 |  | Du solsort ...... |
 |
|
|||||||||||||
|
Du solsort på taget aprilaften kær - din sang helt mig fylder - betaget jeg ser - dit gule næb - din sorte silhuet, hvor livet dog føles befriende let. Jeg sidder på trappen og lytter og ser - alle ure er slukket, der er ingen tid mer - kun solsortens toner i himmelrummet, alt andet i verden for mig er forstummet. Det suser i poplernes trætoppe tyst - men du - lille solsort - af hjerte og lyst - din varme og livgivende sang til mig kvidre - jeg rejser mig stille og tiden går vid're. With/98 | ||||||||||||||
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
