Dråber af vand-vid | ||
|
||||||||||||||
Forbliver. Består. Står fast. På mig selv. Når jeg ved hvem det er. Frabeder mig evnen til at flyve. Det er den eneste måde at være fri. At frabede sig det man ikke kan. Jeg har valgt det, siger de til os og til sig selv. Men det har de ikke. Det ville nemlig være herre nice at kunne flyve - og de ved det! Bare svæve over tagene. Måske med armene ude. Som en musvåge. Eller måske som en supermand - eller noget. Men det har de fravalgt. Og dermed er endnu en drøm piftet. Piftet som hjulet på vejen til arbejde, på en regnvejrsdag, en alt for tidlig tirsdag morgen i februar. Piftet som egoet. Regnen ophøre med at være fjenden. Kulden rammer ind til benet, men stadig er der en dreven vilje til intet andet end at løbe. Løbe mod horisonten med iskolde vandråber på indersiden af huden. Men øjeblikket forsvinder. Det huskes senere som vanvid. Og jeg kan ikke være vanvittig. Det har jeg frabedt mig evnen til at være. |
Lau G.N. | 2015-11-25 09:31:37 | |
Jeg kan godt lide din tekst og føler mig lidt trodsig her... vi ligger meget i modsætninger som digtere, men det skal ikke forhindre mig i, at beskrive hvilken beskrivende tekst du her har vel komponeret.
Jeg mener vi alle kan flyve, flyve på drømme, tanker og kærlighed.
"we are but one winged angels, only by embracing one another, can we fly"
Vi ses i bland skyerne
NatteRavnen
Jeg mener vi alle kan flyve, flyve på drømme, tanker og kærlighed.
"we are but one winged angels, only by embracing one another, can we fly"
Vi ses i bland skyerne
NatteRavnen
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
Tænkte det lidt som en kommentar på en væremåde, der har opgivet at flyve - om det så måtte betyde at finde kærlighed - som jeg forstår De Crescenzo som sigende - eller noget helt andet eller tredje, må være op til læseren.