Forfattersiden.dkForfattersiden.dk kræver login, før du selv kan bidrage med indhold
 
Forfattersiden
Novelle :  Annoncen.
Novelle : Annoncen.


Forfattersiden.dk
Forfatter: prefu
Skrevet: 2018-03-07 20:09:49
Version: 1.1
Anbefal:Klik på +1 ikonet for at anbefale teksten i Google-søgning
 
 Klik her for at annoncére teksten på din egen Facebook væg Klik her for at annoncére teksten på din egen Facebook væg
 


Når man kommer kørende af den gamle landevej og svinger til højre ind på grusvejen ved de gamle lindetræer, skal man køre ca. 500, meter frem. Her ligger der en firelænget bondegård og på stenen ved vejkanten står der Vibegården.
Inde på gårdspladsen med de toppede brosten, har man anbragt en håndpumpe til vand på det sted hvor der før har været en brønd med en spand, til at sænke ned og hejse op igen efter vandet.
Mine forældre stiger ud af den støvede Volvo, og jeg går straks i gang at løsne gummistropperne fra cykelholderen bag på bilen.
Inden jeg får set mig omkring, har mine forældre både hilst, og sagt farvel igen til gårdkonen som hedder Martha.
Volvoen kører en halv runde, medens Martha og jeg vinker og så er de ude af gårdspladsen, på vej hjem.
Martha vender sig og går over til pumpen.
”Jeg pumper lige vand i spanden inden vi går en tur rundt på gården og velkommen til.!
”Tak” - siger jeg og venter medens der bliver pumpet.
3 uger i denne idyl er mere en jeg i mine vildeste drømme, havde forventet.
”Det var heldigt, der er lige plads i dagskalenderen til en tur rundt, inden du ser dit værelse. ”siger Martha. –
  Vi går over mod den ældste længe som stadig har stråtag, og det er her gårdens tre heste står på stald.
To Belgier og en Jysk hest.
Jeg bemærker at der også er to traktorer og den ene er ret så stor.

Det hele svarede til annoncen i avisen, om at få en dreng til Vibegården som kammerat til deres egen dreng i sommerferien og jeg, der er færdig med 9 klasse svarede og fik et ja på henvendelsen, og nu er jeg ved at blive vist rundt.
Solen er kommet frem mellem skyerne og det gør rundturen på gården til en smuk og spændende tur.
”Når du har indrettet dig kommer du ned, så er der eftermiddagskaffe”
På vej op ad trappen, til mit værelse, hilser jeg på en terrier der ligger på trappetrinet lidt oppe, med frit udsyn over hvem der kommer og går.
Efter den har snuset til mine medbragte sportstasker får jeg lov at passerer.
Værelset er delvis møbelleret og bøger på reolen er der også.
Jeg tager et enkelt kig ud gennem vinduet, og føler at her kan jeg komme til at slappe a sådan rigtig af.

Nede ved eftermiddags kaffen får jeg hilst på gårdmanden og efter en lang snak bliver jeg klar over at han er en ferievært med en stor fortællelyst, vi drikker eftermiddags kaffe i en hel time og allerede nu er jeg solgt.
Sent på eftermiddagen cykler en dreng på min egen alder ind over gårdspladsen.
  Det er min nye kammerat de næste tre uger, og mange tanker flyver i rasende fart gennem mit hoved.
Han er lidt kraftigere end mig, lægger jeg mærke til da han har stillet sin cykel.
. Med et smil gennem den lidt hurtige vejrtrækning kommer han over, og rækker hånden frem. Velkommen … jeg hedder Anton.
Tak, ”Jeg hedder Anders, men det ved du vel godt.”
Anton nikker,
”Har du fået en tur rundt på gården,”
”jeps”
”Ok”
”Så må du hellere prøve slyngen ovre ved grusgraven. Det er ikke nogen skam hvis du ikke tør tage en tur, der er mange fra min klasse der ikke skal nyde noget”… så var jeg advaret.

Efter ti minutter ud ad markvejen, står vi ved et stort træ med en tyk gren som rækker ud over en stor grusgrav.  Et godt stykke ude er der fastgjort et reb, og inde ved stammen sidder rebet fastgjort på en gren på en halv meters længde der er stukket halvt ned i et hul i jorden.
”Du strammer bare rebet ud og tager tilløb med stramt reb., samtidig med at du holder godt fast og svinger dig over på den anden side af træet.”
Jeg har set det hele for mig, medens Anton forklarer.
Må jeg se dig gøre det først.” Siger jeg, og løfter grenen op af hullet og rækker den over til Anton, den drejning har han ikke forventet.
Han står lidt med grenen i hånden, så lader han den synke ned langs benet, og samtidig kommer indrømmelsen …
”Jeg tør ikke,”  der bliver en lille pause så fortsætter han,
”Jeg har gjort det, men siden jeg mistede grebet og trillede ned af skrænten i grusgraven, tror jeg at mine hænder ikke kan holde min vægt.”
  ”Jeg vil godt tage en tur, men først skal vi begge hive så meget vi kan i rebet for at se om knuden holder oppe på grenen,”  
Anton nikker, og et øjeblik efter hiver de to alt hvad kræfterne kan klare, og knuden holder.

Som en anden filmhelt lægger jeg an til den første svævetur, og med et kort men hurtigt tilløb svinger jeg ud i en halv bue rundt under grenen, og lander med samlede fødder på den modsatte side af træet.
Anton rækker begge arme i vejret og løber de 20 meter ned hvor jeg er landet. - Fantastisk, begejstringen er helt i top hos Anton. ”Nu er du medlem i Sving klubben og når vi er kommet hjem på viben, SMSer, jeg til de andre medlemmer, at de skal komme og hilse på det nye medlem.”
Da vi går forbi hullet stikker jeg grenen ned, og følger med Anton tilbage ad markvejen.

Lige inden aftensmaden kommer overraskelse nr. to. Anton spøger om jeg samler på noget, ” næ nej”
”ok det gør min mor.”  Han smiler,  
”Hun samler på nisser men, mest om vinteren.”
”Er det en joke,”  
  ”Nej, den er god nok, min mor har jeg ved ikke hvor mange i forskellige størrelser, dem skal du nok få at se, inden du rejser hjem.”

Efter aftensmaden kan vi se fra stue vinduet, at der står en pige og en dreng ude på gårdspladsen.
”Inden der sker mere” siger Antons Mor,
”skal en ud med skrald, og en anden skal tørre af.
  Anders hjælper mig med opvasken og Anton du går ud bagved med affaldet.”
Medens jeg tørrer tallerknerne af med viskestykket, kommer jeg i tanke om den med nisserne og fortæller hvad Anton har fortalt.
”Jo da, det er rigtig nok og jeg har mange, og de er samlet sammen rundt om fra hele landet gennem mange år. Det var min mor der startede og en aften med mere tid kommer du med, ned i kælderen så du kan se min samling.”
”Tak” Siger jeg og hænger viskestykket over en dertil indrettet stang.
”Tak for hjælpen”
Jeg nikker og er ude af køkkenet.

Ude på Gårdspladsen får jeg hilst på ja, helt rigtig-- på de to andre medlemmer af sving klubben. Drengen hedder Frode, og pigen der ser rimelig kæk ud hedder Ulla.
Anton er den første der kommer med en god ide..
”Vi kan køre ned til huset” og snakke.
  Huset er et tomt hus med stråtag og små vindues ruder, som svingklubben har indrettet til mødested og til optagelse af nye medlemmer.
Anton og Frode kører forrest og Ulla og jeg cykler bagved.
Landede du med samlede ben på den anden side spørger Ulla
”ja det var med nød og næppe for jeg havde meget fart på”
”Godt så slipper du for den værste prøve.
Havde du landet på alle frie eller var trimlet omkuld så havde straffen været, at du skulle drikke en halv liter vand uden at tage munden fra flasken, og kunne du ikke det var du blevet plysset ned til en cm. Men det slipper du for da du landede perfekt.”
Hun smiler da hun siger.
”Det slipper du for.”   Når hun talte lød hun rigtig fornuftig.
Inden jeg får taget mig sammen til at sige noget, er vi kommet gennem skoven og her ligger ”Huset.”

Haven op til Huset er total tilgroet og det er noget af en opgave at komme frem til døren.
Det er stadig lyst selv om solen står lavt og i den belysning ser stuen rigtig nydelig ud.
Anton stiller en stol ud midt på gulvet og med en udsøgt selvfølge, beder han mig om at tage plads på stolen.
Med høj røst som en anden borgmester siger han højtideligt.
”Da du, som fortalt af Ulla, har undgået den kedelige prøve. Er der kun optagelses ritualet tilbage og det går ud på at du får et ønske fra os, til dig.
Anton går frem og lægger sin hånd oven på mit hoved, så hæver han stemmen og langsomt fremsiger han følgende.
Jeg ønsker at vi også er kammerater efter denne ferie – Så er det Frodes tur – Jeg ønsker for dig at du må få en god ferie –
Ulla lægger hånden på mit hoved og med højtidelighed i stemmen siger hun:
Jeg ønsker at du indkalder til boller og lagkage den sidste dag du er på Vibegården.
Den var der ingen der havde regnet med og efter vi har grinet færdig. Siger Anton, at han vil fremlægge ønsket for sin mor.
Sikken en velkomst og allerede medlem af Sving klubben, det tegner til at blive en uforglemmelig ferie.


haleløs2018-03-07 21:34:49

da teksten er laaang vælger jeg at kommentere løbende:
alle tal tom ti skal staves, så 'tre' og det hedder 'aD' trappen, vejen o.s.v.
Ti minutters trasken aD markveje = ca. en kilometers penge.
En 'jysk hest' = nordbagge (mine nordjyske onkler brugte dem i landbruget; pudsigt nok hed de alle 'Prins og Musse')
Er du sikker på gården ikke har indlagt vand? Min farmor drev et aktivt landbrug ca fem km fra nærmeste by, og fik koldtvandshane indlagt i køkkenet ca 1960. Hun beholdt dog det gamle jernpumpeværk men brønd og -dæksel ude på gårdspladsen; og det forblev aktivt ihvertfald yderligere 15 år.

Ikke læst helt færdigt ...
venligst ...
prefu2018-03-07 22:29:30
Har rettet og tak. Der kommer ikke mere end dette indlæg, og vandpumpeværket er ren nostalgi.
Så bonderøven og fik inspiration til novellen.
Venligst.

haleløs2018-03-07 21:46:11

PS desuden tror jeg, drengene cykler ad markvejenes hjulspor; det kan man sagtens, selv i ret dybe hjulspor og med gummistøvler ;)

Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!

Seneste profil og bidrag

Seneste opdateringer

En tilfældig udvalgt tekst

Fra Forfattersiden.dk