Forfattersiden.dkForfattersiden.dk kræver login, før du selv kan bidrage med indhold
 
Forfattersiden
Romanstart 2   Regine
Romanstart 2 Regine


Forfattersiden.dk
Forfatter: nhuth
Skrevet: 2012-03-13 12:58:11
Version: 1.1
Anbefal:Klik på +1 ikonet for at anbefale teksten i Google-søgning
 
 Klik her for at annoncére teksten på din egen Facebook væg Klik her for at annoncére teksten på din egen Facebook væg
 


NEDENSTÅENDE tekst er ændret og flyttet til   Regine (rettelser 16.10. er understreget)  


(fortsættelse af "En ældre mands dagligdag) (Jeg ved godt at jeg vil for meget på én gang - men sådan er min skriveproces.)  

Det var som om det slet ikke ville blive lyst, tænkte Regine. Besøget hos faren var gået så godt, som det nu havde kunnet lade sig gøre, selv om han stædigt havde fastholdt sit vanvittige tabu. Hun ville snart skrive til ham og gøre endnu et forsøg. En familie, som ikke kunne rumme en af sine egne, var ikke en rigtig familie.

Ferien var slut. Byskolen kaldte. Hun havde truffet sin beslutning. Hun skulle kun stå til ansvar over for sig selv og katten. Hun havde altid nydt den halve times kørsel fra sit lille hus til skolen. Hver eneste morgen, mens hun endnu havde kunnet tillade dagens eksklusive muligheder at vinde indpas. I dag var det anderledes. Hun havde pakket helligtrekongerlyset med de tre arme ind i viskestykker.
Hendes planlægning var altid et ”must”. Helst med en realistisk dagsorden med plads til punkt eventuelt flere steder.
Hun forestillede sig skolen som fundament for 24 store åbne rum som først blev skabt og helst taget i besiddelse, når de elleve drenge og tretten piger indfandt sig med åbne begærlige nytårsøjne.
Ferien havde været lang og meget var sket i de hjem, som var kernen i børnenes baser.

Claus, hendes ven gennem snart fem år, havde gennemlæst hendes opsigelse i går. Om nogen, kendte han hendes passion for arbejdet; men han kendte også hendes stolthed, pertentlighed og stædighed. Og hendes dybe frustration over skolevæsenets tilbagevendende vanskeligheder. Denne gang mente hun det. De kendte de fleste af hinandens stærke og svagere sider.

Deres venskab var startet tilfældigt, da de var stødt på hinanden på den lokale genbrugsplads. De boede ikke langt fra hinanden i det stille kvarter bestående af små velholdte parcelhuse fra firserne.  
-  Jeg gi’r en kop kaffe henne på torvet. Hvis du har tid? havde han spurgt.
Caféens publikum måtte tåle de to gæsters afslappede påklædning.
-  Jeg har været alene længe nok, fortsatte han.
Og hun havde haft tid. Masser af tid.
Han fortalte lidt om sit arbejde som brandmand. Hans livs drøm, der var blevet til mareridt. Hun fortalte lidt om sit liv som ”single”. Ikke helt det liv, som hun en gang havde forestillet sig. Om livet som lærer, der fyldte så meget. Alt for meget.
”Konfrontationstiden”, som undervisning nu tvetydigt blev kaldt, fyldte mindre og mindre, og var afløst af et kvælende bureaukrati, som hun ikke kunne acceptere.
De havde snakket, leet og holdt i hånd. Nysgerrigheden voksede.
Dagene efter havde de vist nok opført sig lidt som uansvarlige teenagere.
Deres leg og forelskelse havde holdt længe og var blevet afløst af en dybere kærlighed og respekt. Nu på femte år. De havde åbenbaret meget af sig for hinanden. De fandt stadig upåagtede sider i hinanden. Det var ikke blufærdighed der holdt nogen af dem tilbage.
De ville ikke forfalde til at grave for dybt i hinandens følsomme lønkamre. Noget måtte gerne bevares privat og urørt.
De ville aldrig blive færdige med hinanden.

Hendes beslutning om at sige sin stilling op kunne eller ville han ikke længere forholde sig rationelt til. Hans opgave var nu ikke at reflektere mere over hendes usikrede fremtid, men alene at støtte hende i hendes trufne beslutning.

Brevet lå som en tikkende bombe i hendes nussede mulepose sammen med labtoppen, stearinlyset og de få bøger og kladdehæfter. Og kohornet. Claus havde virket småskuffet i morges. Hun havde ikke besvaret hans blide kærtegn under dynen i går. Hun kunne have gjort det, men uden ægte klangbund ville selvbetjening, sådan rent klinisk, være bedre. Hun var sig helt bevidst om sin sensuelle udstrålings indflydelse på andre, og hun kunne som regel skrue op eller ned for styrken efter omstændighederne.

Skolebetjenten havde i henhold til sin arbejdsplan smidt ekstra meget salt foran skoleporten.
Med vanlig ”præcision” var Arne for længst mødt op. Han hjalp med at finde en æske farvekridt i en af naboklasserne.  Dejligt at se dig igen Gine, var hans første ord; jeg sætter lige bordene rigtigt. Hun vendte ansigtet mod resten af den gamle tavle og skrev med fede hvide bogstaver: ”Gåt Nydtår”. Der skulle også være plads til en strålende stjerne.
-  Gider du lige tænde lyset her; og så slukke henne ved døren, spurgte hun ham. Hun vidste at han røg. Pibe.
De første halvvoksne unger dukkede op.  Hun børstede lidt kridt af den blå denimnederdel.
-  Fedt, sagde han, de opdager sgu aldrig stavefejlene. Og stjernen er lige så virkelig, som dén over Bethlehem!
-  Tak. Hun havde altid undret sig over drengens usædvanlige adfærd. Arne var højt begavet. Også af ydre var han et hoved højere, da hun overtog klassen. I syvende havde klassen nær taget pippet fra en sød kollega, som aldrig forstod, at ”hendes søde børn” simpelthen var vokset fra hende.
Ti minutter over ni var alle mødt. Kun Morten savnede hun.
-  God morgen, jeg ønsker jer alle et godt Nytår, sagde hun. Selvfølgelig har I en masse at snakke med hinanden om. Det skal I få lov til om lidt. Men lad os lige være fælles et øjeblik. Der er nu gået 400 dage siden vi sås sidst. 16 forskellige dage til hver af os.
Det virkede. Sidse regnede efter og tilføjede:  -  Ja, eller 9.600 timer!
De fnisede og der faldt ro over den hestesko af borde og stole, som Arne havde besluttet sig til.
-  Nu mangler du bare de røde og blå papskilte, så er det ligesom da vi mødte på den første skoledag, sagde Susan; ”Jeg hedder Susan og jeg har fået en kat i julegave” kvidrede hun med lillepigestemme!
Så var tonen slået an. Hun havde faktisk fået en killing. Den hed Misty og skulle staves rigtig!
De fleste fortalte om modetøj, computerspil, skirejser, fodboldstjerner og andet påtrængende vigtigt, som de ikke allerede havde lagt ud på facebook. Alt udtrykt med megen omhu og tydelig respekt for de seneste perler i ungdommens sprogfornyelse.  
Regine havde en svag erindring om sine egne første skoleår. Det var glimt fra halvfjerdserne, før lærerne omsider overlod ejendomsretten over klasselokalet til børnene og deres oprørs kreativitet.


De unge respekterede hendes afvisning af at ”være på facebook med eleverne”. Pigerne især lod som om de var lidt småfornærmede over, at hun ikke kunne drømme om bare at ”kigge på deres sider”. Der ville de uden tvivl tilbyde et bugnende tagselvbord af private oplysninger, som hun gerne ville være foruden. Barndommens ”telefonfis” opstod, da børn fik adgang til apparatet. I dag følger påtrængende avissælgeres telefonterror efter. Snart vil vi sikkert slippe for de mængder af glittede reklamer, der fylder vores postkasser. Nu lander de målrettet i vores uskyldige computer, som også bombarderes af ”hackergenerationens” små og store lovbrydere.
Hun følte sig forpligtet til at undervise i brugen af den teknologi, som hendes elever slugte og brugte så ukritisk og uetisk. Ubehageligheder forsvandt sjældent ved at blive ignoreret. Man måtte af og til tage tyren ved hornene, smilede hun for sig selv og forsøgte at lytte til de unges stemmer. Dejligt uanfægtede af hendes tilstedeværelse.  

-  Tak, skal I have for alle jeres spændende indlæg. Nu må I klare jer uden mig et øjeblik; jeg skal lige ned til Mads og snakke lidt med ham. Hun tog det blankpolerede kohorn op og lagde det på bordet.
-  Lad det lige gå rundt. Vi skal bruge det som springbræt for undervisningen i det meste af januar. I skal bare skrive præcis, hvad I hver især tænker eller føler, når I har denne genstand i hånden. Det vil være bedst, hvis I ikke taler om det, før alle er færdige med at skrive. I må ikke skrive jeres navn på papiret. De kendte godt ”legen”. Og de brød selvfølgelig ”reglerne, så snart hun var ude ad døren.

Hun pustede de tre lys ud og gik hurtigt mod kontoret.
Jens Madsen stod og talte med sekretæren. De hilste, lidt fortravlede, men opmærksomme på hendes tilstedeværelse.
-  Har du fem minutter, Mads? spurgte hun.
-  Ja, selvfølgelig, svarede inspektøren, kom vi går ind til mig. Jeg skulle netop hen for at tale med dig.
Hun rakte ham kuverten og sagde at hun helst ville se og høre hans umiddelbare reaktion. Den svage cigarlugt, det åbne vindue og hans hoste røbede de bristede nytårsforsætter. Han åbnede kuverten med lommekniven og læste det korte håndskrevne brev to gange. Hans ansigt falmede en smule, da han smed brevet i papirkurven. Han fortrød straks og fiskede det op.
-  Nej, undskyld, du har gjort dig umage med det. Et papir med din smukke håndskrift kan jeg ikke bare kassere; men indholdet kan jeg ikke acceptere. Jeg kender din grundholdning til din metier. Og den kan du ikke løbe fra. Men jeg er taknemmelig for at du selv kom med brevet.
-  Vil du gøre mig den tjeneste at mødes med mig en af de nærmeste dage, fortsatte han. Jeg har brug for dig. Jeg deler din bekymring for skolens fremtid. Du bestemmer tid og sted. Måske har du og jeg et fælles projekt. Som sagt er der noget, jeg gerne vil drøfte med dig.
-  Selvfølgelig vil jeg gerne tale med dig; men min beslutning står fast, sagde hun. Og jeg holder dig fast på at du er leder, og du bestemmer tid og sted. Men led mig ikke i fristelse. Det sidste tænkte hun blot.
-  I morgen, kl. 17, hjemme hos mig og Gitte? Rævebakken 4. Det kom prompte. - Jeg tror nok hun skal til fransk. Er det en aftale? Du kører bare ad motorve”¦..
-  Ja, jeg kender vejen, havde hun svaret.
Kvinders veje er uransagelige, tænkte han, så det ville være omsonst at tegne et kort over omegnen.

Mads var ikke bare skoleleder. Hans urokkelige ro og helstøbte person udstrålede stadigvæk en stærk karisma. Men han havde tabt sig og glimtvis virket fraværende.

Klassen var lidt stille, da hun kom tilbage. Ingen hang i gardinerne og udstødte tarzanbrøl, ingen lå i slagsmål på gulvet og ingen væltede potteplanter. Skolepsykologen ville blive arbejdsløs, hvis dette fortsatte. Morten var lige kommet. Hans sædvanlige skeptiske blik hang ved hende, da hun henkastet sagde:
- Hej Morten, gider du være med?  Bare skriv på en lap papir, hvad du tænker og føler når du mærker og ser det her. Hun rakte ham hornet, som nu var klassens ejendom. Han lånte lige et stykke papir af sidekammeraten og fandt en brugbar kuglepen nederst i den næsten tomme taske. Han måtte bede om en ny side, før Gine afbrød og samlede alle papirerne i et paplåg.
-  Nu må I komme enkeltvis her hen og tage en seddel. Så skriver I på whiteboardet hvad der står på papiret.
Ungerne havde for længst på deres isenkram fundet vej til alskens hjemmesider om ”horns anvendelse” og ”horns mytologiske betydning” og en enkelt havde valgt ”horny” som søgeord. Gid pokker havde de søgemaskiner, som bare svarede uden at forstå. Der var rigtig mange brugbare bud på løsninger: Et forsvarsvåben, Noget til at lave smykker af, Et horn fra vikingetiden, Gevir, Der er spor efter en afhorningstråd, Spidsen af et tyrehorn, Et sexsymbol måske, Et bukkehorn, Et drikkebæger, Djævelen; der var rigeligt at tage fat på. Det hele blev lagret i computeren og måtte lige simre et par timer. Hun tog tidligt hjem.

Pletvis mjavede og smøg sig kælent om hendes ankel. Den havde været fornærmet et par dage efter hun var kommet hjem fra julebesøget. Claus havde passet den. Hans to voksne drenge boede hos moren i Aalborg.
Arbejdet på stationen og vagtcentralen var hans ét og alt. Det havde passet ham fint at være på vagt i julen.
Hun så der var vasket op. Han havde sat en lille udsprungen forsytiagren i vasen på bordet. Katten fik frisk vand og lidt mad inden hun lagde sig i sofaen. I morgen skulle hun ind til Parelius med bøgerne. Hun ville gerne have talt med Claus om fremtiden. Hendes fremtid; og lidt hans. Det var måske meget godt, at han havde de skiftende vagter. Men hun vænnede sig aldrig til lyden af et passerende udrykningskøretøj, når hun vidste han var på arbejde. Hun var lykkelig over at han havde fået mulighed for at skifte fra at være indsatsleder til at være leder af vagtcentralen. Arbejdstiderne var lige tossede, men det kunne man vænne sig til. Hans hyppige mareridt var efterhånden aftaget og nu næsten uden betydning. De havde været medvirkende til, at ægteskabet med drengenes mor var krakeleret. Men ikke den eneste årsag.

Det kradsede på havedørens glaslister. Pletvis gad ikke gå om til kattelemmen, når hun var hjemme.
Hun åbnede computeren og satte sig på slagbænken ved spisebordet. Først forsøgte hun at komme lidt videre med elevernes idéer.
Der tegnede sig et skelet for et undervisningsforløb for fagene dansk og historie. Så måtte der arbejdes de næste fem-seks uger med at sætte kød og blod på. Fuglene var ved at gå til ro mens tusmørkets farveløse skygger voksede sammen.
Mødet i morgen hos Mads fyldte mere i hendes tanker end hun brød sig om. Måske kunne et menneskebrev til faren hjælpe lidt på humøret. Udenfor var det ved at blive tøvejr. Egernet havde travlt med at forstærke sin rede i fyrretræet og lede efter et maddepot, som skaden endnu ikke havde plyndret.


Kære far,
Tak for de gode dage hos dig i julen og ved årsskiftet. Du havde gjort alting så rart og hyggeligt. Nu må du bare love mig to ting: Hold din mobiltelefon åben og ha’ den på dig, også når du går ud ad døren. Og så ingen kravlen på stiger; heller ikke køkkenstigen!
Jeg kunne godt bruge dig som gæstelærer et par timer herovre på Djævleøen.
I morgen bliver det sorte kohorn, som du gav mig engang, udgangspunkt for undervisningen i min ottende klasse. Ja, grin du bare, men om nogen véd du da, at det ikke er så ringe at tage udgangspunkt i noget håndgribeligt.
Faktisk har jeg puslet lidt med tanken om at skifte arbejde, så jeg kommer i tættere kontakt med firmaer og institutioner, der forsyner skolerne med konkrete (ikke-boglige) materialer.
Problemet er blot, at den gode undervisning står og falder med lærerens engagement. Og det bliver aldrig ægte, hvis det ikke inkluderer børnenes daglige virkelighed. Tiden er for længst løbet fra ”færdigpakkede undervisningsforløb”.
Jeg spekulerer tit på det ejendommelige og frygtindgydende: at vores børn er de første i menneskehedens historie der oplever en så gennemgribende eksplosionsagtig udvikling fra dag til dag. De får kun fast grund under fødderne, hvis de selv kan skabe den i deres kaotiske hverdag. Måske tilhører jeg den sidste generation i den vestlige verden, der kan se tilbage på en opvækst i trygge velkendte rammer.
Vores opvækst hos dig og mor er vores sikkerhedsnet.
Kærligst Regine -  med lige så kærlige hilsener fra Claus og Pletvis

Hun klistrede kuverten til og forsynede den med både frimærke, julemærke og afsender.
Da hun havde spist lidt restemad, tog hun sig sammen til at flytte bogkasserne fra fyrrummet og ud i bilen. Så slap hun for at slæbe traileren med. Pletvis slappede først helt af da hun slukkede læselampen over sengen. Hun nød den blide overgang fra årvågen til søvnig, fra bevidsthed over døsighed til søvn. Det var her man trygt kunne parkere tankegodset til ”andenbehandling”, mens en ny dag blev skabt.

Farens velkendte tobakslugt slog op i hendes næsebor, da hun længe før det blev lyst satte sig ind i bilen.
Måske hun burde have ladet bøgerne rense med ozon. Det var sikkert lige så miljøskadeligt som tobakslugten men ikke nær så ladet med gode erindringer. Der var heldigvis ingen påtvungne møder, så hun kunne allerede sætte kursen mod Klampenborg lige efter spisepausen. Der var gule blink på motorvejen. En meterhøj lystavle forkyndte, at der var tale om ”Styrbar Underboring”. En halv time i kø. Hun måtte huske sin tandlægeaftale i næste uge. Rodbehandling var heller ikke omkostningsfri.
Hun fandt en p-plads foran købmandsforretningen ved siden af bogladen. Købmand Mustafa gik og ordnede grøntsager i trækasserne på fortovet.
-  Lad mig hjælpe dig, sagde han og tog kassen, da hun lempede den ud på cykelstien.
-  Ih dog, så mange, sagde Parelius og holdt døren åben, ja, det er godt at have hjælpsomme naboer.
-  Der er to kasser til, sagde hun.
Den letteste kunne hun selv bære og mændene tog den sidste.
Hun takkede købmanden for hjælpen inden han småløb tilbage til forretningen. Parelius gav hende hånden og spurgte til farens helbred. Hun fortalte lidt om juleferien uden at nævne ”uheldet”.
-  Jeg glæder mig til at besøge ham. Der går nok en uges tid, før jeg kan foreslå ham en realistisk pris på bøgerne, men han følger ganske godt med. Vær rar og hils Deres far fra mig.
Hun gik lige en runde hos købmand Mustafa og samlede dagligvarer for et par hundrede kroner. Posen skulle ikke koste noget. Hun kunne sagtens nå hjem med varerne og hilse på katten inden mødet med Mads. Lyset i køleskabet virkede ikke. Det måtte vente.  Hun tjekkede lige adressen på Krak og nynnede Anne Dorthe Michelsens sang om en handyman. Højst ti minutters kørsel. Der var mørkt inde hos Claus.
I bilradioen var der vild diskussion om hvor vidt en norsk massemorder var egnet til straf! Et folk kan ikke tilgive, tænkte hun, den slags er forbeholdt ofrene. Et folk kan kræve hævn eller det kan genindføre dødsstraf. Men det kan ikke kollektivt tilgive en gal mand for hans ondskabsfulde handlinger.
Desværre havde skolebørnene for længst indarbejdet ”at gå totalt Breivik” i deres righoldige ordforråd.
Gud ved om vi er egnede til at se virkelighedens uforståelige ondskab i øjnene.
Hendes indre GPS sagde at hun nærmede sig Rævebakken, cirka hundrede meter, og så til højre. Huset med fir-tallet lå tilbagetrukket fra vejen. En gammel velplejet buksbom dækkede lidt for carporten. To havelamper viste vej til ”B&J Madsen”.
Det var hans kone der åbnede.
-  Hej, jeg hedder Gitte, kom indenfor, Mads venter dig. Jeg smutter til aftenkursus om lidt.
Regine fattede straks sympati for den cirka fyrreårige velklædte kvinde, som hun ikke tidligere havde mødt.
Mads tog galant mod hendes overtøj og viste hende ind i stuen. Rummet var præget af nyere kunst og tidens lette møbler.
-  Du er sikkert småsulten. Gitte har lavet en lille salade niçoise. Men sæt dig nu mens jeg tænder op.
Han bøjede sig ned ved den gamle brændeovn og smed et par stykker bøgebrænde ind.
-  Bare for hyggens skyld.
Han fortalte lidt om sin anstrengte holdning til de pligtige udviklingssamtaler. Herom var de enige, vidste hun. Han luftede sine anelser om hendes afsky for de administrative opgaver og det bureaukrati, som lagde beslag på alle de ansattes og ledernes arbejdstid frem for det egentlige. ”At holde skole” kaldte han det med ironisk patos.
-  Lad os gå ind mig, så kan vi bedre tale sammen.
”Inde hos ham” var et lille arbejdsværelse med et gammelt skrivebord, to stole og reoler med bunker af papir og ringbind.
Den lille divan var hans hvilested. Kun til brug i smug, fortalte han.
Han kunne lige så godt fortælle hende det: Det var kommet ham for øre, at ”byrådet” på et lukket møde havde besluttet at lukke Bækkeskov Skole og flytte elever og personale til kommunens to resterende skoler.
Hun lyttede til hans tørre konstatering.  I snart to år havde det lille skolevæsen været endevendt på utallige borgermøder, forældremøder, udvalgsmøder og ikke mindst i ”Gulvmåtten”, som lokalpressen hed i folkemunde. Kun én ting var der enighed om: Nu måtte debatten høre op, og en stærk mand måtte skære igennem og træffe beslutning. Og den gamle borgmester havde taget konsekvensen af sin taktisk ukloge beslutning om at bevare alle tre skoler. I overmorgen vil han forlade sin post ”af helbredsmæssige årsager.”
Alt tydede nu på, at det ikke ville blive en stærk mand men to stærke kvinder, der måtte træffe den ubehagelige beslutning.
-  Og hvorfor fortæller jeg det nu til dig, kunne du spørge.
Han vidste godt, at hendes opsigelse intet havde med sagen at gøre, og dog. I sin visdom havde skolevæsenet besluttet at udpege hende som konstitueret skoleleder på hendes egen og Mads skole. Nu kunne han heller ikke længere skjule sandheden om sin sygdom for hende. Han sænkede skuldrene og gav efter for presset i brystet. Han fortalte roligt om brevet, som han havde modtaget lige før nytår. Indkaldelse til scanning af bugspytkirtelen. På Rigshospitalet. De havde fundet en tid til ham i uge tre.
Regine fandt hans hånd. Hun ville ikke græde.
-  Så, så, sagde han og smilede, jeg er ikke dødsdømt endnu.  Lad os spise lidt, sagde han, jeg kan ikke tænke på sygdom på tom mave!
De gik hånd i hånd ud til køkkenets lille spisekrog. Der var dækket til to. Han satte salatskålen på bordet og tændte stearinlyset.
-  De har endnu ikke forbudt mig at drikke vin til maden, sagde han mens han trak rhinskvinen op. Lad os skåle på mit helbred og din skole.
-  Nej, vores.”¦

Deres samtale sluttede først klokken ni, da han fulgte hende ud til bilen.

Hun var vist faldet i søvn midt i flimmerkassens ”Deadline”, hvor nogle kloge hoveder diskuterede om Norge skulle genindføre dødsstraf.
Måske var hun alligevel ikke så egnet til at være alene. I hvert fald ikke lige nu, hvor Pletvis demonstrativt havde taget Claus plads i sengen. Afmægtig lod hun sig spinde i søvn.

Torsdag morgen var hendes krop og sanser slået over på ”autopilot”. Hun registrerede at Mads meget modvilligt havde meldt sig syg. Skoledagen var uvirkelig. Ingen triste ansigter. Tværtimod en påfaldende munterhed.  Tillidsmanden havde selvfølgelig ikke kunnet holde tæt. Han havde hvisket fortroligt til mange af kollegerne og i hvert enkelt tilfælde indtrængende betydet, at intet måtte slippe ud om skolens lyse fremtid. Nu gik snakken i krogene for alvor. Men ingen sagde noget om Mads. Regine var taget hjem straks efter skoletid. Claus ville sikkert snart ringe. Han ville forstå hende, men hun ville ikke fortælle ham om den forventede konstitution tænkte hun, da ringetonen lød.
-  Hej, skat, sagde hun, da hun havde fundet mobilen på kommoden i entreen ”¦
-  Undskyld, hvis jeg forstyrrer Dem.
Det var skoledirektøren.
-  Det er Regine, De må undskylde mig, men jeg ventede en anden opringning. Nej, De forstyrrer bestemt ikke.
Skoledirektøren forklarede sit ærinde. Han fortalte om Mads forventede sygeorlov og nævnte den forestående måske længerevarende konstitution.
Regine måtte være høflig, uden dog at fortælle om sit møde med Mads. Hun måtte have nogle dage til at tænke over sine fremtidsplaner, men hun lovede at svare ham snarest.
I morgen ville Gulvmåttens snushaner være på sporet.
Hun huskede at tjekke den næste opringning, der kom medens hun stod med telefonen i hånden.
Gudskelov. Det var Claus.
Hun holdt igen gråden tilbage. Han ville tage lidt mad med ved sekstiden.
Pletvis sad på bordet og så alvorligt på hende; peb et par gange. Prøvede at lokke hende til at lege.
Hun opgav at skjule sit ansigt med makeup. Katten smuttede ud da hun åbnede for Claus.
-  Er du kommet noget til? Du har grædt. Han lyttede til det dårlige nyt og satte to foliebakker i ovnen.
-  Du er i en uoverskuelig situation lige nu, trøstede han. Han tog om hende og mærkede hendes anspændte krop.
Netop nu skal du måske ikke lægge dig alt for fast på at tage endelige beslutninger. Du har først brug for ro til at lade dine stærke følelser komme til udtryk, og senere tage fat på de mere rationelle forhold. Du må vente til tiden er moden for at komme videre.
Det er nok, at du bekymrer dig om Mads og hans kone. Måske kan du slet ikke rumme det hele lige nu. Der skal gå længere tid og du må være tryg ved at professionelle fagfolk gør alt hvad de kan for Mads. Nu véd hans kone, at hun kan tale med dig, når hun har brug for det. Du kan ikke gøre det bedre nu. Hvis han har kræft, findes der i dag mulighed for at operere når det opdages i tide.

De spiste sammen.
-  Må jeg være hos dig til i morgen, spurgte han.
Hun var lettet over at han spurgte. Så slap hun for bede om det. ”Når tiden bliver moden”, tænkte hun.
Hvad så? Måske blev tiden ikke moden, før det var for sent, filosoferede hun for sig selv.
-  Man må først være lidt overmodig før man bliver rynket og overmoden, sagde hun højt og strøg hans hånd.
Hvis der ikke er glat i morgen, vil jeg cykle til skole.


Dynamolygten viste hende lydløst vej. Børnene var i fredagshumør. To skolefridage skulle udnyttes. Hun gav sjældent eleverne større ”lektier for”; og aldrig til aflevering på en mandag. Lektier skulle helst gives for at pirre børnenes sans for at finde løsninger som var inden for deres rækkevidde. I hvert fald måtte ”hjemmearbejde” blive en del af dagenes faste ritualer.
Fra skolens kontor blev det meddelt, at skoledirektøren ønskede at mødes med hele personalet allerede den førstkommende mandag.

Claus var ved at vaske deres biler, da hun satte cyklen ind. Pletvis trængte sig gevaldigt på, da Claus tog kærligt mod hendes kys og kram.
-  Kom nu snart ind i varmen; dine hænder er iskolde; og tak for bilvasken. Jeg laver kaffe.
De nød stilheden.
Før mørket faldt på, tjekkede hun lige sin mailbox. Der var nyt fra hendes far:
  
Kære Regine. Tak for dit brev, som posten kom med i forgårs. Det er altså skønt og mere personligt at få et håndskrevet brev. Men mit svar til dig haster muligvis.
Gæstelærer; ha! Tak for tilliden, men nej tak. Hvis jeg skulle undervise uskyldige børn, skulle jeg enten gøre det som en ægte lærer, og det er jeg ikke, eller som skuespiller, og det kan jeg ikke. Det ville kun fungere, hvis jeg mødte op som den jeg er: et levn fra en fortid, hvor jeg som bedaget kustode kunne vise rundt i mit livsforløb. Og det vil jeg ikke. Men jeg véd, at du mener mig det så godt. Jeg forstår, at du pusler med tanken om at skifte arbejde. Det bekymrer mig. Vi er nok alle én eller anden slags ”formidlere” af viden. Fra én generation til den næste. Og du må ikke slå dig til tåls med at være materialeforvalter. Gør dog det du er bedst til.
Måske er jeg knap så bekymret som du for de unges og børnenes tilsyneladende manglende ståsted og værdigrundlag. Jeg er nok mere fortrøstningsfuld. Verden har i tidens løb ofte været ramme for generationer, som selv måtte videreudvikle sig efter bedste evne. Alle overgange er svære og kan synes uoverstigelige, men vi er her endnu. For dig må det være spændende at kunne følge en hel klasses myldrende udvikling.
Jeg så her til aften en smuk og poetisk dokumentarfilm, som portrætterer Ib Spang Olsen. En af hans to sønner har optaget den med stort mod og vemod gennem de seneste fem år. Jeg mener, at tegneren lige har rundet 90 år. Filmen er en smuk og følsom skildring af to-tre generationer.
Alexander Sutherland Neill blev også næsten halvfems. Jeg mener, at han døde i 1973. Da han i 1921 som 38-årig oprettede ”Summerhill-skolen” ansås han blandt pædagoger for at være gal. Jeg tror nok du fik mit slidte eksemplar af hans bog, da du startede på seminariet. Gør ikke noget overilet. Dit talent er en gave.
Kærlig hilsen til dig og din brandmand
Far

Hun følte hans varme og eftertænksomhed. Men tvivlen fik overtaget igen. Det var som om de havde rottet sig sammen; Claus, Mads og hendes kloge far. Måske skulle hun bare have gennemført sin beslutning uden forinden at have luftet sine ideer med nogen som helst.
Hun gik en tur over mod skoven, hvor to grønklædte mænd var ved at lægge deres værktøj, reb og en motorsav på plads på ladvognen der holdt i skovbrynet. Den yngste råbte pludselig: Hej Gine, tør du gå herude helt alene?
Så genkendte hun ”Store”. Anders, huskede hun. Han var droppet ud af 2.g, som nittenårig for et par år siden.
-  Jeg er blevet ansat som elev hos skovløberen. Nå, men han har travlt. Vi får ikke betaling for overarbejde, du ved. Vi snakkes. Kom godt hjem! Jeg ringer til dig om en måned tid, når jeg er blevet far.

Da hun vendte om og traskede hjemad forsvandt hendes tvivl skridt for skridt. Den nærliggende planteskole havde været hans et og alt i forlængelse af de fem dages skolepraktik i ottende. Siden havde han ligeligt fordelt
sin energi mellem planteskolen og folkeskolen. Hans forældres ambitionsniveau på drengens vegne led et knæk, da han forlod gymnasiet til fordel for det hårde skovarbejde.
Var hun gået den kortere tur ved søen, ville hun ikke have mødt sin ”gamle” elev.

Hun smilede og kyssede Claus, da han spurgte om hun havde fået luft nok.
-  Ja, min elskede ven. Jeg valgte at gå over mod skoven. Og der mødte jeg en ung mand, som hjalp mig til at vælge hvor jeg skal arbejde i næste skoleår.


mille2013-02-15 10:05:17

miljøet Regine befinder sig i, kender jeg ud og ind efter 40 år i folkeskoleregi - du fortæller det i en sammenhæng med begivenheder i verden udenom skolen - fint flettet ind via elevernes udtryk: "gået Breivik" -

du bygger op til en fortsættelse, så jeg er nødt til at læse videre om "Store" Anders
nhuth2013-02-15 10:31:11
Hej Mille. Nu ved jeg jo af gode grunde hvor meget du kender til mig gennem alt det jeg har lagt her på siden. Det meste har jeg berettet om.
Først udlært som bygningssnedker.
Fuldtids ansat som lærer fra jeg var 20. Og det er ikke en gang løgn. På Sct.Joseph Søstrenes Skole. Senere i Gentoftes skolevæsen. Osv.
Nu løber nostalgien af med mig igen. Undskyld ;)
Vh.Nhuth

mille2013-02-15 10:09:22

men ups - jeg kan ikke finde den.... øv så må jeg ligesom med ugebladsromaner vente eller selv digte videre
nhuth2013-02-15 10:17:47
Hej Mille. Ja. Jeg nåede vist ikke meget længere. Du er da meget velkommen til enten at vente lidt, eller digte videre.
I'll do my very best.
Vh.Nhuth

mille2013-02-15 10:31:18

tror nok jeg tænder for min lydbogskrimi og rydder op i mit rodede arbejdsrum - øjnene gider ikke rigtig læse mere på skærmen i dag - men jeg har for en gangs skyld alenesomhed i week-enden, så jeg vender frygteligt tilbage
nhuth2013-02-15 10:35:20
Pas nu på, at du ikke smider det ud, som du vil gå og lede efter i morgen ;)
Glæder mig.
Vh.Nhuth

Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!

Seneste profil og bidrag

Seneste opdateringer

En tilfældig udvalgt tekst

Fra Forfattersiden.dk