 |  | Stjerstøvsmelodi |
 |
|
|||||||||||||
|
Mørket er mit telt, og tusmørketiden min eneste følgesvend. Hver aften, når skumringen trækker sit lilla slør over verden, søger mit sind tilbage til engen. Dér hvor vi dansede, og hvor din latter stadig summer som en glemt bæk. Stjernerne, de klare, kolde vidner, klatrer op på nattehimlen og minder mig, med isnende præcision, om afstanden, om det fravær, der er blevet min konstante. Jeg ved, du vandrede ned ad vejen og forsvandt i et lys, men du efterlod ikke stilhed. Du efterlod en melodi, en sang, der er blevet til en feber i mit blod. Denne kærlighed, som nu kun er glødende stjernestøv, den er ikke væk, den er blot forvandlet til en intens, smertelig varme. Nogle gange, når jeg lukker øjnene i den ensomme nat, hjemsøger sangen mine drømme og fører mig tilbage, hvor hvert kys var et flammende løfte. Nu er min trøst indkapslet i den glød, der ulmer bag havemuren. Hver gang en stjerne blinker, er du i mine arme igen. Nattergalen synger om et paradis, vi mistede, men selvom jeg drømmer forgæves, ved mit hjerte, at denne melodi, dette minde om en ubetinget elsket sjæl, er den eneste sandhed, der betyder noget. Det er min stjernestøvsmelodi, og den vil brænde evigt. Goy Wiblemo © 2025 | ||||||||||||||
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
