 |  | Uendelig angst for sandheden |
 |
|
|||||||||||||
|
når det kommer til at handle om mig bliver jeg svag jeg som er en kriger der kæmper alle andres slag jeg mærker den indre uro signal om kommende fare den ligger omkring min hals som en ækel snare hjælpeløs og ynkelig dør jeg langsomt i færd med at overbevise mig selv om at jeg er kampen værd mine evner rækker ikke jeg vil håne mig selv ihjel for jeg der elsker alle elsker ikke mig selv snaren skærer i mit kød der langsomt begynder at bløde små perler af blod triller og farver minderne røde æblekind og saftevand roser og julehjerte sekundkort lykke mindes gennem den livslange smerte der var da engang hvor alting kom så let hvor det var en selvfølge at lege og spise sig mæt hvor tro, magi og mirakler altid var en del af livet at alle ville mig det godt stadig blev taget for givet træer vokser ikke i himlen kan ikke få fæste i vat intet godt kommer til den hovne intet godt kommer til et skvat udefinerbar angst for at det ses at nogen pludselig vil kalde mig frem i lyset og vise mine svagheder frem for alle ville de se i min sjæl at jeg bedrager enhver der lokkes af mine løgne og behagesyge adfærd ville de gennemskue dette falsum og se at jeg er bange? mit alter ego har taget magten og holder mig selv til fange. | ||||||||||||||
 | haleløs | 2012-05-31 18:52:19 |
portræt af ... MIG ... føler mig i dén grad gennemskuet; du' da noget af en skarp psykolog! venligst ...
| nhuth | 2012-05-31 21:39:47 |
Det er et dejligt digt. Måske ikke så behageligt.
Jeg ved ikke rigtigt med Haleløs' (og med din egen) kommentar. Jeg vakler.
Selv vil jeg da gerne gennemskues, men jeg kunne da ikke drømme om at sige det til nogen! ;0))
Jeg ved ikke rigtigt med Haleløs' (og med din egen) kommentar. Jeg vakler.
Selv vil jeg da gerne gennemskues, men jeg kunne da ikke drømme om at sige det til nogen! ;0))
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
takker.