 |  | Lidt om en ven der snuppede månen.. (Tanker fra skuffen) |
 |
|
|||||||||||||
|
En af mine dejlige og elskede venner fortalte mig her den anden dag en historie. Vi talte om barnlighed der følger en helt op i voksenalderen. Her er hans lille historie. Dengang min ven var en lille dreng, og det er nogle dage siden, spurgte han sin mor -Mor, hvem ejer månen? Og hans mor svarede, at det gjorde ingen.. Min ven spurgte så sin mor, hvem der ejede stjernerne og planeterne? Hans mor svarede igen, at det gjorde ingen. Da min ven senere lå i sin seng, tænkte han lidt over sagen. Hvis ingen ejede månen, stjernerne og planeterne, så var de jo lige til at snuppe. Og det gjorde han så. Med en følelse af at være ualmindelig heldig og rig, faldt min ven den nat i en sød søvn. Siden, når han kiggede op på stjernerne om natten, gav det en dejlig frydefuld fornemmelse at eje noget så stort og fantastisk. Det undrede ham hvorfor ingen havde gjort brug af den mulighed at snuppe planeterne og stjernerne i universet før ham. Han blev voksen, sejlede på de syv verdenshave, næsten da i hvert fald. I nogle år levede han på landevejen, ejede intet jordisk gods, men stadig indehaver af månen, alle stjernerne og planeterne. Hvad vil jeg med denne historie om min ven? Jo, ud over at den får mig til at smile helt op til ørerne, er min morale også, at hvis månen, stjernerne og planeterne er taget, så ligger vejen stadig fri for at snuppe vinden, regnbuen, skyerne og den blå himmel, hvis man føler sig lidt for lille og ubetydelig i en stor verden. | ||||||||||||||
 | haleløs | 2014-10-19 21:03:32 |
sød og kæk historie, som nemt kunne levendegøres med en 'jeg' eller 'han' Hp ;) venligst ...
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
