Forfattersiden.dkForfattersiden.dk kræver login, før du selv kan bidrage med indhold
 
Forfattersiden
Forbudt Kærlighed
Forbudt Kærlighed


Forfattersiden.dk
Forfatter: Artemis
Skrevet: 2011-02-04 10:52:49
Version: 1.0
Anbefal:Klik på +1 ikonet for at anbefale teksten i Google-søgning
 
 Klik her for at annoncére teksten på din egen Facebook væg Klik her for at annoncére teksten på din egen Facebook væg
 



De gik stille og roligt hen i mod døren til festlokalet. Hun følte, hun ikke burde gå ind, men det var jo trods alt hendes fætter, Martins 18-års fødselsdag. Hun havde jo egentlig også savnet ham.
Desuden havde de kørt den lange vej for at være der, så hendes forældre insisterede også på det kraftigste.
"Det er uforskammet, hvis du ikke går ind og hilser pænt," begyndte hendes mor.
De andre gæster var allerede kommet, og hun kendte dem alle, for det var kun familie.

Desværre startede det ud med, hun og Martin skændtes. Det gjorde de altid, når de var sammen, hun vidste bare ikke hvorfor. Måske var de for forskellige, måske for ens..? Eller måske plagede det hende bare grænseløst, han havde det så skidt..
Det skulle nok gå hurtigt over, det gjorde det altid, men det gjorde ondt på hende alligevel.
Hun holdt meget af Martin.

Hun fandt sig selv nede ved havnen, måske hun var gået derned for at tænke på noget andet?
Hun valgte en flad sten at sidde på, mens hun bandede stille for sig selv.
Irriterende med al den larm og ballade. Irriterende, hun ikke kunne gå længere væk, så hun ikke behøvede høre på støjen fra festen og den dårlige musik.

Det var dejligt at sidde her. Bølgerne, der forsigtigt rørte spidserne af hendes sko og den friske luft. Bare ærgerligt, det var så mørkt.
Hun så på sin mobil. Hun havde modtaget en besked. Hun vidste godt, hvem den var fra, og hun havde egentlig ikke lyst til at skændes mere med ham, men alligevel åbnede hun den.
"Hvor er du...?," læste hun.

Hun sad længe og overvejede, om hun skulle svare. Hvad nu, hvis han kom herned? Hvis han afbrød hendes stille øjeblik med mere råben?
Hun besvarede den kort. Hun ville jo gerne snakke med ham.
Bare ikke om det... Hun turde slet ikke tænke tanken til ende. Tænk, hvis det en dag lykkedes for ham. Tænk, hvis han en dag pludselig var væk. Hvem skulle udfylde det tomrum, han ville efterlade..?
Her var så smukt. Så fredeligt på en eller anden måde.
Hun kunne høre, Martin var på vej. Hun rejste sig for at gå ham lidt i møde.

"Det ville være så forkert, hvis jeg bad dig blive min, ville det ikke?"
Hun tøvede længe med at svare. Hun ville være sikker på, hun hørte rigtigt.
"Jo..." Hun hviskede. Hun havde ikke lyst til, de skulle danne par. Det var forkert. Men noget i hende var så meget i tvivl om, hvad det egentlig var, hun følte for ham.

"Hvor meget kan du lide mig?," prøvede han.
Hun så ham dybt i øjnene og på en eller anden måde, så nåede hun slet ikke at registrere, at hun svarede, "meget".
Hun kunne kigge på ham i timevis. Hun var som forstenet.
Han kyssede hende. Hun mærkede sig selv besvare kysset.
De satte sig på havnen hånd i hånd.
Hun mærkede, hun fortrød, hun havde kysset ham tilbage. Hun ville ikke sende ham de forkerte signaler.. Hun var så forvirret.

På vej hjem i bilen med forældrene, sad hun på bagsædet og tænkte. Hun havde det så dårligt, når hun forlod ham. Hver gang tænkte hun, det kunne være sidste gang, hun havde set ham, og hun fik kvalme ved tanken om at lægge ham i graven.

To uger efter fik hun besked fra sin far. "Martin er indlagt på psyk igen. Denne gang var det en masse piller."
Hun var ked af, hun allerede som 16-årig havde så meget ansvar, når det gjaldt ham.
Men der var noget over hende. Han lyttede til, hvad hun sagde, selv når han ikke ville høre på andre. Hun skrev og spurgte, hvordan han havde det, og om hun måtte besøge ham.
Hun vidste jo godt, hun fik afslag. Han ville ikke have, hun så ham, når han havde det skidt.
Men hun forstod det ikke. Han vidste jo godt, hun ville smide alt for ham, hvis han skrev eller ringede og havde brug for noget. Hvorfor gjorde han det så ikke?

Hun besluttede at tage ned til ham alligevel. Hun følte enorm skyld, da hun satte sig ind i toget. Hun havde jo lovet ham at respektere, når han ikke ønskede at se hende.

Han sad på sengen, da hun trådte ind i værelset. Han så ud som om, han trods alt var glad for at se hende. Hun smilede tilbage ham.
Langsomt begyndte hun at indse, han nok aldrig ville nå at få en familie. Aldrig nå at blive gammel.
Og kan man virkelig bestemme at de mennesker, vi elsker, skal blive her, hvis de har det skidt og er så syge? Hvor forkert man end synes selvmord er..?

Hun tog hans hånd, kyssede ham på kinden. Alt hun ønskede var at rive sit hjerte ud, lægge det i hans hænder og sige; "Gider du lige holde det et øjeblik...?"  

haleløs2011-05-23 13:09:11

Når livet blir usigelig vanskeligt og tungt ... er det godt at ha' ... NOGEN. Kæreste - eller blot kusine?
Indlevende og følsomt beskrivelse af en sådan situation!
venligst ...

Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!

Seneste profil og bidrag

Seneste opdateringer

En tilfældig udvalgt tekst

Fra Forfattersiden.dk