Kære Helene;
Vi går skam allesammen rundt med en sådan (hemmelig) umættelig trang til at blive bekræftet - At andre skal virkelig 'se' og anerkende os. Helst blot for, at vi er til - men det' nu nok kun vores nærmeste, som kan indgyde os den dér - vigtigst - bekræftelse ... ubetinget accept.
Der laves masser af TV-shows om, hvorfor vi har disse følelser ... og hvordan, man kan lære at 'forstå' og 'styre dem' (Oprah, Dr. Phil, Sporløs, Forsvundne Danskere o.a.).
Selvtillid kommer faktisk indefra - IKKE udefra. Den opstår ved, at man beskæftiger sig med noget, man er glad for. Nogen bager - eller spiller klaver. Andre er nødt til at udfordre sig fysisk ved at løbe marathon eller besejre K2 (verdens vistnok højeste bjerg). Min oldefar malede på livet løs fra barnsben; men blev aldrig spor berømt - undtagen i hans egen familie - vi har et hav af hans billeder af flora og fauna. Miin (politimand)morfar skrev (vistnok adskillige) bøger ... som stort set aldrig blev udgivet ;). Alligevel blev de da véd og véd ...
Man må selv sørge for at 'finde sin passion' - og så gi' sig i kast med den ...
Tror, din er at digte og skrive? En aktivitét, man jo netop IKKE kan gøre i flok - men må bakse alene med ... Så: eeensom - og til tider osse smertefuld ... OG osse berigende. Tror faktisk, du allerede er begyndt at indsé dette - osse?
I al fald har du da allerede nu udviklet et skarpt blik for mange nuancer og små detaljer, og er også dygtig til at omsættet følelser til billeder - din unge alder taget i betragtning. Det' det talent du skal dyrke, udvikle og pleje ...
venligst ...