 |  | jules verne og jacques-yves cousteau |
 |
|
|||||||||||||
|
Som en anden Jules Verne vender jeg sindet indad frem for udad Jeg er beslutsom i min rejse mod jordens indre - til kernen Men ikke jordens kerne, min kerne - kernen i mig - mit indre Som Jacques-Yves Cousteau dykker jeg ned Ikke i det blå, men i det små, der så ofte i nattens komme bliver det store Det store der lader mig bønfalde i en døs af sælsomt tankespind, hvor jeg ofte selv er så blind, fordi jeg så ofte blot vender den anden kind Denne manøvre gør mig sløv Jeg føler mig så tit døv Når jeg lytter til tankernes sang, mens de atter går sin gang Fanget i en sang fra før, der hvor jeg nu gør som jeg bør, men aldrig helt vil Thi der er jeg endnu ikke kommet til En rose med torn, en tornerosesøvn En tidsel der fanges af sommerens lys, og som pludselig bliver en blomst blandt mangen torne En mand, der bliver et menneske, et sind og et liv der leves En rose (Kristoffer H. Sørensen, 2014) (N.B. Digtet står her uredigeret og just som det blev til) | ||||||||||||||
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
