Jeg er glad for at du kalder smukt, istedet for makabert eller mørkt som mange andre har gjort.. :)
Jeg brugte meget tid på det her stykke og det var ikke min mening udelukkende at skrive en tragisk historie, men ligeså meget at beskrive to stærke modsætninger, de følelser det kan skabe i dem og konsekvenserne af deres sammenstød.

Mht. Fønix, Jo sådan er sagnet :)
Jeg ser det som en historie om hvordan ånden kan være stærkere end kødet. En stærk og uforgængelig livsgnist der overvinder døden gang på gang. Den livsgnist overlever kun gennem viljen til at leve, hvilken jeg tror på munder i en uskyldig tillid til livet.
Så når jeg kalder dette digt "How Phoenix Died", er det for at understrege hvor tragisk mandens forbrydelse er.
Et er mord er et mord, grufuldt, men til det sidste kan troen på, at livet holder mere for os, vare ved. Men han har ikke nok i at se hende død og det han gør dræber hendes livsgnist, hendes ånd dør før hendes fysiske skal.
Selv om hendes sidste tanker er over det liv hun aldrig fik, så føler hun ikke nok sorg til at kunne græde over det.

Men der er selvfølgelig kun min tolkning, og det gode ved sådan nogle skriverier her, er at vi alt efter hvem vi er, vil se noget forskelligt :)

Fie