 |  | Nogen har stjålet dit glimt i øjet |
 |
|
|||||||||||||
|
Det var dit femte tab, det var dit femte dødsfald inden for kort tid. 'Det vil ingen ende tage,' sagde du. 'Det er slut, nu gider jeg ikke mere'. Det var for hårdt for dig, konkluderede du i nat. Jeg lå og aede dig over håret, og strøg fingre op og ned af din arm. Du prøvede at sove. Jeg kunne høre dit hjerte banke ud af din krop, det var voldsomt og jeg vidste ikke om du vidste, at jeg kunne høre det. Din hjertebanken var vild, men utrolig smuk. Jeg fik helt ondt i maven, over at tænke den tanke. Men den var smuk og du var smuk, selv når du var fortabt og havde givet op. Måske er det fordi jeg ikke forstår det? Måske er det fordi jeg ikke løber på gangene dag ud og dag ind, åbner mennesker op, giver dem gode og dårlige nyheder? Jeg er jo bare maler. Nogen har stjålet dit glimt i øjet, nogen har taget din inspiration. Du er ikke længere snedig, du fortæller ikke længere, om hvordan du forvandlede et minus til et plus, i operationsstuen. Du kommer bare hjem og derfor er jeg bange. Jeg kan ikke se dig, når jeg ser dig i øjnene. Du er forsvundet, død som de sidste fem mennesker, du havde ansvar for. Egoismen spredes ganske langsomt og pinefuldt i min krop, jeg vil have mit liv tilbage. Jeg vil have kvinden jeg øjeblikkeligt forelskede mig i, i køen til toilettet, tilbage. Det er ikke nok at være lydløse og nusse, jeg vil have mere. Måske er det fordi jeg ikke har oplevet dig på arbejdet? Måske er det fordi du var så opsat på at finde en kur, koste hvad det koste ville? Nu har det måske bare kostet for meget? Dine øjne er stadig matte og ukendelige, når du kommer hjem. 'Nu må det slutte, jeg kan simpelthen ikke mere', hviskede du til mig efter dit syvende tab. Jeg åbnede ikke mine øjne, bed mig i tungen med vilje og lod min indebrændte følelse over din endeløse opgiven, fordufte i et par sekunder. 'Jeg synes du skal se dybere, jeg synes du skal bruge dine erfaringer, jeg synes du skal male minus til plus' – slap ud fra min mund i mørket og jeg tror dit hjerte stoppede. Du satte dig op i sengen og jeg blev derfor trukket ud af dit bølgende hår og åbnede mine øjne brat. Din hjertebanken var ikke voldsom; den var ivrig, den var ekstatisk. Den var nærmest perfekt. Jeg kunne ikke se dit blik, men jeg vidste, at det var som det skulle være. Inspireret. Måske er det fordi jeg aldrig har brudt mig om dit arbejde? Ikke på grund af hvad du gør, mere på grund af det du ikke kan. Måske er det fordi jeg i sidste ende, var den største skurk, den ækle virus? Måske er det fordi jeg i virkeligheden var den, der havde taget dit glimt i øjet? Dine syv dødsfald dannede ramme for din næste forsøgsrunde, din hjertebanken var smukkere end nogensinde. Jeg malede billeder af dig på nethinden igen og du snakkede med mig når du endelig fik fri. Du spurgte om jeg fandt dig forandret, jeg fortalte dig, at disse syv mennesker om muligt havde fået dig til at vise større omsorg som kirurg. Du smilte med øjnene og jeg havde bare lyst til at male igen. | ||||||||||||||
 | Lau G.N. | 2012-03-25 13:39:05 |
fantastisk, smukt og levende. fortalt fra en skrøbelig og vidunderlig kærligheds-vinkel.
jeg elsker det
Hilsen
MIG
jeg elsker det
Hilsen
MIG
| haleløs | 2012-05-10 19:05:30 |
ikke spor mærkeligt, at den populære lyrikers mesterværk her fik over 100 kommentarer inde på SAXO forfatterskole!
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
