Forfattersiden.dkForfattersiden.dk kræver login, før du selv kan bidrage med indhold
 
Forfattersiden
Indtil videre uden titel DEL 1 (RÅ KLADDE)
Indtil videre uden titel DEL 1 (RÅ KLADDE)


Forfattersiden.dk
Forfatter: chilsen
Skrevet: 2013-04-02 19:03:48
Version: 1.0
Anbefal:Klik på +1 ikonet for at anbefale teksten i Google-søgning
 
 Klik her for at annoncére teksten på din egen Facebook væg Klik her for at annoncére teksten på din egen Facebook væg
 


Jeg vil meget gerne vide hvad i tænker om det her, da jeg er gået lidt i stå. Så vær ikke bange for at kommentere og smide jeres ærlige ondskabsfulde meninger :D hihi


Du falder gang på gang ind i ting som du ikke vil være en del af. Ting der formår at skabe et rygte eller en forventning til dig, som du ikke føler du skal have påduttet. Det omhandler stort set altid en ”hende” eller ”dem” og indikerer alt det som samfundet ser ned på og undgår at snakke om.
Du tager hende med hjem og smider hende i din seng, mens hun smilende glor op på dig, hører kirkeklokker inde i hovedet og tænker: ”Ham her, han er anderledes, han skal nok skrive til mig på facebook i morgen.”
Når du så har kommet hende i ansigtet, udbryder du ”fuck” eller ”for helvede” så det lyder som om, at det ikke skulle have været sket, og at du ikke selv var klar over, at du havde pikken inde i munden på hende, før hun sad foran dig med dit sperm ud over fjæset. Du lukker så dine bukser og rømmer dig, vender ryggen til hende og tænder en smøg, sætter dig ved dit spisebord og kigger ud af vinduet. Hun går ud på toilettet og tørrer ansigtet, kommer tilbage og regner med, at nu vil du gerne kysse hende. Det er nu i skal sidde og kramme hinanden, putte jer ind til hinanden og drømme jer væk fra virkeligheden, men din virkelighed er ikke en du kan slippe væk fra, så du siger bare tak for nu, og lukker hende ud.



Morgenen var kold og våd mens han gik langs grøften i vejkanten. Smøgen røg sig selv i hans fingre, og det var bare et spørgsmål om tid før han ville brænde sig. Himlen var grå. Solen var ikke til at se, men måtte være stået op et eller andet sted. Hvor, var ligegyldigt. Der var kun øde marker omkring ham. Ingen huse, ingen skove, ingen biler. Et enkelt busstoppested stod tilbage, overtegnet med tykke tuscher, glemt af verden. Der kommer ikke busser herud mere, det er en evighed siden. Minutterne gik og det virkede af og til som om, at han gik baglæns. Vejen så længere og længere ud. Der var ingen der havde gidet at holde striberne på asfalten ved lige, og hullerne var selvmordssteder for insekter uden vinger. Spisekamre for firbenede pels-skabninger. Han smed cigaretskodden da han mærkede varmen mod sin pege- og langefinger. Tog en ny i munden og tændte den. Her duftede af regn, men  natten havde ikke fået dråber belagt sig. Det var duggen, den var mangfoldig og bevægede sig ned af græsstrå, lagde sig på jordbunden og blev suget ned. Han følte sig større end alt andet omkring ham. Som om han var alt for stor til at hans krop kunne rumme ham. Han ville ud af den her krop, hans sjæl skreg på at blive sat fri, men den blev holdt inde. Han kunne nærmest se at den kæmpede når han så ned af sig selv. Mærkede sparkene i maven og ryggen. De var kraftige, voldsomme og af og til formåede de at overmande ham, så han måtte falde ned på knæ og hive efter vejret. Det var der ingen af dem der så. De se ham alle som fyldt med potentiale, at de lige præcis var den person der ville få ham på ret køl igen. Han havde jo så mangle muligheder, så meget at byde på, hvis altså han tog sig sammen. Det var ikke noget han sagde eller mente, men noget han ligesom udstrålede uden at have lyst til det. Noget de gik ud fra, når de hørte ham snakke. Det var alt for stort et ansvar at have på sig, når folk forventede, at han kunne frembringe alle mulige fantastiske ting.

Mens han langsomt gik videre, mod det mål han endnu ikke havde, tænkte han på Dianna, på Sandra, på Louise og Amanda. Han var i tvivl om hvem af dem der hed hvad, men én ting var de fælles om. De havde alle fået et forkert telefonnummer af ham. De var alle gået villige med ham hjem i sidste uge, og ingen af dem havde hørt fra ham siden. Det var ikke noget han havde det godt med at gøre, men han kunne ikke lade vær. En eller anden dag ville det få konsekvenser, men hvornår det blev, var han ikke klar over, og ignorerede derfor visheden om det. Han gjorde sig bevidst så kold som muligt, for at der ikke var nogle der skulle tro, at de nogensinde kunne få ham helt. Alligevel forsøgte en af dem stadig. Agnete hed hun. Der var noget over hende. Over den stædighed der befandt sig i hende. Over hendes småpsykotiske blik når hun blev vred på tilværelsen. Ja, der var helt klart noget over hende. Noget hvor han ikke kunne beslutte om det fascinerede eller skræmte ham. Hvis ikke hun havde holdt fast, var hun glemt for længst. Hvis ikke hun havde været så satans ung og naiv og havde holdt på ham i al den tid, var hun bare endnu en af dem.. Men det var hun ikke. Det blev hun aldrig, for hun havde bidt sig fast, som en blodsugende tæge, ventende på at have suget nok af ham ind i sig, til at kunne give slip. Han rystede på hovedet. Tanken om hende skulle være at hun var ikke bedre end de andre. Heller ikke hende kunne redde ham. Det var noget han skulle gøre selv, eller slet ikke. Hun blev bare ved. Dog havde hun ikke skrevet i nogle dage nu. Det var der faktisk ingen der havde. Han vågnede op en morgen og følte at hans lejlighed, var den eneste eksisterende. Han havde besluttet at han formentlig stadig var høj, og gik så i seng igen. Nu var han her, og anede ikke hvordan han var endt der. Det var som om, at verden sov.

Selvfølgelig fandt han det underligt, at vejen virkede uendelig. At der ikke var et eneste hus. At horisonten lignede et sepiabillede. Selvfølgelig var det underligt.. Dog virkede det ret ligegyldigt, i forhold til den rus han havde befundet sig i. I forhold til hvor meget han havde forsøgt at få verden til at lade ham være. Det virkede som om at det var sket, men det var jo usandsynligt. Det var formentlig bare en drøm. En sepiafarvet drøm. Bortset fra græsset. Det var lysegrønt. Og stenene stadig grå. Han hostede. Hans smøg var røget, pakken var tom. Han smed den på jorden. Det begyndte at ryste under ham. Hele grunden vibrerede som ville der komme jordskælv. og så stoppede det. Han tog sig i at holde armene ud til siden for at holde balancen, flere sekunder efter det var stoppet. Han tog sig i at holde vejret. Smøgpakken var væk. Han bandede og kørte hånden igennem sit hår. Havde han taget svampe inden han var begyndt at gå? Han var i tvivl. Ikke sikker. Så havde han nok. Det håbede han i hvert fald. Han gik videre mens han rodede i sine lommer. Endelig tog han sin mobil op, for at tjekke klokken og datoen. Der stod hverken klokkeslæt eller dato, så han gik ind i beskeder, for at sende en sms til Agnete, i håb om at hun kunne fremkalde virkeligheden. Der var ingen navne i hans telefonbog. Der var faktisk intet på hans telefon, andet end muligheden for at lægge noget derind. Han rynkede panden og kastede mod den sepiafarvet horisont og gik videre. I det den landede på jorden, rystede det hele igen. Alt gyngede og han væltede ned på alle fire, og lagde håndfladerne fladt på asfalten. Det stoppede igen. Han trak vejret voldsomt mens han lå der på vejen nede på alle fire. Han stirrede ned på sine hænder hvis blodårer sprang tydeligt frem og dunkede på hans hænders overflader. Var det sikkert at rejse sig nu? Kunne han det? Hans ben føltes som smør. Han begyndte at blive bange, men for hvad? Han anede ikke hvad der skete. Han ville have fat på Agnete. Han ville vide om hun havde smidt noget i hans øl der gav ham sindssyge hallucinationer. Det føltes ikke virkeligt. Det var ikke virkeligt. Men han kunne dufte regnen, duggen. Den duftede stadig. Den gled ned af græsstråene og faldt ned på jorden, som sugede den til sig med en tørst han aldrig havde set. Han satte sig tilbage og kiggede frem for sig. Der var virkelig intet at se. Hvor langt skulle han gå for at nå hjem igen? Han måtte rejse sig, løbe noget af vejen for at komme hurtigere frem. Løbe med al den kraft han havde tilbage. Han måtte løbe. Han løb.

haleløs2013-04-02 22:23:57

hej; jeg har foreløbig kun læst ca. 1/4; mener at genkene en indledende kursiv-tekst fra andet af dit ?
Levene og velskrevet - sn far!
Er teksten tænkt til evt. udgivelse ?
venligst ...
PS "... men  natten havde kke fået dråber BELAGT sig. Det ..' ???
chilsen2013-04-03 09:14:36
Ikke tænkt til udgivelse, skriver bare på den og ser hvad der sker :-)

Hvorfor havde natten ikke det? :)

nhuth2013-04-03 09:32:47

Tak for den spændende tekst. Jeg læser om dråberne: "natten havde ikke KASTET (fået) dråber (belagt) FRA sig OVENFRA".
Ups: CigaretskoddeT! - "Heller ikke HUN (hende) kunne redde ham" - TRE gange "Sepia" er nok én for meget...
Vh.Nhuth
chilsen2013-04-04 17:46:28
Jeg har svært ved at forstå hvad du mener med dine blokbogstaver.. Jeg kan ikke helt se hvad du prøver at sige og ikke sige :s
Tre gange synes jeg ikke er en for meget, når man tænker på at han tror han er i en rus. Når man er i en rus, gentager man meget og undrer sig ofte meget over noget der kan forekomme ligegyldigt :) men tak for feedback

nhuth2013-04-04 18:00:49

Ordene med store bogstaver er blot mine beskedne forslag til indføjelser i din tekst, og parenteserne forslag til udeladelser.
De 3 gange? Ja, det kan jeg godt se nu. Fulderikken smager på ordet "sepia", som øjensynligt har gjort et vist indtryk på ham!
Vh.Nhuth
chilsen2013-04-04 20:53:51
hehe okay så forstår jeg. Tak! :-)

Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!

Seneste profil og bidrag

Seneste opdateringer

En tilfældig udvalgt tekst

Fra Forfattersiden.dk