 |  | Langt væk hjemmefra |
 |
|
|||||||||||||
|
Søren løb rundt ude på gaden, han virkede så evig glad og fri. Han vidste endnu ikke noget om verdens smerte, om krig og vold alt for nær. Og ensomheden kulde var blot ord for ham. Hans evige glæde smittede af på alle der kom ham nær, ja selv mig på mine gode dage. Og det var netop sådan en dag i dag, en god dag. Solens stråler var lidt lysere, fuglenes sang klang lidt smukkere, og den svage lyd af barnelatter lød lidt højere. Mens jeg betragtede Sørens leg, blev det lidt lettere at smile og glemme bekymringerne for en kort stund. Krigens onde ar på hele landet blev hurtig glemt, og denne glemsomhedens tåge dækkede også fars fraværs ar som havde efterladt den lille familie alene. Byrden om selv at måtte klare det meste, mens mors arbejde atter trak ud, føltes lettere. Sådan sad jeg i nogen tid, smilende og afslappet, før radioen brutalt rev mig ud af denne falske følelse af idyl. "Krigen rykker tættere på, og endnu to landsbyer er blevet evakueret. Man regner med at tallet bliver væsentligt større i løbet af denne dag. Flygtningegrupper kører på lange rækker, og har intet sted at slå sig ned. Grupperne er blevet så store, at kun storbyer kan huse dem nu. Der er blevet opbygget flere flygtningelejre, men mange må overnatte udenfor på jorden. Flere og flere bliver efterladt i de evakuerede byer. Familier bliver adskilt hvis man ikke har kunnet finde den anden del. Dog er der ikke eftersøgning af manglende familiemedlemmer, og mange nægter at ef..." , lød det skrattende fra radioen. Byrden og de fortvivlende tanker ramte mig igen som en hammer. Smilet forsvandt lige så let som det var kommet, og jeg kunne mærke en let hovedpine snige sig frem fra baghovedet. Det havde ikke været en god dag, men en forfærdelig dårlig en som drilagtig havde forklædt sig. Som en ulv i fåreklæder. Senere på aftenen, da jeg stod med hovedet dybt begravet i kogegryderne, kom Søren hen og hev mig i forklædet. Han var helt smurt ind i skidt, og min første tanke var at sende ham direkte ovenpå og vaske sig. Efter det måtte jeg vaske gulvet, da han sikkert havde slæbt en masse skidt med ind. Mor ville blive rasende hvis hun så det, helt smadret efter en lang dag på fabrikken. Stress ramte mig ved tanken om at få varmet kinderne af lussinger, for ikke at gøre hvad der blev mig pålagt. Men da jeg så Sørens ansigtsudtryk, vidste jeg at der var noget galt. Han var for en gangs skyld ikke glad og smilende, men så ned i gulvet. To våde hvide striber ren hud var synlig fra hans to blå øjne og ned af kinden. Endelig kiggede han op. "Mændene siger at vi skal med dem. Mor er her ikke, jeg vil ikke med. Jeg kan ikke sove uden mor. Overtal dem til at vente på mor!" Kommanderede han gennem små snøft. Jeg smed grydeskeen fra mig og løb ud til døren. Der stod to mænd iført sort, og bagved dem brød kaosset langsomt løs. Små skrigende børn blev revet ud af huse, større børn stod desperat og forsøgte at forklare. Et kaos udelukkende af panik, med mænd med stenansigter som ophavsmænd. De var kommet på det værst tænkelige tidspunkt. Lige nu arbejde alle de voksne på fabrikken uden for byen. Kun få havde job herinde i byen. Tanken om at måtte efterlade mor her var uudholdelig. Før jeg kunne nå at sige et ord, tog den ene af mændene fat i min arm, mens den anden gik ind i huset. Jeg kunne høre Sørens hjerteskærende skrig inde fra huset, og mandens hårde ord til ham. Da manden kom forbi mig ved døren, og jeg så Sørens ansigt, der var en blanding af tårer og mudder, vågnede jeg op. "I må vente her, alle de voksne arbejder på fabrikken uden for byen. I kan ikke efterlade dem her, I er nødt til at hente dem! Vores mor arbejder derude, og hun..." Jeg blev hårdt afbrudt af mandens monotone stemme. "Vi har vores ordre, og de indebærer ikke at tømme en stor fabrik for ansatte. Hvis du og den lille skrigunge ikke holder mund, kan I komme til at gå hele vejen. Og der er langt, rigtig langt" Mit svar blev kvalt mellem mine læber af opgivende håbløshed. Foran mig stod de mænd radioen havde omtalt. De var hårde som sten, og de følte hverken sympati eller havde lyst til at hjælpe. Det eneste der nåede disse mænd ville være penge, hvilket vi ikke havde nogen af. Manden trak af sted med mig i min arm, op på et stort lad som ikke var beregnet til så mange mennesker. Der var intet andet end mennesker heroppe, ingen ejendele eller dyr. Alt var blevet efterladt i husene, samt forældrene på fabrikken. Vognen begyndte at køre med et ryk, så en lille pige tabte hendes bamse. En større søskende trak hende ind til sig, og talte beroligende til hende. Jeg lagde armen om Søren, og holdt hans hoved ind mod min skulder. Ikke længe efter sov han, udmattet efter de sidste begivenheder. Jeg derimod kunne ikke lukke øjnene, bekymringer holdt dem stædigt åbne. Mor ville blive mødt af et tomt hus, sammen med de andre forældre. De ville sandsynligvis selv flygte, men hvordan skulle de finde os? De anede ikke hvor vi var eller skulle hen, det anede jeg ikke engang. Det eneste jeg vidste var at Søren sad her hos mig. Og ham måtte jeg beskytte indtil mor igen var hos os. Han var mit ansvar nu. Et skarpt lys vækkede mig, efterfulgt af smerte. Først anede jeg ikke hvor jeg var, eller hvad det var for et lys der flakkede rundt. Men så kom det hele tilbage til mig, som et slag i mit i forvejen ømme hoved. Mændene der havde hentet os, Sørens fortvivlede skrig og mors fravær. Vi var et ukendt sted, med uendelige rækker af træhuse. Før jeg kunne nå at rejse mig, og glemme smerten fra flere timers hård køretur, blev jeg skubbet omkuld. Alle løb ned fra ladet og ind i træhusene. Da de var væk, hørte jeg en hulkende lyd. Det var Søren som stadig sad på ladet. Jeg satte mig hen til ham og holdt om ham, og så rejste jeg mig op med ham i armene. Jeg gik stille ned af ladet og ind i det nærmeste træhus. En mur af larm ramte mig, efterfulgt af en forfærdelig stank. En stank af for mange mennesker presset sammen. Den kaotiske lyd af samme gjorde det umuligt at tænke. Der var senge presset op ad væggene, som om det var forsøgt at få flere mennesker presset ind end muligt. På trods af det enorme antal senge, var der ingen som ikke var fuld af mennesker. Jeg gik frem og tilbage langs rækkerne, men kunne ikke finde nogen som ikke var taget af en stinkende skygge af et menneske. Jeg måtte hen til det næste hus, men døren var låst. Jeg hamrede desperat på døren, og råbte at jeg skulle ud. Intet svar. Jeg begyndte at sparke på døren og råbene blev højere. Stadig intet svar. En eller anden sagde noget udenfor, men for lavt til at jeg kunne høre hvad. Jeg ventede spændt på at døren blev åbnet. Men intet skete, og Søren blev tungere. Jeg satte ham ned og sagde at han skulle vente, mens jeg fandt et sted vi kunne være. Efter endnu syv ture gennem huset gav jeg op. På vejen havde jeg fået et lille tæppe, af hvem der måtte være den eneste venlige sjæl i dette fordømte træhus. Jeg havde også fundet en fri plads på jorden. Da jeg kom hen til Søren lagde jeg tæppe om ham og løftede ham atter op. Så gik jeg, hvad jeg håbede blev den sidste tur den aften. Da vi endelig var kommet hen til stedet, satte jeg mig tungt på jorden. Jeg holdte om Søren, som var pakket ind i tæppet. Selvom jeg rystede af kulde og træthed, holdt jeg om ham, i håbet om at min kropsvarme kunne holde ham varm. Efter kort tid afslørede hans jævne vejrtrækning, at han nu var i drømmeland, og tillod mig først da, at lade søvnens lange arme fange mig. Et højt skrig vækkede mig, efter hvad der kun kunne have været en times søvn. Det var stadig mørkt udenfor, og jeg længtes mere end nogensinde efter solens varme lys. Som om dennes stråle ville give mig fornyet livsenergi. Skriget meldte sig igen, og jeg besluttede, når jeg nu var vågen, at gå hen og se om nogen havde brug for hjælp. Jeg rejste mig stille, og undgik mirakuløst at vække Søren. Skriget var kommet fra et sted nær døren. På vej derhen undrede jeg mig over at ingen andre var stået op for at hjælpe. Jeg kunne tydeligt se at de var vågne, og kun dem der havde kørt med mig sad op. Men ingen rejste sig og gik hen og hjalp. Da jeg nåede døren opdagede jeg, at skriget var kommet udefra. Der var ingen vinduer i huset, men jeg kunne høre råbene. Der blandede sig også en hunds gale gøen, som snart blev reduceret til en ynkelig piben. Jeg fandt en lille sprække, som jeg kunne se gennem. Månelyset oplyste pladsen uden for huset, og jeg kunne se at vognen stadig stod der. Stjernerne var enorme på nattehimlen i forhold til hjemme hos os. Jeg følte mig langt hjemmefra. Rundt omkring ved de andre huse gik de sorte mænd ind. Når de kom ud igen havde de en gruppe mennesker med sig. Pludselig ramte et lysende håb mig, som stjernerne på den mørke nattehimmel. Det var forældrene fra byerne der var kommet for at hente os! Så måtte dem fra min mors fabrik også snart komme og hente os. Lyset forsvandt for en kort stund, da nogle mænd passerede vores hus, for at gå ind i det ved siden af. Dog hørte jeg en bid af deres samtale. "Det er nu lidt synd for dem. At de bliver slæbt videre her om natten. Alle ved jo at de ikke overlever mere end tre nætter i det her vejr. Og så lang vej som der er til den næste lejr, kommer der nemt til at gå mere end det. Synd siger jeg, hvis vi ikke skulle have tyndet ud ville de kunne blive. Synd." Jeg stod som stivnet. De var kommet for at flytte os igen, og chancen for at overleve var minimal. Mit håb var blevet knust, men langsomt vågnede et instinkt op i mig. Det kom frem fra et sted hvor det længe havde slumret, og kun vist sig i glimt. Det gav mig fornyede kræfter, og fik mig til at tænke klart. Jeg måtte hen til Søren og beskytte ham. De skulle kun tynde ud, så hvis vi gemte os, ville vi kunne blive. På vej ned af den lange gang ledte jeg efter gemmesteder. Jeg vækkede hurtigt Søren, og førte ham med mig. Han var endnu ikke helt tilbage fra drømmeriget, hvilket heldigvis gjorde det lettere at få ham med. Vi kravlede ind under en af sengene i midten, og der holdt jeg også om Søren. Jeg sagde at han skulle være stille, lige meget hvilke lyde der kom oppefra. Der gik ikke længe før døren blev brutalt åbnet, og sorte mænd gik ind i huset. De hev folk op fra deres senge, og råb og skrig fyldte luften. Jeg lagde en hånd over Sørens mund, selvom jeg tvivler på at man kunne skelne hans råb fra de andres. Men jeg skulle også have dækket min egen mund. En mand kom hen til den seng vi lå under og hev i dens ejermand. Han blev der længe, da manden nægtede at følge med. "Ved du ikke hvem jeg er? Jeg bliver her og sover!" Kom det fornærmet fra ham. Svaret var et hårdt slag, i det der lød som hovedet, da det blev efterfulgt af en knasende lyd af knuste tænder. Et skrig undslap forræderisk mine læber. Manden var til mit held så inkompetent, at han kiggede op i stedet for ned. Kort efter trak han af sted med manden fra sengen, som stadig vrøvlede om hvor vigtig han var. Da manden spyttede efter ophavsmanden til hans smertende ansigt, faldt en blodig tand ned ved siden af mit hoved. Da alle var gået, stak jeg hovedet ud, og så til min lettelse at der kun var flygtninge tilbage og ingen sorte mænd. Jeg hjalp Søren ud, og vi lagde os op i den nærmeste seng, som ikke var præget af blodpletter. Der var omkring ti mennesker tilbage i huset, resten var der ingen spor efter, udover den røde farve der prægede nogle enkelte beskidte senge. Efter at have fundet en seng begyndte vi begge at græde. Mellem Sørens gråd kaldte han på mor. Det øjeblik ville jeg have gjort hvad som helst, for at min mor havde været hos os. Det var hjerteskærende at høre på Sørens gråd, mens jeg selv fyldtes af sorg og afsavn. Da gråden efter nogen tid var blevet til stille snøft, sagde jeg trøstende til ham "Mor henter os sikkert i morgen" 'Hvis det da ellers bliver morgen her', tilføjede jeg i mit hoved. Da jeg så hans våde sørgmodige øjne kigge op på mig, sagde jeg med den mest opmuntrende stemme jeg kunne præstere "Så kommer vi hjem i vores egen seng." Med største viljestyrke stoppede jeg et 'tror jeg' fra at slippe mine fra læber. | ||||||||||||||
 | nhuth | 2012-08-24 12:46:22 |
Tak. Teksten kan ikke undgå at ramme mange meget hårdt. Et glimt af en ondskab, som kun mennesker kan præstere.
Jeg har heldigvis ikke hverken lyst, mod eller evner til at skrive så nådesløst.
Men nogen må, som du, skrive om noget, som skal give mig (og mange andre) mulighed for at se hvor slemt det står til.
Du er god til at skrive.
Vh.Nhuth
Jeg har heldigvis ikke hverken lyst, mod eller evner til at skrive så nådesløst.
Men nogen må, som du, skrive om noget, som skal give mig (og mange andre) mulighed for at se hvor slemt det står til.
Du er god til at skrive.
Vh.Nhuth
| nhuth | 2012-08-24 21:20:40 |
Netop din manglende tids- og stedsangivelse styrker teksten. Derfor synes jeg også dine konkretiseringer
(træbarakker-sorte mænd) kunne undværes. Ligeså "pga. førnævnte" som virker malplaceret i konteksten.
PS: jeg kommenterer kun tekster her på siden, hvis de er så gode, at de rykker i mig. Ikke af iver - men kun af litterær foretagsomhed!
PPS: tag lige og ret en "forklædet dag" til forklædt.
Vh.Nhuth
(træbarakker-sorte mænd) kunne undværes. Ligeså "pga. førnævnte" som virker malplaceret i konteksten.
PS: jeg kommenterer kun tekster her på siden, hvis de er så gode, at de rykker i mig. Ikke af iver - men kun af litterær foretagsomhed!
PPS: tag lige og ret en "forklædet dag" til forklædt.
Vh.Nhuth
| MargretheNielsen | 2012-08-24 21:44:42 |
Jeg kan godt se at der måske er brugt for meget symbolik for at vise 'den mørke side' af teksten, så det nærmest udvikler sig til dobbeltkonfekt. Det vil jeg huske til fremtidige tekster. Og lige gyldig hvilken grund du har, så er jeg glad for dine kommentarer. Jeg nyder at få feedback, så jeg fremover ved hvad jeg kan gøre for at blive bedre.
P.S. Tak for tippet med forklædt, den er ændret nu!:)
Venligst Margrethe
P.S. Tak for tippet med forklædt, den er ændret nu!:)
Venligst Margrethe
| nhuth | 2012-08-24 22:19:33 |
Tak. Hvad ville du sige til at erstatte
"Krigens mærke på landet ble hurtig glemt, og denne glemsomhedens tåge dækkede også fars fravær pga. førnævnte."
til:
"Krigens ONDE AR på HELE landet bleV hurtig glemt, og denne glemsomhedens tåge dækkede også fars fraværS AR SOM ØDELAGDE HANS LIV"?
Jeg kan ikke lide forkortelser i din fine tekst og ordet "førnævnte" er sikkert glimrende i mange kedelige juridisk/administrative tekster - men her er der tale om ordkunst og magi.
Vh.Nhuth
"Krigens mærke på landet ble hurtig glemt, og denne glemsomhedens tåge dækkede også fars fravær pga. førnævnte."
til:
"Krigens ONDE AR på HELE landet bleV hurtig glemt, og denne glemsomhedens tåge dækkede også fars fraværS AR SOM ØDELAGDE HANS LIV"?
Jeg kan ikke lide forkortelser i din fine tekst og ordet "førnævnte" er sikkert glimrende i mange kedelige juridisk/administrative tekster - men her er der tale om ordkunst og magi.
Vh.Nhuth
| MargretheNielsen | 2012-08-24 23:22:45 |
Uhh, det var da en fantastisk idé! Mange tak! Jeg kan også godt se at 'førstnævnte' og 'pga', som jeg vist også har skrevet et sted, ikke passer særlig godt ind i skønlitteratur. Jeg må ind og rette igen!:)
Venligst Margrethe
Venligst Margrethe
| nhuth | 2012-08-25 01:18:42 |
Kære Margrethe. Tak for at du kan bruge nogle af mine forslag så positivt. Og så blot en forklaring:
Da jeg foreslog "farens fraværs ar" osv., lod han ikke nødvendigvis mor og barn "tilbage", men jeg lod den mulighed stå åben, at han fysisk levede, men psykisk og mentalt blev totalt fraværende på grund af krigens ar og næppe sansede at krigen nu (efter at pigen er blevet lidt ældre) også bortrev kone og datter.
Men det er bare tankespind...
Det er fint at du så vedholdende holder fast i din egen ide og baner vej, så "vi andre" bedre kan følge dit spor.
Vh.Nhuth
Da jeg foreslog "farens fraværs ar" osv., lod han ikke nødvendigvis mor og barn "tilbage", men jeg lod den mulighed stå åben, at han fysisk levede, men psykisk og mentalt blev totalt fraværende på grund af krigens ar og næppe sansede at krigen nu (efter at pigen er blevet lidt ældre) også bortrev kone og datter.
Men det er bare tankespind...
Det er fint at du så vedholdende holder fast i din egen ide og baner vej, så "vi andre" bedre kan følge dit spor.
Vh.Nhuth
| MargretheNielsen | 2012-08-26 14:10:07 |
Hej Nhuth
Jamen jeg er meget glad for dine forslag, og desuden synes jeg at de er gode. Jeg tror grunden til at jeg vil lade faren være død, er for at vedligeholde en form for personligt forhold til historien. Jeg forsøger så vildt muligt at lade et strejf af mig selv være i alle mine tekster. Men dejligt at du tænker sådan over min tekst.
Venligst Margrethe
Jamen jeg er meget glad for dine forslag, og desuden synes jeg at de er gode. Jeg tror grunden til at jeg vil lade faren være død, er for at vedligeholde en form for personligt forhold til historien. Jeg forsøger så vildt muligt at lade et strejf af mig selv være i alle mine tekster. Men dejligt at du tænker sådan over min tekst.
Venligst Margrethe
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
Venligst Margrethe