 |  | Kasinoet ved lindetræet |
 |
|
|||||||||||||
|
Kasinoet ved lindetræet Dem, der har uheld i spil, har held i kærlighed og dem, der har uheld i kærlighed, har held i spil. Han slog øjnene op, ville ikke vågne. Ville blive i sengen for evigt, aldrig komme op. Alligevel smed han dynen, så den ramte væggen ved siden af og svang benene ud af sin mahogni seng. Den havde udskåret mystiske mønstre og glimrede lakeret i morgensolen. Han stod op, rykkede nakken fra side til side, så man i hele rummet kunne høre en knæklyd, sammenlignelig med lyden af at knække en gulerod. Han kiggede op, det gjorde han hver morgen for at nyde synet af det 4 meter høje loft, som han også sørgede for at have udhuggede mønstre af sten på. Mønstrene mindede eller i virkeligheden imiterede adelens huse fra barokken. Forgyldt og alt for overdrevet for et soveværelse. Han tog to skridt fremad, stadig med hovedet op. Så gik han imod glasdøren, som var af samme materiale som sengen, denne gang med et udskåret buttede cupido-ansigt. Han åbnede den og følte med det samme en vindbrise samt den friske luft, der ramte det trængte soveværelse. Han gik ud på marmor balkonen og hvilede sine hænder på den glatte barrier. Balkonen var placeret lige over for et gammelt lindetræ, så den honningsøde duft overvældede ham og vækkede som et sukker boost. Han lukkede øjnene og trak luften ind, igen følte han den lidt overdrevet honningduft, denne gang helt ned i lungerne. Så stod han der, helt stille ved lindetræet. Derefter åbnede han øjnene, vendte ryggen til træet og gik ind på værelset igen. Han tog fat på håndtaget og smækkede døren med al magt, så den efter et ubehageligt smæk i stedet for at lukke, prellede af og stod vidt åben igen. Han smilede sarkastisk til sig selv, og lukkede den igen, denne gang forsigtigt, så den blev der hvor den skulle. Så smed han sig ned på gulvet, så han kunne ligge på det overpyntede gulvtæppe. Den var blød og behagelig at ligge på, selv om, at den stak ham lidt i ryggen som en håndhæklede sweater, som han trods alt aldrig har oplevet. Efter lidt under et minut blev stikken for meget, så han stod op og gik ud af soveværelset. Gjorde sig klar til dagen, sukkede utallige gange og strammede sit slips. Smilede teatralsk til sig selv i spejlet, og gik ud af det lyseblåt halvtredser-agtig badeværelse. Krydsede soveværelset og åbnede døren til den. Så stod han lidt akavet foran udgangen. Kiggede på valnød gulvet foran ham, der var meget mørkere end det i hans soveværelse. Så trådte han ud og tog trappen ned til stueetagen, som bestod af et gammeldags kæmpe kasino for rige mennesker, der ikke vidste, hvad de skulle bruge penge på. Loftet var højt, så højt, at det var umuligt, medmindre man var en ekstrem-begavet matematiker (eller havde noget at måle med), at afgøre, hvor højt der var. I midten af loftet var der en rund kuppel med plafondmaleri, som forestillede gudinden Tyche, med spredte arme, iklædt et hvidt chiton og med et lykkehjul i sin ene hånd. Hun smilede ned til observatøren på en lumsk, men på samme tid inviterende måde, som fik en til at mærke, at det var hende, der havde magten. Den følelse skulle så få spillerne til at udfordre gudinden og prøve kræfter med de forskellige typer spil, der stod rundt omkring. Så kiggede han rundt og sikrede sig at alt var, som det skulle, for derefter at sætte sig ned på en af de mange satin belagte sofaer i lysegrøn. Han dumpede ned på den største af dem, så puden buede under ham. Han lænede sig dog aldrig tilbage. I stedet bukkede han hovedet, lænede sig foran, lod sine albuer hvile på knæene og dækkede ansigtet med hænderne, så han kun kunne se gennem sine fingre. Så sad han der, helt stille, helt alene. Han var virkelig den eneste levende sjæl i hele bygningen. Det eneste menneske i det kæmpe store kasino ved siden af lindetræet. Sådan sad han i flere timer, helt stille. Midt på dagen mærkede han endelig, hvor sulten han var. Han var helt drænet for energi på trods af, at han intet har gjort. Hans ryg gjorde ondt af den dårlige foroverbøjet position, han sad i. Han valgte derfor at læne sig tilbage og hvile ryggen på sofaen, stadig med hænderne i ansigtet. Han kiggede på Tyche igen, mens han lod hænderne glide ned på satinsofaen. Så løftede han den ene hånd og kiggede på sit sølvur. Begge viser pegede på tallet to. Efter at have indset, hvor længe han har brugt på at sidde og nærmest sørge over sin skæbne og eksistens, stod han op. Han gik lidt skævt, da han var svimmel af mangel på næring. Han nåede frem mod en mørk dør af træ. Han tog fat på det guldbelagte håndtag og trykkede ned på den. Bag døren var endnu en trappe, som han gik ned af. Jo længere han kom, jo mere opfangede hans næse. Den overraskende beroligende duft af mad. Han kunne genkende duften, som var en nøddeagtig aroma af wagyu, som bare mindede ham endnu mere om hvor sulten han var. Så nåede han enden af trappen og befandt sig inde i det kæmpestore, hvide køkken. Den var så ren og godt belyst, at han blev blændet af synet. I hele det store køkken var der kun en kok. Han stod over en enkelt pande og stegede saftigt wagyu kød, hvis knitrende lyd spredte sig i hele rummet. Køkkenet lignede nærmest et hvidt papir med en enkel tegning i form af kokken og hans pande. Han var tydeligvis lige kommet, for han har ikke nået mere end at sætte kødet på panden. Da han så sin chef gående ned af trappen, kiggede han op fra kødet og nikkede til ham og hilste: Goddag, hr. Keres, - goddag, svarede han tilbage og satte sig ved det enkelte bord, der var i køkkenet. Han kunne tydeligt se, at kokken blev nervøs ved hans besøg. Han kiggede hele tiden frem og tilbage mellem maden og sin chef og rettede unødvendigt på sin hat. Keres, eller Lysander Keres, som var hans fulde navn, lænede hovedet i sin hånd og vendte hovedet mod væggen ved siden af. Denne handling beroligede tydeligvis Matheo Meloni, som kokken hed. Da han var færdig med at stege kødet, serverede han den på en hvidt porcelæn-tallerken ved siden af to dampende asparges. Så hældte den brune ponzu sauce over kødet, der var så varm, at den øjeblikkeligt fik saucen til at koge og boble. Han stillede tallerken foran Lysander, som vendte hovedet i hans retning og smilede. Det var et oprigtigt smil, ikke den teatralske, som han plejede. Han holdt nemlig af kokken, eftersom han var det første menneske, han mødte hver dag. Kokken smilede høfligt tilbage, det skulle man jo til sin chef og begyndte så at rydde op efter madlavningen. Snart ville de andre kokke og køkkenhjælpere komme for at lave mad til gæsterne. Så ville tjenerne, croupierne, vagterne, bartenderne, dealerne og alle de andre dukke op en efter en. Så ville gæsterne selvfølgelig komme. Når Lysander har taget den sidste bid af det bløde kød, skubbede han sig selv væk fra bordet og gik ud af køkkenet. Han gik roligt op ad trappen, så han nåede den mørke dør, trykkede endnu en gang på guld håndtaget, og snart befandt han sig igen i kasinoet. Tyche kiggede igen ned på ham. Rundt om plafondmaleriet var der trapper og gange, der stak ud ligesom balkoner. De var alle guldbelagte og havde sådan et luksuriøst look, der skræmmede enhver fattig mand væk. Han gik så oven på igen, gik ind på en af sine private stuer og satte sig ned for at vente på, at aftenens gæster ville ankomme, og det blev hans tur til at lave et “show”. Klokken syv dukkede de første gæster op. De søgte adrenalin og ville lade sig drukne i spillets verden. De fleste af dem havde ikke noget at miste længere eller havde så meget, at selv store tab ikke ville gøre et større indtryk på dem. Snart var kasinohallen fyldt op med mere end et tusinde mennesker. Over alt duftede der af forskellige alt for dyre parfumer. Kvinderne dukkede op i stramme maxikjoler og mændene i kulsorte jakkesæt og flerfarvede slips. Tjenerne begyndte at gå rundt for at servere drinks og tapas i form af små tærter med trøffel og kaviar. De satte sig ved de udsmykkede spillemaskiner og væddede flere tusinde kroner. De rigere spillede selvfølgelig om millioner. Efter en times tid var der rigtig gang i den, og man blev helt overdøvet af spillernes råb og spillemaskinernes “ka-chunk!”-lyd. Der var også nogle der nær kom op at slås, men blev stoppet af den sortklædte vagt med mørke solbriller, der gjorde det umuligt at afgøre, om han kiggede ind i øjnene eller på vennen ved siden af. Hver vagt havde et stramt jakkesæt, der gjorde musklerne synlige og krævede respekt. Selv hos de rigere gæster. Respekt for kasinoets eger selvfølgelig. Lysander skiftede tøj, så han stod nu og kiggede sig selv i spejlet iklædt et grå jakkesæt med sorte striber. Han rettede på den lige sorte slips og startede med at putte gel i sit hvide hår. Han strøg det tilbage med hånden, men sådan at der stadig røg nogle kortere hårtotter ned ad hans pande. Han vaskede så hænder og tog sin sølvur på. Han analyserede kort sit udseende og gik ud af værelset. Tog en dyb indånding og gik ned ad trappen. Da kasinoets gæster lagde mærke til ham, blev det helt stille, og alle blikke var rettet mod ham. I spilverdenen var han en legende. En, der altid vandt. Han gik langsomt ned ad den lange trappe og lod sin hånd glide hen af det guldbelagte gelænder. Folk begyndte at hviske, Det er ham ejeren, der altid vinder ikke? - Jo, det siges det, - har han aldrig tabt før? Ja, og det passede. Lysander Keres har aldrig tabt et spil i hele sit liv. Lige meget hvor meget han væddede eller mod hvem, var det aldrig ham, der gik tomhændet hjem. Så nåede han trappens ende, og da hans fod ramte gulvet, lavede den en stum lyd, lidt ligesom en høje hæle. Han gik langsomt gennem hallen, og gæsterne gjorde plads for at lade Lysander Keres komme forbi. Så satte han sig på sin sædvanlige plads ved det største og fineste bord. Det var et lysegrønt pokerbord, omrammet med mørk mahogni træ. Pludselig slukkede alt lyset i kasinoet for igen at tænde denne gang kun lige over det luksuriøse pokerbord. Over for Lysander satte en mand sig ned. Derefter kom to mere. Til sidst tog en kvinde i rød kjole plads. Det var dagens gæster. De havde betalt en formue for at få muligheden til at spille med den verdenskendte Lysander Keres, der aldrig taber. Ingen af dem kiggede ham i ansigtet, ingen af dem var interesserede i Lysander. De ville bare afprøve og mærke hans mistænksomme spil på egen hud. Lysander nikkede til en af kasinoets medarbejdere, som gik over mod en stor vintage grammofon med et guldlydrør. Grammofonen var lavet af mørkt, lakeret træ med en guldstribe rundt om. Den sortklædte medarbejder satte en plade på grammofonen, rettede på nålen og tændte for musikken. Lysander kiggede stift på sine modstandere med et teatralsk og lidt uhyggeligt smil. Så begyndte musikken. Den klassiske musik startede med korte, dramatiske violin-lyde og udviklede sig til en mere udbygget, stemningsskabende melodi med en stadig dramatisk, men også positiv klang. Vivaldis “Fire årstider”, “Vinter”. Det var Lysanders yndlingsstykke, og han lod afspille den til hvert tredje spil han var med til. Til bordet kom en dealer med hvid skjorte, sort vest og stramt bundet butterfly under hagen. Han bukkede let til spillerne og så startede spillet. Dealeren uddelte kort til hver person ved bordet. Derefter lagde fælleskort i midten af bordet. Den rødklædte kvinde åbnede med en bet på ti tusinde kroner. Hun smilede forventningsfuld til Lysander, som var den næste. Han smilede kunstigt tilbage og re-raisede til tyve tusinde kroner. De andre gæster observerede, og mange af dem endnu ikke vidnet et eneste af Lysander Keres’ spil. Spilleren efter ham var en ældre mand. Han strøg med hånden over sit skæg og matchede de tyve tusinde, der var på spil. Det samme gjorde den næste spiller. Han var en ung mand, måske på treogtyve eller fireogtyve år, altså på samme alder som Lysander. Så blev det tid til den mand, der sad over for Lysander. Han tændte en cigar, så det ved bordet lugtede tungt af gammelt træ blandet med endnu ældre bøger. Den rødklædte kvinde begyndte at vifte med hånden og kiggede lidt skævt på manden, men det rørte ham ikke, og han fordoblede summen til 40 tusinde. Han så ud til at være meget tilfreds og lænede sig tilbage. Så blev det kvindernes tur igen. Hun var også ret ung og med tykt ræveagtigt hår, som faldt ud over pokerbordet. Man kunne ikke læse i hendes ansigt, om hun havde gode eller dårlige kort, men glad det var hun. Hun valgte dog ikke at fordoble summen og lod den forblive ved de 40 tusinde. Det samme gjorde Lysander, han kunne ikke lide den tunge cigar lugt og ville så hurtigt som muligt op til sine stuer igen. Han var ikke nervøs, følte ikke adrenalin, spillet virkede meget kedeligt. De tre andre spillere turde tydeligvis heller ikke at satse mere, så det blev ved 40 tusinde. Så lagde dealeren endnu et fælleskort på bordet, og spillerne satsede videre. Det endte med et beløb på 80 tusinde kroner, og et af spillerne (der allerede har brugt en del penge for at få muligheden for spil med Lysander Keres) smed sine kort på bordet med ordene - jeg folder. Nu stod det mellem den rødklædte unge dame, manden med cigaren og den unge mand til højre for Lysander og selvfølgelig Lysander Keres ham selv. Dealeren lagde det sidste fælleskort på bordet og hver spiller valgte at calle, så beløbet forblev på 80 tusinde. – Tid til showdown, sagde dealeren roligt og spillerne lagde en efter en deres kort på bordet. Alle fire spillere havde høje kombinationer; den stadig smilende kvinde, sad med et fuldt hus, manden over for Lysander med et Quads og den unge mand med et flush. Så var Lysander Keres med den højeste mulige kombination ved navn Royal Flush. Alle kasino gæsterne stirrede på kortene foran ham. Kvinden i rød kjole begyndte at grine højt, mens hun satte hånden på panden, og de to andre spillere forblev uden nogen reaktion. De stirrede blot på kortene med musikken i baggrunden. Dealeren flyttede alle chipsene mod Lysander, som nikkede kort til de andre spillere, for derefter at rejse sig op og roligt gå tilbage til sine private stuer. Før i tiden plejede han at spille flere runder. Efter spillet ville han gå rundt blandt gæsterne, snakke med dem og gøre sig interessant for dem, men selv om han var en legende, var der ingen der var villig til en dybere snak med ham. Sådan har det altid været. Siden Lysander Keres var lille, havde han ikke haft nogle tætte venner, og hans forældre forlod ham der han var barn. Han endte med at bo hos sin moster, der undgik ham som et insekt. Da han kom på gymnasiet, optog han poker, og det var i denne retning hans liv fortsat. Der var ingen til at råde ham væk fra det. Ingen til at bekymre sig, hvis han mistede alt. Det gjorde han dog aldrig. Han vandt hver gang. Flere mistænkte ham for snød, men ingen kunne bevise det, fordi Lysander aldrig snød. Han behøvede ikke. Efter noget tid blev han så rig, at han byggede sit eget kasino fra grunden. Han gjorde den så overdrevet som muligt. Når byggeriet var færdigt prøvede han at komme tættere på sine medarbejdere, de enkelte interesserede endte dog kun med at gøre det, fordi de håbede på bedre lønning eller en luksuriøs ferie i udlandet. Da det ikke viste sig at være tilfældet, forlod de Lysander så hurtigt som de kom. Lysander har derfor godt og grundigt givet op på andre mennesker og gik nu langsomt op ad trappen igen. Det gjorde ham i øjnene af publikummet endnu mere mystisk. Denne aften sov han tidligt. Han slog øjnene op, ville ikke vågne. Bare sove for evigt, for når man sover, mærker man ikke problemerne. Søvn er som en pause, pause for den monotone hverdag, han altid gerne vil slippe af med. Han lå stadig i sengen på ryggen og med dynen glattet ud over sig. Han tænker på sin moster. Hun havde i hans minder hage langt glat hår, altid røde læber og et vredt ansigtsudtryk (i hvert fald når hun så Lysander.) Efter hans fødsel stak hans far af, og derefter forsvandt moren. Han kunne ikke huske dem, har ikke engang set et billede af dem. Det havde hans moster aldrig ulejlighedet sig med at vise ham. Hun havde altid gæld og tog ham kun ind for børnepenge. De par tusinde kroner var meget for en som hende. Hun burde bruge dem på ham, det gjorde hun dog aldrig. Han opvoksede fattigt og ensomt. Han var ikke længere fattig, faktisk det stik modsatte. Men han var stadig ensom. Han smilede. Så gik han stift ud af sengen, lidt ligesom en robot ville gøre. Han fik ondt i maven. Han ville kaste op, men kunne ikke. Alligevel stod han op. Så gik han ned på knæ foran sengen. Under den var der en skuffe med mønstre ligesom på resten af sengen. Han tog fat i det lille metal håndtag, der var så lille, at det var muligt at mærke på det glatte træ, mens man åbnede skuffen. Den rullede ud med en behagelig lyd. Inde i skuffen lå pude -og dynebetræk. Det var stivet og dejligt koldt i det. Han begyndte at løfte betrækket og dykkede med sin hånd ned i skuffen. Endelig mærkede han noget koldt, altså koldere end dynebetrækket. Metal. Han tog fat på det og løftede, så revolveren kom til syne. Han havde fat i løbet. Han holdt den i sin venstre hånd, så han tog fat i skæftet med sin højre. Han holdt den et øjeblik og beundrede mønstrene, den havde graveret på sig. Små fine blomster og snoede steger. Han lod fingeren glide hen over dem. Så stillede han sig op. Hans hjerte bankede, og han blev en smule svimmel. Så stod han med revolveren i hånden midt på gulvtæppet. Hans hænder rystede en lille smule. Han begyndte at tage dybe indåndinger. Ville berolige sig selv. Han kiggede endnu en gang op på loftet. Den er så smuk, så flot udsmykket. Med plafond og guld. Han tog så hovedet ned igen og kiggede lige ud. Han tog forsigtigt revolveren op til tindingen, så løberen sad lige over øret på ham. Han satte fingeren i aftrækkerbøjlen og holdt hårdt om skæftet. Han ville ikke dø. Men havde ingen grund til at leve. Han ville bare sove for evigt, så hvorfor ikke bare skyde? Han smilede ved tanken. Sove for evigt. Han smilede bredder, sådan helt teatralsk. Så trykkede han på aftrækkeren. Man kunne i hele rummet høre en klik-lyd, efterfulgt af et skarpt brag, der gav genlyd i soveværelset. Når kuglen ramte kraniet, lyd det lidt som at knække en gulerod. Kuglen gennemborede hjernen og derefter den anden side af kraniet. Den lavede nærmest en tunnel i hans hoved. Så fløj den ud og ramte væggen ved siden af. Der kom rødt på den hvide malede væg. Lysanders bevidstløse krop faldt på gulvet. Revolveren faldt roligt ud af hans hånd. Hovedet ramte gulvet som det sidste og gav en ubehagelig stum dunk. Lysanders hvide hår blev mere og mere gennemblødt af blod, så der næsten ikke var mere hvidt, imens livet forladte ham. Det lyse gulv blev mere og mere rødt, og blodet sivede ned i træet. Den bredte sig, og snart var gulvtæppet gennemblødt. Det samme gjaldt Lysanders cremehvide satin nattøj, han stadig havde på. Under skuddet plaskede blodet, så der nu var pletter på sengen og sengetøjet. Hele gulvet var rødt og snart gjaldt det samme for mahogni sengens ben. Der var så stille. Ingen lyd. Nu var der ingen levende sjæl i kasinoet ved siden af lindetræet. | ||||||||||||||
 | haleløs | 2025-11-06 19:49:38 |
Halløjsan og varmt velkommen herind til os andre med skrivekløe!
Vi er pt ikke så forfærdelig mange aktive skribenter; så respons kommer typisk som gengæld for egne kommentarer på andres tekster.
Jeg synes, teksten er meget kompakt - for få afsnit - og kan derfor være svær at kommentere på, men er begyndt at læse.
venligst..
PS det plejer at hedde " held i SPIL" og træsorten hedder retteligt "mahogni", men udtales, som du har skrevet
Vi er pt ikke så forfærdelig mange aktive skribenter; så respons kommer typisk som gengæld for egne kommentarer på andres tekster.
Jeg synes, teksten er meget kompakt - for få afsnit - og kan derfor være svær at kommentere på, men er begyndt at læse.
venligst..
PS det plejer at hedde " held i SPIL" og træsorten hedder retteligt "mahogni", men udtales, som du har skrevet
| Lila_2010 | 2025-11-07 09:50:51 |
Tak for din kommentar, jeg vil tage dine råd til hjerte og rette når jeg får tid:)
| haleløs | 2025-11-07 23:30:54 |
Ikke læst helt færdigt endnu; synes blot, jeg vil påpege, at man på kasinoer ikke spiller med rede penge - men med 'jeton'er' (en slags spillebrikker, som hver især repræsenterer en værdi). Og udsmykninger i loftet (af gips) kaldes - mig bekendt - 'stuk'
venligst ...
venligst ...
| Lila_2010 | 2025-11-08 12:35:00 |
Tak for feedback.
Du nævner at man spiller om jeton'er. Det er også sådan jeg har skrevet det. Chips er det andet ord for det. Jeg har valgt at omdanne det til kroner for at give et billede hvor meget de endelig bruger.
:)
Du nævner at man spiller om jeton'er. Det er også sådan jeg har skrevet det. Chips er det andet ord for det. Jeg har valgt at omdanne det til kroner for at give et billede hvor meget de endelig bruger.
:)
| haleløs | 2025-11-08 00:01:23 |
"Kokken smilede høfligt tilbage, det skulle man jo til sin chef"
Jeg er uenig i udtrykket; da en professionel kok kun er interesseret i kundens / gæstens smagsløg - ikke ... ros for ingenting!
venligst ...
Jeg er uenig i udtrykket; da en professionel kok kun er interesseret i kundens / gæstens smagsløg - ikke ... ros for ingenting!
venligst ...
| Lila_2010 | 2025-11-08 12:58:57 |
Tak for at læse videre:)
Jeg må sige jeg ikke er helt enig, da jeg valgte at skrive det sådan for at vise Lysanders status. Han er så rig han nemt kan fyrer kokken, hvis han ikke synes om ham.
Jeg må sige jeg ikke er helt enig, da jeg valgte at skrive det sådan for at vise Lysanders status. Han er så rig han nemt kan fyrer kokken, hvis han ikke synes om ham.
| haleløs | 2025-11-08 12:57:41 |
jeg er glad for at du er åben for en diskussion om din tekst; jeg går ud fra, du udmærket véd, at "wagyu" er noget kostbart gourmet-kød af den allerdyreste slags, og at kokke altid er lige dele begejstret og taknemmelig for at få lov at arbejde med de bedste 'materialer' (ligesom i øvrigt smede, malere mv).
Jeg læser teksten færdig i mit eget tempo og kommenterer løbende;)
venligst ...
Jeg læser teksten færdig i mit eget tempo og kommenterer løbende;)
venligst ...
| Lila_2010 | 2025-11-08 13:01:01 |
Er glad for at den er værd at læse:)
Ja wagyu er en slags meget dyrt japansk kød, som jeg bruger for at vise hans økonomisk situation.
Ja wagyu er en slags meget dyrt japansk kød, som jeg bruger for at vise hans økonomisk situation.
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
