 |  | Postbudet Ingvard's forunderlige liv |
 |
|
|||||||||||||
|
Sommeren hang i luften, duften af Engletrompeter og sommerens sol aftager i sit forsøg på at lægge sine varme hænder på de unge, de strandhigende og de hjemløses rygge. Lastbilerne farede alligevel forbi på Roskildevej med airconditionen på fuld drøn ligesom den matchende musik hos de forbikørende. Men så de det lille røde postbud i kanten af vejen? mod al fornuft gjorde de ikke, som de styrtede afsted, dér på hovedvejen i udkanten af København. Men postbudet drejede pludselig af, for gud ved hvilken gang i mange års løb. Han drejede resolut ned af en bestemt indkørsel og lige forbi den lille postkasse - til trods for at han vidste han burde levere posten dér, kunne han simpelthen ikke lade vær med at gøre det personligt til netop Sørensen. Det gav ham tid, ro. Sørensen var - bare lidt - gammeldags. Han ejede faktisk ikke en telefon. Da fastnetstelefonen fadede ud, havde han ikke købt mobiltelefon. De nyheder som han måtte nøjes med, var begrænset til dem de kunne få af ham selv - af postbudet. Det var derfor han altid cyklede forbi postkassen, satte sig ned på trappetrinnet, i baghaven eller ved spisebordet, og berettede om nyheder fra det forsvundne døgn. Sørensen var ikke interesseret i terrorsager, sex skandaler med præsidenter og afskallede popikoner i hovedrollerne eller den nyeste sladder om eskapaderne på Den Røde Pimpernel. Han interesserede sig for sundhedsforskningen inden for diabetes udviklingen, for lokale nyheder, der altid endte med at være samtaleemnet. Træt smed han cyklen op af husgavlen, også denne dag cyklede han altså ned af indkørslen, og bankede på egetræsdøren. Intet svar. Han tog i håndtaget og gik ind, slet ikke i tvivl om at Sørensen ikke ville have noget imod at han bare gik ind. Han gik gennem entrén, gennem køkkenet og gangen, før han endelig kom til dagligstuen, og her stoppede han op. En lille kasse stod midt i stuen. Med skræk og gru genkendte han de glade foto's på siderne, et computerfirmas logo, og han mærkede en rød rus brede sig gennem hans lille krop. Han farede op og rundt, hans hænder greb fat i ting, knuste dem, smadrede, greb fat i mennesker, alt sammen i forsøget på at beskytte den tryghed, der lå i et job. Og, endelig, til sidst lå fru Sørensen på gulvet, slap og livløs med blodet fossende ud af halsen. Hr. Sørensen lå henslængt i sofaen med et sørgeligt udtryk i de glasagtige øjne. Postbudet stod der ikke længe, men foto'et, det kunstnerisk morbide i den rolige, idylliske stue og de grusomme døde, ætsede sig alligevel ind i hans hukommelse med saltsyrens beslutsomhed. Han gik ud til ferskentræerne i haven, og lyttede til en bi, der summede rundt i takt til hans tanker. Han vidste ikke hvad han skulle gøre, og han vidste ikke, hvorfor han ikke vidste hvad han skulle gøre, og det forvirrede ham. Hans job hang i en tynd tråd, hvis Sørensen ikke eksisterede længere. Han havde ikke lyst til at miste jobbet eller alternativt køre rundt med pakker fra gigantiske computerbutikker. Pakker var upersonlige - og så ville han miste cyklen. Nej, han ville blive ved med at levere breve. Det var trygt at levere breve. Han havde en rutine med breve, fik den samme løn, arbejdede de samme dage, havde det godt. Det var perfekt, hans liv skulle være perfekt- Derfor rejste han sig. Flere timer senere gik han igen rundt i solens skær under ferskentræernes og engletromperternes tunge duft. Han betragtede sit arbejde med en vis stolthed, betragtede de to perfekte høje, og de mindre perfekte trækors, da en bildør smækkede og en kvinde bankede på dørene for at komme ind. Hun kaldte på en mor, og hun kaldte på en far, hun kaldte på mange års tilgivelse, på tilgivelse for evigheders synd, og da han - Postbudet - forsøgte at komme væk standsede hun ham. Hun kiggede på ham med uendeligt blå smukke øjne, og han vidste ikke hvor han skulle se hen. Hendes stemme, hendes lyde, var flydende og bløde og han vidste ikke hvordan han skulle svare med sine egne, skrattende stemme, der mest af alt mindede om en forladt måges skrig. Da den blåøjede kvinde greb hans arm, og spurgte om de var i haven, opdagede han senere, at han så hende betragte jorden med de primitive kors af træ han havde lavet i al hast. Da han betragtede hendes uendelige sorg, ønskede han at han ikke var blevet tvunget til at gøre det han måtte gøre. Men det var han, og han kunne og ville ikke forklare hvorfor. "Er det ikke skrækkeligt?" fremstammede han med skælvende stemme, da han forsøgte at sætte ordene sammen - ordene der ikke gav mening hver for sig, lyde der kun overførte en betydning ud for sammenhængen, næsten helt tilfældigt, næsten uden at han selv vidste det, næsten så han ikke følte sig skyldig. "Jeg fandt det her da jeg kom med posten" Evigheder senere forlod han huset, cyklede op gennem indkørslen og ud på Roskildevej. Rank og strunk cyklede han langs vejen, mens kvalmen bølgede frem og tilbage i hans indre. Men ingen så det, ingen hørte åbenbart noget. Han stemplede ud, lukkede sig selv ind i sin lejlighed, smilede til og skændtes med konen og børn, ingen så det, ingen. Han fortsatte, levende på en løgn, tvang hver dag cyklen ned ad indkørslen ved Roskildevej, men undgik huset og gjorde træerne med bierne til sine fortrolige. Kvinden kom ikke igen. Hver dag troede han hun ville komme, så han kunne forklare, men han så hende ikke. I stedet plejede han træerne, beskar dem, plukkede blomster om foråret, plukkede frugter om sommeren, og tørrede de vindblæste grene for vinterens regn. Ingen så hvad han bar på, ingen. De regninger han burde aflevere til Sørensen betalte han af egen lomme. Hans kone blev sur, råbte, beskyldte ham for utroskab, men han sagde intet, forklarede intet, han kunne ikke, han måtte ikke. En aften var hun der ikke længere, kun to blåøjede børn, med krav om børnehave, tøj og teknologi. Alligevel så ingen det, ingen. Endnu en rum tid forsvandt stille og roligt, falmede og rådnede. En dag blev han kaldt til kontoret, til chefens kontor. Han trådte ind af døren med den tvungne selvsikkerhed og normalitet under armen. Han var ikke sikker på, at han ville kunne lide det, chefen sagde, han var faktisk sikker på at han ville hade det. Han kunne ikke lide det. Chefen snakkede bare, fortalte som om et eventyr, en sag, forklarede om et rygte i byen, i staten. Chefens øjne glimtede med en ironisk, glædesløs morsomhed da han fortalte historien, men intet kom til udtryk i de lyde, der kom ud af hans mund. "Ser du," sagde han, "den generelle idé er, at vi dræbte Sørensens for at slippe af med de sidste mennesker på denne side af Øresund, der stadig bruger papirpost. Totalt at afskaffe papirsposten ville vist være en god deal for os. Mange penge sparet om året for os - ved ikke at opretholde standarden med frimærker, der samler støv i kiosker og vice versa - som vi jo må gøre til den sidste kunde er væk. Den generelle tanke har selvfølgelig ret, det ville være en fordel for os, hvis dét der gamle ægtepar var dødt. Men vi er jo et postvæsen, ikke et mafiaforetagende. Alligevel holder tanken om at du - ja, dig - at du dræbte Sørensen, den er ret standhaftig. Noget med at de er begravet i haven - selvom deres regninger stadig bliver betalt og alt det der! Politiet ignorer det selvfølgelig, de kan jo se at menneskene er i live - som sagt de regninger dér. Men vi kan ikke ignorere ordet i byen. Vi har et image. Ikke det bedste, men vi kan ikke tåle at det bliver dårligere - heller ikke bare på grund af endnu en af de utællelige, latterlige konspirationer mod Postvæsnet. " Han var så pædagogisk chefen, talte altid som til et barn, forklarede altid alt, ned til de sidste sidespor. Ordene rystede bare Postbudet alligevel. De truede ham, hans tryghed, hans eneste faste holdepunkt. Og da chefen sluttede med lyde svarende til "Så jeg går ud fra at vi begge er enige om at det er bedst hvis du finder et nyt job?" rystede Postbudet på hovedet, og svarede med et "Nej". Han fortalte om Sørensens. Hans minder spandt beskrivelser og tillægsord. Hans stemme tilføjede følelser og inderlig ærlighed. Da han igen forlod kontoret var intet ændret, han vandt, og ingen havde set hvad han havde gjort. Tiden gik, og Postbudet ventede stadig på den blåøjede kvinde. Endelig en dag afveg han og gik ind i huset, der nu var dækket af støv. Han gik igennem kroge i huset, han aldrig havde set før, han kiggede i skuffer, undersøgte reoler. Han fandt billeder, mange, og han prøvede at deciffere de glade ansigter, der dominerede dem. Til sidst dejsede han over den blåøjede pige, hvis navn med mystiske hieroglyffer stod printet på bagsiden af et fotografi. Og endelig en dag fandt han hendes adresse. Rygter er mystiske væsner. De svirrer rundt i udkanten af atmosfæren, man kan aldrig se dem, men man aner dem, man ved de er der, og man ved at de stædigt vil blive, og aldrig vil falme af sig selv. Ikke mindst postrygtet, selve teorien om hvordan Postvæsnet prøvede at tage livet af almindelige mennesker, der benyttede almindelige breve, blev hængende i luften. Det endte altid i nyhederne, stod i aviserne, der for altid ville flyde i togene og busserne - og de stod malet i chefens hilsner hver eneste dag. For hver dag blev han tungere, hans øjne mistede liv og glans, hans væsen glød og hans energi var indgået i kampen mod rygterne - den kamp han nu var ved at tabe. Det rystede egentlig ikke Postbudet særlig meget, men han overbeviste sig selv om, at han vel, moralsk set, måtte gøre noget. Hvis chefen skulle afskediges, kunne han jo selv miste jobbet - det job han havde kæmpet for så længe. Om ikke andet så måtte han opsøge den blåøjede kvinde hurtigst muligt. Døren var af stål, som så mange andre døre efterhånden også var, og den rungede med en metallisk, mekanisk lyd, da han bankede på. Så svang døren pludsel knirkende op, og dér lige dér stod hun, den blåøjede kvinde. Hun åbnede munden, men de lyde, der nu kom ud var ikke bløde og drømmende, de var hårde som den ståldør han lige havde banket på. Han vidste ikke hvad han skulle sige da hun endelig holdt inde og stirrede på ham. Han indså at hendes øjne ikke var klare blå, som han havde troet indtil nu. Der var lidt grønt i dem. Bevars tænkte han, hun var da ikke decideret grim - hun var faktisk temmelig køn. Men hun var ikke så køn, hun var ikke helt perfekt. Hendes ord, hendes lyde var ikke længere perfekte. Hvis hun ikke var perfekt ville hun ikke forstå hans krav på perfektion og diciplin, hvis hun ikke også havde kæmpet som han og endelig opnåede det endeligt perfekte, kunne hun umuligt forstå. Og da han indså det gik han bare. Væk, ud, langt væk, han fandt sin cykel, og fortsatte på den, mod steder han ikke kendte. Han endte på en bræmme med græs helt nede i vandkanten ved Lillebælt. Han hørte gennem to unges radioer med perfekt lyd nyheden om Postchefens selvmord endelig. Han smed cyklen og løb som han aldrig havde løbet før. Hans liv var bare ikke perfekt, det var ikke som det skulle være. På trods af alt han havde kæmpet for, var det ikke perfekt. Det brændte sammen nu, brændte ned, det rev i hans indre, sønderrev hans sjæl og han mærkede sin uendelige kampånd give op. Til sidst mærkede han den salte luft i ansigtet da han kastede sig ud fra Lillebæltsbroen, men han blev fanget af et avanceret sikkerhedsnet, designet til at fange de perfekte, ulykkelige liv, liv som hans eget, det satans liv, ikke engang det kunne han gøre. Bilerne farede ufortrødent videre, derude på Roskildevej. Det var blevet sensommer igen, solen havde trukket sin varme tilbage igen, og intet virkede forandret, intet virkede anderledes end året før. De lagde stadig ikke mærke til Postbudet på kanten af vejen, denne gang fordi han ikke var der. Deres radioer var stadig skruet op på fuldt drøn, selvom nyhederne var anderledes, selvom selv samme postbuds udskejelser blev rapporteret i stor stil. "Ah ja" sukkede en af de evindelige unge, der var på vej mellem de to byer. Hun kiggede på sin sidemand og sagde: "Men man kan vel godt forstå ham ikke? Jeg ville heller ikke bryde mig om at miste mit job, de fandt ham død med frankeringsstempler og hele kroppen, Han ville jo bare have et trygt liv, ikke? Vil du ikke også det?" | ||||||||||||||
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
