 |  | Ulven 1 |
 |
|
|||||||||||||
|
Ulven taler 1 Jeg vil gætte på, at jeg stod og ventede på parkeringspladsen i et kvarter, ikke mere. Det regnede lidt og luften var ret kølig, så jeg fik måske det indtryk, at jeg ventede længere end jeg reelt gjorde. Jeg var en smule utålmodig, det vil jeg ikke benægte, Vovks datter havde trods alt med kort varsel bedt mig om at møde op på stationen. Toget nåede jeg kun lige akkurat, belæsset med min skrivemaskine, min båndoptager og en stak bånd. Da jeg sank ned i sædet i kupeen svedte jeg kort og godt tran, men efter to minutter venten foran perronen begyndte jeg at fryse. Belæsset som jeg var kunne jeg ikke ligefrem holde mig i bevægelse for at holde på varmen, ikke medmindre jeg ville risikere at tabe noget af mit grej. Jeg bed tænderne sammen og stod dér og frøs. Bilen drejede ind på parkeringspladsen i et meget afslappet tempo. Den sorte bil var ikke let at overse, den var som taget ud af en amerikansk gangster- eller spionfilm, men bilen var naturligvis en Mercedes, hvad ellers. Vlada Vovk kørte altså stadig rundt i de biler som hendes far kasserede, når han fik en ny model. Under studiet i Kiev havde han for første gang set Vlada komme kørende i en lignende sort Mercedes, det var i 1958. Han havde været på sit andet år med journalistik som hovedfag og Vlada startede studiet det år. Som tiden dog gik. Bilen standsede og ventede. Jeg skubbede de blandede følelser, som jeg havde, væk og gik hen og åbnede bildøren. Vlada sad ved rattet. Hun drejede hovedet, da jeg ikke steg ind med det samme og kiggede på mig. “Hop ind Kinski, jeg bider ikke.” Der var ingen drilsk tone, eller et glimt i hendes øjne, bemærkningen var blevet sagt i ramme alvor og uden antydningen af et smil. “Jeg smider lige det her grej ind på bagsædet, øjeblik.” Jeg lagde tasken med båndoptageren på passagersædet, før jeg deponerede skrivemaskinen på bagsædet. Vlada sagde ikke et ord, men ventede bare. Da jeg satte mig ind og lukkede bildøren startede hun ganske enkelt motoren igen og vendte det tyske slagskib af en bil. Plads manglede der ihvertfald ikke, men rummeligheden gjorde sit for at understrege tavsheden mellem os. Bilen tilbagelagde de første par hundrede meter før jeg kunne tage mig sammen til at bryde stilheden i bilen. “Jeg kan se at du stadig kører en Mercedes.” Hun nikkede. “Ja,” svarede hun mekanisk. “Men det er en vane.” Stilhed. Hun skævede over og hendes smalle læber gav sig lidt, et minimalistisk smil. “Jeg læste din bog om Plast for nyligt,” begyndte Vlada og drejede igen. “Den var en anelse tam.” konkluderede hun tørt. “Måske,” svarede jeg, “men det er kun en første udgave, det var hvad jeg kunne skrabe sammen af informationer inden for den tid som jeg havde til rådighed, desuden var censuren på nakken af mig på det tidspunkt, efter balladen med min bog om Bandera,” tilføjede jeg. Bogen om Plast var startet som en bog om de nationalistiske strømninger, i de ukrainske grupperinger, før første verdenskrig, og var endt som et politisk minefelt. Resultatet blev et udvandet produkt som hverken jeg eller min forlægger var specielt tilfredse med. “Jeg er overrasket over at det lykkedes dig at få fingre i et eksemplar, Vlada.” Bogen havde kun haft et sølle oplag af 2000. “Virkelig?” spurgte hun drillende. “Jeg har forbindelser, Kinski, det ved du.” “Ja, det er jeg godt klar over,” mumlede jeg. “Min far læste den, han kunne godt li’ den. Han håber på en mere fyldig udgave i fremtiden.” Hun mødte mit blik, det drillende glimt forsvandt efter et sekund eller to. “Det er en proces, Kinski.” fortsatte hun med mere alvor i stemmen. “Rom blev ikke bygget på een dag og den slags!?” afbrød jeg hende, med mere vrede i stemmen, end jeg reelt følte overfor hende og hendes far. “Noget i den stil,” svarede hun med et suk. “Glem det, Vovk.” Hun stirrede kort på mig, men koncentrerede sig så om trafikken igen. “Sobieski, jeg har taget min mors navn efter at hun døde,” sagde hun med en flad stemme. “Ja,” svarede jeg undskyldende, “det vidste jeg faktisk godt. Det var en gammel vane. Jeg mente ikke noget med det.” Hun nikkede forstående, men som altid var hun ikke nem at aflæse. I det meste af hendes studietid havde hun været kendt som lidt af en kold fisk, et synspunkt jeg også havde haft i lang tid. Hun var Ulvens datter, Vlada Vovk, høj, blond, kølig og teutonisk i udseende. Hun fremstod for mange som den kvindelige kopi af hendes far, der siden 1944 havde dirigeret den ukrainske sikkerhedstjeneste. Adam Vovk var en af de få, fra den såkaldte græske cirkel, der stadig var i live, og som i en menneskealder havde bidraget til at forme ukrainsk politik. Hvad der var almen viden om hans fortid kunne til nøds fylde et par sider, med billeder, men ikke mere. Han var blevet tilknyttet til Oleksander Hrekov, da Hrekov blev uvenner med Petliura og gik over i Vestukrainsk/Galisisk tjeneste. Han var Hrekov's adjudant under Chortkivoffensiven i 1919, en ung officer, en blandt mange. Der er dem, der siger, at hans stilling, i forbindelse med befrielsen, var et produkt af hans tætte tilknytning til Hrekov, men jeg er ikke enig. Vovk var og er en kraft i sig selv, men det er noget mange ikke kan, eller vil se. Vovk står i skyggen af Hrekov på samme måde som Hrekov stod i skyggen af Petliura indtil Petliuras død i 1929. Antallet af monumenter, som bærer Hrekov's navn i landet er måske oppe på flere hundrede, mens Vovk stadig er i live, men jeg tvivler på at Vovks skikkelse kommer til at pryde parker og gader, når tidens tand får bugt med ham. Adam Vovk har ingen interesse i at træde frem i rampelyset, når Hrekov’s minde som landsfaderen lever i bedste velgående. “Jeg hørte forresten at du arbejder sammen med Irena Tarasenko på en bog?” spurgte jeg. Et akavet forsøg på at rette op på den spændte atmosfære i bilen. Hun nikkede. “Ja, om retsopgøret med anarkisterne, Makhno, og alle de andre. Deres forbindelse til det russiske mindretal osv.” “Hvad siger din far til det?” spurgte jeg, uden at jeg kunne skjule min skepsis. “Han støtter os faktisk.” Hun lo kort; en bitter latter. “Efter at vi havde et par udvekslinger om emnet, hvor vi vist begge kom til at råbe højt mere end een gang.” “Jaså?” Hun nikkede. “Anarkisterne er ikke et populært samtaleemne i vores hus, men det er på tide at myterne bliver aflivet, synes du ikke?” “Måske, men du siger at din far understøtter dig på det punkt?” “Ja,” svarede hun. “Nu gør han.” “Har din far tænkt sig at spille nogen rolle i jubilæet?” spurgte jeg prøvende. Vi nærmede os 25 årsdagen for befrielsen fra tyskerne med hastige skridt, og jeg var sikker på at festiviteterne allerede var under forberedelse. Den 4. December 1974 ville uden tvivl blive en festdag som ingen ville glemme i årtier. Vlada hævede et øjenbryn og studerede mig indgående. “Nej, jeg er sikker på at han vil gøre, hvad han kan for at blive stående i kulissen, og jeg tvivler på, at Masol vil forsøge på at presse ham til noget.” Et koldt smil passerede flygtigt over hendes læber. “Han er ikke særlig glad for far.” Jeg følte trangen til at spørge efter, hvad hun mente med det, men kvalte den, før den fik fat i min tunge. Vlada standsede bilen og slukkede motoren. Vi var åbenbart nået til vejs ende. “Du kan gå lige ind, jeg kommer,” forklarede Vlada. Jeg kiggede ud af bilruden på en lille, men respektabel murstensbygning, der til forveksling lignede et normalt familiehus. “I bor her?” svarede jeg overrasket og mere end en smule skuffet. “Far gør, ja. Hvad havde du regnet med?” “Øh,” var det eneste som jeg kunne få ud. Jeg var ikke helt sikker på hvad jeg havde forventet, men en ting var sikkert, et kedeligt familiehus lige uden for Kocheriv, var ikke, hvad jeg havde regnet med. “Stiger du ud?” “Ja,” mumlede jeg og åbnede bildøren, hev min taske ud fra bagsædet og smækkede bildøren i. Jeg gik ikke direkte ind, men så i stedet til, mens Vlada parkerede den store Mercedes. Trangen til at gå ind og møde hendes far, Ulven, på egen hånd var ikke ligefrem overvældende, nu hvor jeg stod få meter fra husdøren. --- | ||||||||||||||
 | prefu | 2015-02-09 15:46:26 |
Man tages med ind i dit univers fra start i op tempo og sætninger som :
Jeg følte trangen til at spørge efter, hvad hun mente med det, men kvalte den, før den fik fat i min tunge.
Er manna, i en fortælling som er nok så aktuel..... Godt skrevet.
PF.
Jeg følte trangen til at spørge efter, hvad hun mente med det, men kvalte den, før den fik fat i min tunge.
Er manna, i en fortælling som er nok så aktuel..... Godt skrevet.
PF.
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
Tak :)