt ned, bombet. Jeg kan ikke længere lade som om, at jeg er som dem. Jeg orker ikke længere at prøve, at skulle være som dem. Det kan alligevel ikke lade sig gøre, det vil ingen ende tage! Det er slut nu - nu vil jeg være MIG. Nu vil jeg være alt andet end den, de tror, de kender. Nu vil jeg være alt andet end ”Lea”.

Var det virkelig bare det, der skulle til? Skulle jeg bare råbe min fortvivlelse?
”Jeg vil gerne hjem,” mumler jeg, nok mest til mig selv og rejser mig. Da jeg kommer hjem, bobler en uvant følelse indeni mig. Den er tæt på glæde, men jeg kan ikke helt genkende den. Endelig har jeg givet slip på hende, som jeg så gerne ville være. Jeg har accepteret, at sådan er jeg ikke og det er okay, at være mig!

Jeg er Lea, eller er jeg? Inderst inde ved jeg godt, at det er jeg ikke. Men min barndom er bygget op omkring, hvordan andre har valgt at sætte mig i en kasse. Jeg ér Lea, indtil jeg bliver gammel nok til, ikke at være det længere.

Skrevet af Patricia

nhuth2014-03-09 15:06:09

Sikke dog nogle velskrevne uddrag om mobning. Fra en længere fortælling, som desværre ikke kan læses her

Jeg glæder mig til at læse resten, hvis den findes og lægges ind her.
Måske kunne du bedre forstås, hvis du lige forklarede lidt om din skriveproces?

Vh.Nhuth
LeaPatricia2014-03-09 20:21:27
Hej med dig. :)

Tak for kommentaren - dejligt at nogen læser med ! :)

Uddraget stammer fra en og samme historie - min egen. :) Det er blot et uddrag af hele historien, som jeg har, men som ikke er gennemarbejdet. Jeg har valgt disse scener fra historien, netop fordi det viser min egen udvikling og hvordan man kan komme ud på den anden side. :)

Jeg har i dag skiftet mit navn ud og hedder ikke længere Lea. Jeg hedder Patricia og det er en enorm del af den, jeg er i dag. :)

Fortsat god aften! :)

nhuth2014-03-10 07:16:18

Til Patricia.
Tak for dit seneste svar. Nu står din tekst mere klart for mig. Som pensioneret lærer interesserer emnet mig stadigvæk temmelig meget. I dag kører det vist mest over Facebook.
Mobning er jo desværre ikke et begreb der er forbeholdt skolen. Det findes overalt i samfundet. Men
den grundlæggende etiske modstandskraft må læres så tidligt som muligt.

Tænk at skulle skifte navn!
Jeg har hidtil overlevet med mit drilagtige jyske efternavn.
Vh. Niels-Henrik Uth

Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!

Seneste profil og bidrag

Seneste opdateringer

En tilfældig udvalgt tekst

Fra Forfattersiden.dk