 |  | Pistolens datter - kap 1 |
 |
|
|||||||||||||
|
”Nu har jeg fået nok!” skreg jeg. ”Hvor skal du hen?” råbte han tilbage. Jeg svarede ham ikke, stod bare og stirrede ham i øjnene. Han var ikke engang min far, kun min sted og han var et nul, fatter ikke min mor giftede sig med ham. Den nar! ”Bliv nu” hviskede min mor, ”for min skyld.” ”Nej” siger jeg bestemt, ”jeg skrider.” Min mor hulkede stille og falsk. Rollo, sted-naren, blokerede døren, ”se nu hvad du har gjort” han pegede hen forbi mit hoved, jeg vidste at det var mor han mente, men jeg vendte mig ikke, han forsatte, ”du fik hende til at græde,” han holdte pause, hans øjne glødede af raseri, ”skam dig! Gå ind på dit værelse!” ”Nej” svarede jeg med en rolig stemme. Uventet fik jeg en lussing, det var ikke første gang, jeg er blevet slået af ham, men jeg ville sørge for at det var sidste gang. Jeg kunne smage blod i min mundvig. Jeg ville væk og det skulle være nu. Impulsiv løb jeg mod vinduet, jeg vidste at Rollo ikke ville kunne nå vinduet. Jeg hoppede igennem vinduet. Jeg boede på anden sal, så der var et stykke ned. Jeg greb fat i brandtrappestien, som gled ned, så mine lette sko rørte jorden under mig. Jeg kiggede op, i det ene vindue kunne jeg se Rollos rasende ansigt, i vinduet ved siden af, dukkede mors ansigt op, hun så beklagende på mig, men hun var selv udenom det, det var hende der var gift med idioten. Jeg så ned af smøgen, kiggede op for sidste gang og løb alt hvad jeg kunne. Jeg løb fra smøg til smøg, undgik de store veje. Men jeg syntes hele tiden, jeg kunne høre Rollos råben, han havde sikkert tilkaldt hans røv slikkede venner. Derimod havde jeg ingen venner at gemme mig hos, jeg gik ikke i skole, Rollo synes at pengene kunne bruges til et bedre formål, som for eksempel alkohol, tobak og snus til mor. Min far forsvandt for nogle år tilbage, ingen ved hvor han er og jeg husker ham svagt. Ingen bedsteforældre eller søstre. Intet håb overhovedet. Efter at have løbet smøg efter smøg. Jeg havde snart ikke mere luft og lungerne føltes som tikkende bomber der kunne sprænge hvornår som helst, mine ben føles som gele, jeg var ikke sikker på om jeg ville kunne stå på dem hvis jeg standsede. Pludselig sluttede smøgen, bremset af en mur. Jeg kiggede for fortvivlet rundt, det var svært at få luft i lungerne, det gjorde det ikke bedre at jeg kunne høre Rollos stemme nærme sig. Jeg ville ikke løbe tilbage, frygten for at blive fundet var for stor. Men så så jeg den, en sort dør, den var svær at se, fordi muren også var sort. Jeg fór hen til døren, åbnede, smuttede ind og smækkede den efter mig. Bag døren var der en lang sort gang, med små ild fakler langs den ene væg side, der lyste den mørke gang, det hele virkede retro artig. Jeg stod lidt og overvejede om jeg skulle skride, for det første jeg vidste ikke hvad der var forenden af denne gang og det andet var jeg ikke vidste hvor meget mere jeg kan overskue nu. Men min krop tog sin beslutning, da jeg hørte Rollos stemme udenfor døren, ”find det helvedes pigebarn, hvor svært kan det være!” Han var rasende, jeg begyndte at løbe. Jeg var begyndt at frygte for mit eget liv. Jeg bad til at han ikke fandt døren. For enden af gangen, var der 2 døre. En til højre og en til venstre, jeg kiggede skifte vis på dørene, der var sat skilte op på dørene. Skiltet på døren til højre stod der, ’Har brug for hjælp’, på venstre dør stod der, ’Vil ikke have hjælp - men har brug for det’. Jeg stod lidt og kiggede skiftende på dørene, men besluttede mig for venstre. Jeg ved ikke hvad jeg havde forventet, da jeg åbnede venstre døren. Det hele havde været uforklarligt. Selve rummet var ret mørkt, langs med den ene side af væggen var der en bar, resten af rummet var fyldt med runde borde og lyset var svagt. Igen det hele virkede retro artig. Jeg overvejede straks at vende mig og gå igen. Men inden jeg nåede det, kiggede manden bag baren. Han smilte. Han var en ældre herre. Hans stemme var blid; ”Kom her pigebarn, du skal ikke være bange”, jeg kiggede usikkert på ham, men han smilede bare til mig. Jeg gik stille og langsomt hen til baren, mens jeg kiggede rundt i lokalet, der var mennesker, men ingen lagde rigtig mærke til hende. Jeg satte mig på en af de høje stole ved baren. Manden bag baren gav mig et glas med brus. Han kiggede på mig mens jeg bundede den. ”Mit navn er Golan” sagde han mens han var ved at hælde op. Jeg overvejede om jeg skulle sige mit navn, men Golan kom i forkøbet, ”du behøver ikke fortælle mig dit, hvis du ikke har lyst.” Jeg nikkede og bundede endnu en gang mit glas. ”Hvad er det for et sted”, spurgte jeg. Han kiggede rundt og svarede; ”det her sted er for folk der virkelig har brug for hjælp, men vil ikke spørge om det.” Han kiggede ikke på mig, men forsatte: ”ofte er det folk som vil have hævn eller blive befriet”. ”Hvordan befriet?” spurgte jeg. Han kiggede på mig, ”det er her man kan”¦. ”. Han nåede ikke at slutte sin sætning, inden en stemme brød ind, ”Golan, din idiot. Hvem har du nu lukket ind?” jeg vendte mig for at se hvem stemmen tilhører. En ung mand, han så kun ud til at være et par år ældre end jeg. Golan svarede med en rolig stemme, ”Hvorfor hidser du dig sådan op, alle har lov til at komme her og de finder kun den dør når de virkelig har brug for hjælp.” Den unge sukkede, ”ja, men jeg skulle vente 15 minutter på at kunne komme igennem døren, fordi en eller anden idiot har lukket et pigebarn ind, der står 5 mennesker og råber efter hende derude.” Golan kiggede på mig, men jeg kiggede ned i gulvet, jeg var flov, tænk at Rollo stadig stod derude. Det var først der den unge kiggede på mig. ”Du!” jeg kiggede forskrækket op. ”Er det dig de råber efter?” jeg kiggede bare forskræmt på ham, så Golan svarede, ”alle har lov til at komme her, det ved du.” ”men hun er mindreårig. Vi har den regel at mindreårig ikke bliver lukket ind!” sagde den unge med en vred stemme. ”Du skulle nødig snakke, hvor gammel var du første gang du trådte ind her?” svarede Golan stadig med en rolig stemme, jeg var overrasket, hvordan kunne han lyde så rolig? Men den unge mand tav, og så sukkede han og gik hen til et tomt bord. Jeg kiggede på ham, han så faktisk ret godt ud, sort hår, klare blå øjne, muskel løs overkrop. Men der er et eller andet mørkt over ham. Uden at tænke mig op havde jeg flyttet mig fra baren over til hans bord. Han kiggede på mig med et vredt blik, som tydeligt sagde, at han ikke ville have mig der, men jeg blev siddende. Hans tålmodig gik hurtig op, ”hvad vil du?”. Jeg kiggede længe på ham, inden jeg svarede, ”Hvorfor er du så trist?” Jeg havde ikke tænkt over mit spørgsmål og var ligeså overrasket som ham, at det kom fra min mund. Først så han helt vild ud i ansigtet, i et sekund troede jeg han ville slå mig, men han tæmmede hans vrede. ”Skrid” var det eneste han sagde. Jeg kom med et lille og stille undskyld, som jeg ikke var sikker på han kunne høre i denne høje hvisken. Jeg satte mig atter op til Golan, som atter kom med et glas brus. Mens jeg tømte den, overvejede jeg at gå ud, hvor jeg kom ind. Jeg ved ikke hvad jeg regnede med, jeg kan ikke skjule mig fra Rollo for evigt. Jeg er kun et barn, kun 16. Rollo havde sine venner, han havde sikkert lovet mit mødom, hvis de fandt mig først. Jeg bestemte mig. Jeg rejste mig og takkede Golan for disse brus og at jeg ikke kunne betale ham, men så snart jeg havde chancen ville jeg. Golan rystede på hoved og sagde det var på hans regning. Jeg vendte mig og gik mod døren. Jeg kiggede mig en sidste gang tilbage på Golan, som smilede til mig. Jeg kunne dog ikke undgå, at se den unge mand kigge diskret på mig, inden jeg vaklede ud i gangen og lukkede døren. Jeg tog en dyb indånding og begyndte at gå ned ad den lange mørke gang. Forsættelsen følger: | ||||||||||||||
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
