 |  | Meo |
 |
|
|||||||||||||
|
Allerede fra barndommens de første år - før de første karaktertræk og de første rigtige minder skabes - oplæres prinserne i vigtigheden i at finde og frelse deres den helt rigtige prinsesse. De lærer at bekæmpe drager, slås med sværd, og bestige tårne. Denne historie handler lige vel om en lille prins, ved navn Meo, der dedikerede sit liv til en prinsesse - Blot med en lidt anderledes historie: Vores prins havde mange søskende - både brødre og søstre. Men i modsætning til andre familier af prinser og prinsesser, så havde Meos egen ikke mange skatte at gøre godt med. Nej, ærligt talt, så måtte den arme familie slide i støvet hver eneste dag for at der om aftenen kunne serveres mad på bordet. Men hvor synes Meo nu alligevel, at disse dage var prægtige - Også selvom han, trods hans store velvilje, ikke selv fik lov til at deltage særligt: Men fascinere, lod disse dage ham altid: Først og fremmest lod han sig altid fascinere af de altid mange forbløffede ansigter - af den evige jublen og klappen, samt de fornøjede hvin fra børn på hans egen alder. Han lod sig fascinere af de mange prægtige farver og fantasifulde dragter - fascinere af akrobater; af forunderlige dyr, af spøgefuldheder og ligeså af umuligheder ... Men mest af alt lod han sig altid fascinere af den vidunderligste prinsesse - af hendes smukke sprudlende kjole og yndefulde svæven igennem den luften - nemlig cirkusprinsessen. En kvinde som han, allerede fra første tid, havde set op til. Men også en kvinde hvis opmærksomhed han aldrig rigtigt har kunnet fange - hvis opmærksomhed han havde så grænseløst brug for - opmærksomheden fra hans egen mor: Hans mor, cirkusprinsessen. På normalvis savnede Meo ellers ikke opmærksomhed: Kvinder af alle støbninger, havde altid haft meget travlt med at beundre ham - med moderlige, men bedrøvede øjne betragtede de hans alt for store kjolejakke med manchetknapper, som skjulte for hans alt for udmagrede krop. Men det var først senere i livet at Meo lærte at se tilbage på en af disse kvinder med kærlighed - og den dag dette lod sig gøre, var også i tiden efter hans afsked med cirkussen - og dertil moderen. En tid hvor fascination, på mange områder, blev erstattet med taknemmelighed og beundring. For en dag kom en særlig kvinde, ved navn Ida, til cirkussen og allerede fra første øjekast lod denne kvinde sig betage af den lille prins. Og megen overtalelse tog det ikke før cirkusprinsessen havde ladet hendes den lille prins, bortadoptere til denne kvinde, i bytte for penge, der rakte til en hel måneds måltider. Og det var på denne dag, da Meo for første gang trådte udenfor cirkussens fængslende virkelighed, at verden, som han før havde kendt den, ville forandres: Dagen hvorpå en lille prins ville blive frelst. Klaverspillet blev afbrudt, da klokken slog hel og opmærksomheden i stedet rettedes mod det rungende Bornholmerur. Frans kiggede sig fornærmet over skulderen, mod de distraherede tilskuere - uret lod sig altid kræve alles fulde opmærksomhed. Et gammelt, men dog karismatisk bornholmerur og som det forekom altid en stor attraktion for gæster og besøgende. Det stod samtidig i fin harmoni med resten af hjemmet, som generelt udstrålede orden og velstand - en fin og stor lejlighed lige i nærheden af Valby station. Møblerne var alle i det smukkeste mørke træ og gulvene var overtrukket af tykke bløde tæpper - vel en anelse gammeldags. Frans lod sig høre fra klaveret og fik igen tiltaget sig opmærksomheden. Klaverspillet forsatte. Hvordan man opfattede ham afhang af øjnene, der betragtede: Nogle ville kalde ham smålig og jaloux, mens andre blot ville kalde ham en anelse reserveret. Men retfærdigheden ske fyldest så var alle enige i at Frans var intet ringere end et musikalsk naturtalent. En kunstner inde for sit område. Næsten umuligt kunne man opspore en ligeså dygtig og betagende pianist, som han havde været det. Men når det var sagt, lod det sig, fra Meos synsvinkel, alligevel overstråle af Frans' intense og vedblivende irritation over Meos tilstedeværelse og samtidige jalousi over hans forhenværende tilværelse. Heldigvis for Meo lod Frans hans elendighed drukne i dyrkningen af hans eget ego, nemlig musikken - og lod altså dermed alligevel Meo være Meo. Og trods deres ellers lange fælles tilværelse, levede de alligevel i hver deres personlige virkelighed og verden, hvori de aldrig lærte at træde hinandens vande. Og Meo ej heller lærte at forstå det umiddelbare uretfærdige modvilje derfra, som han ellers måtte lære at acceptere. Det var en anden hverdag. Og for at omstille sig denne måtte Meo først bestige virkelighedes ubarmhjertighed - en udfordring der betød accepten af en ny ukendt realisme, som Meo ikke før var blevet konfronteret med indenfor cirkussens trygge gardinvægge: det var en anden verden som han nu var blevet udfordret til at overkomme: til at overleve i. Og om ikke vi selv kender til barndommens brud, ved mødet med virkeligheden: Når tingene pludseligt sættes i perspektiv på en ny og om sig gribende måde. Pludseligt måtte Meo erkende, at der i virkeligheden er mere i tilværelsen end blot elefanter, fjerdragter og klovnenumre: At folk glædede sig ved andre og mange flere ting. At værdierne og moralen var anderledes. Et sted præget af noget andet - af materialisme, af frihed, af moderlig kærlighed og også af... Ensformighed? Efterhånden blev den lille prins ældre og voksen, men selvom han lærte at mestre en rolle i virkelighedens verden, kom det ofte til udtryk at han aldrig rigtigt lod sig mestrede sin skæbne fuldkomment: Som lod noget ham forhindre - som tilhørte han i virkeligheden ikke der. Og for hans nærmeste, i særdeleshed hans kære Ida, var det nemt at se, hvordan Meo ofte lod sig gemme væk i drømmene. Hvordan han lod hans sande jeg udleves som kunst imellem hans hænder: Som morsomme papirklip, spøgefulde tegninger og smukke statuetter - som en del af hans voksne identitet. Men næppe kunne man kalde Meo asocial. Tværtimod voksede han sig ind i rollen som entertainer. Festen midtpunkt - ham det altid holdt samtalen kørende og underholdt selskabet. En person som altid kunne få alle til at grine - Som klovnen i arenaen. En rar og god mand, som var vellidt alle vegne, men med en tendens til at falde ind i sig selv, når alene - og ikke altid i en indre glæde. Som oftest var Meo iført en kuglerund bowlerhat og ikke sjældent sad en cigar i hans mundvig. Men mest af alt var det hans uendelige kærlighed til kvinden, der hjerteligt lod ham ind i sit hjem, Ida, der var karakteristisk for hans figur. Hans evige trofasthed og respekt overfor dette andet menneske - hans taknemmelighed. Men Ida, var ej heller svær at holde af - ligesom han selv, var hun vellidt af alle. En fin dame, med faste værdier og regelsæt, med gyldent hår og altid nydeligt påklædt - men vigtigst af alt: En dame med hjertet på det rette sted. Dermed er det ikke svært at forstille sig hvordan Meos liv igen ændrede sig på dagen, da han måtte tage afsked med Ida - Afskeden med hvad der viste sig at være det egentlige formål med hans liv. For sandheden var, at Meo aldrig fandt sand kærlighed i andet end kunsten. Og ved Ida: Han fik aldrig børn, blev aldrig gift, fik aldrig en kæreste og nåede endda aldrig at blive forelsket. Meo havde dedikeret sit liv til Ida, som viste sig at være hans svar på prinsessen i hans liv. Og ligeså kan man tænke sig hvordan den korte tid efter Idas bortgåen, blev tiden hvori Meo visnede. En langsom, men sikker afsked, hvor han forsvandt ind i sig selv og sin kunst. Blev forvirret og fortvivlet - en anden end sig selv. Og allersidst kom også hans død. Men Meo levede videre gennem sin livsbekræftende, glade kunst og i hjertet hos dem der lærte ham at kende. For der var ikke en, han ikke havde betaget. Alligevel bærer mindet om Meo på en sørgelig sandhed: Sandheden om klovnen i arenaen; om facaden, som Meo havde påtaget sig for at glæde os andre - om sløret over barndommens afsavn og et fattigt selvværd, det skabte. Rollen som han, engang havde ladet sig fascinere af hos moderen og som han senere selv påtog sig i en fremmed verden. Entertaineren som vi eftertragter - som vi lever på bekostning af. En hvid sjæl - en godsindet engel. En ulykkelig, troværdig og elsket bedrager. - Isaksen | ||||||||||||||
 | nhuth | 2013-09-19 08:02:20 |
Fantastisk og gribende historie, som man slet ikke kan lægge fra sig.
Det er jo en PERLE!
Vh.Nhuth
Det er jo en PERLE!
Vh.Nhuth
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
Vh Christine