 |  | inden jeg skal sove |
 |
|
|||||||||||||
|
Klikker dine billeder igennem, og kan mærke at det er længe siden, at jeg har set dig. Som om dine træk træder endnu smukkere frem. Du er ikke længere en del af spejlbilledet. Det kan mærkes at vi er to. Nu. Jeg kan mærke, mit blik drejer til venstre - mod peter fabers gade, når jeg cykler forbi. At jeg ser efter rødbrune, hjemmestrikkede halstørklæder, og en sort uldtot hår, som stritter ovenover dine halvmåneøjne. Som lukker når du smiler. Det er som om uheldene regner ned over mig, eller. Jeg ved det ikke er mere end normalt. Rent rationelt, er jeg udmærket klar over, at der ikke er sket nogen forandring. Udover, at jeg ikke samles op af dig længere. At jeg ikke længere har dig til at sige ”din klovn ”- og så grine af det. I det her forum, kan jeg sige højt uden at skamme mig, at jeg føler mig ensom. I så mange år, har du været mig nærmest. I så mange år, har jeg følt mig sikker, for jeg havde dig. I dig havde jeg en ven for livet. Du sagde, at du elskede mig, jeg vidste bare ikke, at du elskede mig på den måde. Jeg vidste ikke, at jeg med vores venskab, overså - at du overså dig selv. Jeg vidste ikke, at du kunne undertrykke dig så fundamentalt, at du stod i stampe, sad i stampe. Fødder i stampe. Jeg er så ked af hele denne situation, jeg er så ked af det. Jeg er så vred, at jeg sommetider ønsker, at jeg aldrig havde mødt dig, men så synker min indvendige mave i et sug. For jeg ville aldrig havde været dig foruden. Alle oplevelserne, vil jeg aldrig glemme. Jeg har haft et smukt venskab, det kan ingen nogensinde tage fra mig. I mit sind - lever vi sammen - endnu. | ||||||||||||||
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
