 |  | Memories |
 |
|
|||||||||||||
|
Det korte øjeblik når du lige er vågnet hvor dit hoved er tomt for tanker og følelser alting er glemt du ved ikke engng hvem du selv er. Det korte øjeblik har jeg aldrig vædsat før jeg har end ikke haft brug for at værdsætte det. * Som jeg vågnede holdt jeg mine øjne lukkede og prøvede at værdsætte det flygtige øjeblik af glemsomhed hvor alt dårligt forsvinder men lige som alle andre gange jeg har prøvet at holde fast til det lille øjeblik virkede det ikke. Jeg åbnede modvilligt mine øjne som minderne kom tilbage og de blev fyldt med tårer. I dag vil gøre dette ægte I dag vil være sidste gang jeg ser hende sidste gang jeg rør hende sidste gang jeg kan få lov at give hende et kys. I dag er sidste dag inden min verden vil ramle ned og jeg vil følge efter hende. Jeg kan stadig huske da jeg fandt det brev hun havde lagt i mit skab oppe på skolen, det var ikke en del af hendes plan at jeg skulle blive smidt ud af klassen og finde det så tidligt. Det var ikke planen at jeg skulle være der når hun tog sit sidste åndedræt og det var ikke planen det sidste hun hørte var mig som jeg fortalte hende hvor meget jeg egentligt elskede hende hvor meget jeg stadig elsker hende selv nu hvor hun ikke længere er her med mig. Jeg kan stadig huske hendes ansigt da jeg åbnede døren og så hende hvordan hendes ansigts udtryk var fyldt med fortrydelse og hvor skræmt hun var. Jeg er til denne dag stadig ikke sikker på om hun var bange fordi jeg så hende sådan, at jeg måske ville prøve at redde hende og det ville lykkedes eller fordi hun var bange for at dø. "I-I'm sorry." hendes stemme knækkede som tårer fyldte hendes øjne sammen med skyldfølelse. "Why are you sorry?" spurgte jeg stille min stemme knap en hvisken. "This weren't meant to happen you weren't meant to see this to be here." sagde hun hendes stemme træt som pillerne begyndte at sætte ind. Jeg kan stadig huske at selv da hun var ved at dø sagde hun undskyld til mig bare tanken om at selv på hendes dødsleje undskyldte hun fordi jeg var nød til at se det undskyldte fordi hendes plan ikke virkede. "Miles? Hvis du er nød til at tage afsted nu." sagde min mor hendes stemme trist men ikke pågrund af at hun savner Inês men pågrund af at jeg gør og det gør mig så umådeligt vred. Hun burde ikke være ked af det på mine vegne hun burde være ked af det på Inês vegne det var hendes liv der var så forfærdeligt at hun var nød til at slutte det for at finde bare den mindste smule fred. Jeg svarede hende ikke og jeg ved osse godt hun ikke forventer et svar lige siden jeg fandt hende lige siden hun døde lige siden da har jeg ikke sagt et ord til nogen. Jeg åbnede bare mit værelses dør og gik neden under siden jeg allerede har tøj på jeg har ingen anelse om hvornår eller hvordan jeg fik det på men det er ikke første gang jeg bare er blevet tabt i mine tanker. Selv før Inês døde blev jeg ofte tabt i mine tanker hvilket hun altid drillede mig over. "Babe!" jeg drejede mit hovedet og kiggede over på Inês som hun prøvede at få min opmærksomhed. "I called your name like a thousand times and you chose to only respond when I call you babe?" hun rystede på hovedet med et smil inden hun rejste sig op fra hendes seng og gik hen til mig hvor jeg sad på hendes sofa. "What did you expect?" spurgte jeg og hun rystede bare på hovedet mens hun klukkede let som hun satte sig ned på mit skød og lagde hendes arme rundt om min nakke og lænede sig tilbage så hun kunne kigge mig ind i øjnene. "I don't know what to expect from you." sagde hun inden hun lænede sig ind til mig så jeg holdt hendes krop oppe, hun lagde hendes hoved på min skulder og gemte det væk i min nakke. "Well there is one thing you can always expect from me." sagde jeg og hun trak væk fra mig igen så hun kunne kigge mig ind i øjnene. Hendes chokolade brune øjne glimtede nysgerrigt som hun spurgte mig "And what is that?" jeg lagde en hånd på vær af hendes kinder og bragte hendes ansigt tættere på mit, som jeg gjorde det kunne jeg høre hendes vejrtrækning blive mere ujævn og da hun kun var få centimeter væk fra mit ansigt kunne jeg mærke hendes nu meget ujævne vejrtrækning på mine læber. "My love for you." svarede jeg og i samme sekund som jeg havde sagt det kunne jeg mærke hendes varme bløde læber på mine og min mave blev fyldt med sommerfugle som mit hjerte begyndte at banke afsted og jeg kunne mærke stødet i mit blod fra hendes læber fra hendes kys. "Miles vi er fremme." jeg kiggede op som det gik op for mig jeg var blevet væk i mine tanker igen og at vi nu holdte ude foran kirke gården som de eneste siden Inês ikke have nogen venner ud over mig og hendes forældre døde for nogen år siden. Jeg nikkede bare og steg ud af bilen efterfulgt af mine forældre, de ville tage hjem og hente mig senere efter begravelsen eller det er ihvertfald planen. Jeg gav dem hvert et kram og sagde et hurtigt 'jeg elsker dig' og 'farvel' og stod og ventede på at de tog afsted inden jeg gik ned af stien og hen til hvor en ny grav lige var blevet gravet i nat med en enkelt kiste ved siden af som det eneste. Der var ingen præst syne siden jeg havde fået ham til at velsigne hende og bede for hende før jeg ville komme fordi hun sagde hun havde skrevet til mig i hendes brev at hun ikke ville havde nogen andre end mig til hendes begravelse end ikke en præst. "I hate priests." sagde hun da vi satte os ned på min seng siden vil lige var kommet hjem fra kirke. "Why?" spurgte jeg siden jeg syntes det var rimelig mærkeligt at hade præster især hvis man er kristen og kommer i den kirker vi kommer i vores præst er nemlig awesome! En ung fyr ikke meget ældrer end 25 og så elsker han at peppe gudtjenesterne lidt up. "Because they all think they're so high and allmighty." sagde hun som hun krydsede sine arme over hendes bryst og rullede hendes øjne. "Really? Well I mean I guess some priests does but not Daniel he's pretty down to earth." sagde jeg forbavset over hendes svar. "Whatever you say. But I'm just saying I hate priests and I don't wan't one at my funeral they can like do their blessings and prayers and shit before I get lowered in the ground but they can't be there when my family is so they have to do that before my family arrives." jeg rystede bare på hovedet af hende med et smil spillende på mine læber inden jeg trak hende ind til mig og vi lagde os tilbage på hendes seng og bare lå der uden at nogen sagde noget. "I promised you there would be no priest see?" spurgte jeg som jeg gik hen til kisten og stod og kiggede på hendes livsløse krop hendes øjne lukkede og hendes hår en smule mat. Jeg smilede et trist smil som jeg studerede det alt for velkendte ansigt det ansigt jeg allerede savnede så utroligt meget. "You look so beautiful baby girl." sagde jeg som jeg bøjede mig forover og kyssede hende blidt på panden som en enkelt tåre trillede ned af min kind. "It wouldn't have happened if it weren't meant to be." hviskede jeg min stemme næsten uhørrelig som jeg satte mig ned ved siden af hende og lagde hendes hoved i mit skød og begyndte at stryge hendes hår. "That's what you told me when we first met. Remember?" spurgte hun som et lille lykkeligt smil spredte sig på hendes læber, jeg nikkede bare stille som tårer fyldte mine øjne inden en trist latter fyldte lokalet. "I remember. I also remember the floral dress the big hat your white sandals and the smoothie." sagde jeg som jeg tænkte tilbage på første gang vi mødtes. "I'm gonna miss you so much baby girl." hviskede jeg som jeg trak mig modvilligt tilbage ikke klar til at forlade hende selv om jeg vidste hun egentligt ikke var here længere kun en tom skal som hun engang kaldte hendes krop. Som jeg trak mig helt væk tog jeg mine hænder af kisten og trådte et skridt tilbage inden jeg kiggede op mod himlen mine øjne fyldt me tårer selv om jeg nægtede at lade dem falde. "Du har bare at tage dig ordenligt af hende." sagde jeg som jeg fortsatte med at kigge op på himlen indtil jeg ikke længere kulle holde mine tårer inde og brød sammen helt alene midt på kirkegården min døde kæreste mit livs kærlighed i den sorte marmors kiste ved siden af mig. "I'm gonna miss you." hviskede jeg som jeg kyssede hendes hår og fortsatte med at stryge det som jeg kunne mærke hun gled længere og længere væk. "Don't worry we will see each other soon." hviskede hun hendes vejrtrækning nu endnu langsommere hendes øjne lukkede fordi hun ikke længere havde energien til at holde dem åbne jeg nikkede bare som svar bange for at brude sammen hvis jeg prøvede på at snakke. "I love you so much Miles." hviskede hun og jeg kunne mærke hun kunne og ville forsvinde når som helst nu. "I l-love you more I-Inês." hviskede jeg tilbage som min stemme knækkede. "It's not a competition darling." som hun sagde det blev hun slap og jeg vidste hun var væk hendes liv var slut. Jeg havde kommet mig nok siden jeg havde brudt sammen til at kunne rejse mig op og sige farvel en sidste gang. "Remember baby I told you I would see you soon right? Yeah well I think I'm gonna see you much sooner than any of us expected." som jeg sagde det åbnede jeg den lille skulder taske jeg havde haft med og tog pillerne og alkoholet ud af den. Jeg gav hende et sidst kys på hendes iskolde læber inden jeg gled ned af kisten og åbnede flasken med vodka og flasken med piller. Jeg drak et par slurke vodka før jeg tog de første piller den fremmede smag brændte ned igennem min hals og ned i min mave inden jeg slugte pillerne og skyllede dem ned med endnu mere vodka. Efter et par minutter kunne jeg føle mig selv langsomt glide væk og jeg stillede det nu tomme pille glas ned og drak det sidste vodka inden jeg fandt det brev frem som jeg havde skrevet og lagde det på jorden ved siden af mig som jeg lagde mig ned. "I'm coming baby just wait I'll be there before either of us realize it." sagde jeg som jeg lukkede det sidste luft ud og mit hjerte holdt op med at slå mine øjne gled i og mørket tog over. * Things end. But memories last. | ||||||||||||||
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
